Min første buk

Af Mette Bækgaard Johnsen

Pludselig kom en rød prik til syne fra nabomatriklen. Arrigt fejede den op af alle småbuske den mødte på sin vej. Hold da op, var det bukken jeg havde set for få dage siden? Hjertet begyndte at slå hurtigere. Den kom jo lige ned mod mig! Nu var den 150 meter ude, men stadig på nabomatriklen, dog stadig i fart og med kurs mod mig. Puha, hjerteslagene steg i samme hastighed, som bukken komme tættere på. Så nu var den 50 meter ude, men i bevægelse og med front mod mig. Shit, ville den nå at løbe hen af skovvejen og bag vildthegnet uden jeg ville få min chance? Nej, 30 meter fra mig standser bukken, en gaffelbuk tror jeg, og fejer arrigt op af en fyrbusk. Så frøken Johnsen, nu er det nu. Tager sigte og trykker på aftrækkeren. Idet braget lyder, er bukken væk. Det var da mærkeligt, tænker jeg, hvis den var løbet, ville jeg da have set den. Men da jeg får kigget nøjere efter oppe fra min plads på jagtstigen, kan jeg se nogle ben, der spræller lige ved siden af fyrbusken. Med ét kan jeg mærke, hvordan blodet pumper rundt i kroppen og min hænder ryster. Hov, man skal jo lade igen, kommer jeg i tanke om, og repeterer. Så er det noget med at man skal vente en ti minutters tid. Det føles som en evighed. Jeg kravler ned af stigen og går hen mod busken. Og der ligger den - min første buk! En sand beruselse skyller ind over mig. Da jeg får kigget nøjere efter, ser jeg, at det ikke er en gaffelbuk, men en ulige seksender. Dette er et stort øjeblik. Jeg sidder lidt og kigger på min buk. Tænk at det skulle lykkes…

Efter af have brækket dyret, kommer næste forhindring; udslæbning til bilen, der holder godt en km borte! Som uerfaren bukkejæger har jeg ikke noget at bære eller slæbe dyret ud med. De første par hundrede meter får jeg den båret i benene. Men må hurtigt indse at det er for hårdt. Hvad gør man så? Nå, ja min livrem! Min første buk bliver altså båret ud i min livrem på en dejlig juniaften i Hyldelund.

Forud for denne store jagtoplevelse (som jeg i øvrigt drømte om, igen og igen om natten) havde jeg været ude mange gange, både morgen og aften. En morgen lykkes det mig at møde en skovmår, som jo ellers er ved at være sjældne i Danmark.

Egentlig har jeg haft riffel i et par år, men ikke rigtig haft mulighed for at gå på bukkejagt. I år er jeg så gået med i jagten i Estrup, som jagtforeningen har lejet. Men da vi jo er en del jægere om de 5 bukke derude, gik der kun 14 dage, så var mine chancer i Estrup væk, da bukkene var gået til andre jægere.
Jeg må indrømme, at jeg følte mig som en heldig kartoffel, da jeg i starten af maj, blev ringet op af Bent (formand Bent) som fortalte, at hvis jeg havde lyst, havde jeg mulighed for at skyde en buk hos S.Ø. Eriksen i Hyldelund. Selvfølgelig havde jeg lyst til det. Hyldelund kendte jeg i forvejen, og er meget begejstret for området.
Det skulle være en ung jæger, der ikke havde skudt buk før. Jeg må indrømme, at jeg følte mig yderst smigret over at komme i betragtning.

Tak til jagtforeningen og både junior- og senior S.Ø. Eriksen for at denne store jagtoplevelse kunne blive til virkelighed.