Jagtminder fra Sverige

Af Hans Jakob Knudsen

Fuglejagt i Lapland
Grunden til at jeg begyndte at jage i Sverige var egentlig at jeg blev enkemand, og derved kom til at tænke på, at jeg ikke havde haft en ferie og kun tænkte på renter, produktion og effektivitet, uden at leve livet som jeg egentlig helst ville, med mere tid til jagten, som altid har været min store fritidsinteresse. Jeg syntes bare ikke at jeg havde tid til det og har tit måttet sige nej tak til en jagt fordi jeg skulle tage roer eller kartofler op.
Så bestemte jeg, at jeg ville lægge stilen om og tage tid til det jeg helst ville, selvom det skulle koste lidt. Jeg snakkede med en jeg kendte og som var på jagt sammen med en fem, seks andre jægere i Sverige. Man kunne bare ikke sådan lige komme med på holdet, idet man først skulle godkendes af de andre.
Der gik et par år. Så fik jeg at vide, at dersom jeg stadig ville med, var der en plads ledig. Og det blev starten på jagt i Sverige i 6 år. Det var jagt på fugle som tjur, urfugle, ryper, hjerper og enkelte harer, som der nu ikke var ret mange af.
Der blev først afholdt et møde hvor det blev planlagt med kørsel og hvem der skulle stå for hvad og hvordan man skulle opføre sig. Vi river en uge ud af kalenderen og bestiller ikke andet end at gå på jagt og spille kort, sagde de og det passede faktisk.
Leif, som var revisor, sørgede for alt papirarbejdet, med jagtkort og indførselstilladelse til våben, og andet papirarbejde. Da det var første gang jeg skulle holde ferie og så oven i købet på jagt i udlandet, glædede jeg mig som et lille barn.
Vi skulle af sted den sidste uge i september. Først startede vi med en god frokost hos Erik. Derefter i to biler til Frederikshavn. Derefter med færgen til Gøteborg, og så var det ellers bare 1200 km op til Lapland!
Vi kom til Gøteborg midt om natten og startede mod Wartrask med det samme. De første tre, firehundrede km. var altid i mørke. Da jeg jo aldrig havde været i Sverige før, var selve køreturen en oplevelse i sig selv. Der lå også en stor elg ved vejen som var kørt over, så vi holdt og tog et billede af Leif siddende med geværet over elgen, så kunne han jo selv lave historien når han kom hjem. Det skal han nu nok også nok have gjort!
Vi ankom til Wartrask hen på eftermiddagen og gjorde holdt på en bro. Herfra kunne vi se hytten vi havde lejet. Det var sådan et ritual de havde, med at stå og nyde udsigten og forventningerne om en uge i den svenske natur. Hytten var en træhytte med brændeovn og syv køjepladser, men ikke varmt vand eller bad.
Pligterne fordeltes lidt efter lyst og evner. Leif skulle holde det varmt i hytten, og Erik og Peder skulle stå for maden, hvad de var rigtig gode til. Jeg skulle skrælle kartofler og vaske op. Da jeg aldrig har været meget huslig, stod jeg vistnok nederst på ranglisten. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke var den dårligste når vi skulle skyde fugle, og det hjalp jo lidt på selvtilliden. Prisen var selv dengang i 1985 næsten kun symbolsk, da vi gav 60 kr. per mand for hytten og jagten på 18.000ha. med fri afskydning af fugle, som vi selv måtte beholde.
Nu skal det dog også siges, at det var begrænset hvad der var af vildt, da det var så højt oppe, at det var over trægrænsen. vi skød gerne omkring 20 stykker vildt. Det går noget op og ned med de forskellige bestande. I de seks år jeg var med deroppe, skød vi kun to tjur kokke, men i 2004 havde en af de der var med deroppe skudt 3 kokke alene, og han sagde at der var en masse af tjur deroppe. Kokkene havde kød med til hver dag, undtagen onsdag, og havde vi ikke skudt fugle nok til den dag var det kødløs dag. Det oplevede vi nu aldrig, men der var en dag hvor der måtte en hare med for at der var nok til alle.

Nu kunne jeg jo skrive en hel bog om alle de oplevelser, som jeg har haft i
Lapland, men jeg prøver at pille sjove og specielle oplevelser ud. Vi måtte ikke have hunde med dengang, men det må de nu. Jagten foregik ved, at vi kørte så langt ud i skoven som vi kunne ad en af de veje som var anlagt til at køre tømmer ud ad, og så fordelte vi os med 50 meter imellem os, så vi kunne holde kontakt med hinanden. Vi gik så en time efter kompas, dersom det var gråvejr, ellers kunne vi gå efter skyggen af bøssen.

Vi holdt en pause når vi havde skudt noget eller skulle have en smøg, og når vi så havde gået en time gik vi en halv time vinkelret til siden og så en time tilbage, og så skulle vi helst træffe vejen igen. Der var enkelte steder hvor der stod lidt fyr i rækker, men ellers var det tyttebær og blåbær med lidt fyr spredt imellem. Man kunde bare stryge hånden igennem buskene, så havde man en hel håndfuld blåbær.
Der var en vidunderlig natur oppe i Lapland, med spejlblanke søer, og så var der næsten altid helt vindstille. Når træerne spejlede sig i søerne, kunne man næsten ikke se hvor spejlbilledet begyndte, eller hvor vandet holdt op.
Jeg havde lidt begynderheld og skød en urkok den første formiddag og en tjurhøne om eftermiddagen. Ellers var det mest ryper vi skød og en enkelt hjerpe, som altid lå enkeltvis, og man kunne jage dem fra den ene busk til den anden, så når vi rejste en hjerpe fik vi den næsten altid. Jeg lagde mærke til at fuglene aldrig trykkede, men blev ved med at løbe. Havde det været fasaner eller agerhøns ville vi have mistet nogen uden hund. Selv hvis de var vingeskudte fik vi dem næsten altid.
Det skete også at vi så et rensdyr, men dem måtte vi ikke skyde. Det var nogen af lappernes, som var kommet for langt mod syd. Jeg tror nu nok at de blev skudt alligevel. Der var en dag vi havde set et rensdyr, og det fortalte vi en svensker. Hvorfor skød I den ikke, sagde han, men det måtte vi jo ikke.
Om eftermiddagen kørte de af sted og kom tilbage med noget, som var dækket med en presenning og kørte ned til slagtehuset med det. Jeg kan ikke sige hvad det var, men tanker er jo toldfrie!
For mit vedkommende var det bedste ved mine ture til Sverige, at man koblede fuldstændig fra i en hel uge sammen med en 4 - 5 kammerater, som man kom godt ud af det med - og så den helt enestående natur som vi færdedes i.
Det var naturoplevelserne som talte deroppe. Hvor meget vi skød betød mindre. Den eneste som havde problemer med at ramme, var revisoren fra Fyn. Det sagde han også selv, men det gjorde ham ikke noget. Jeg tror, han var den af os som nød mest at slappe af i vildmarken. Leif havde været danmarksmester i bridge et år, så når vi spillede kort tog han rigtig revanche for den manglende skydefærdighed om dagen!
Nu har jeg aldrig været nogen havørn til at spille kort, så jeg måtte som regel betale. Det gjorde nu heller ikke noget, da det kun drejede sig om småpenge. Jeg fik også at vide en aften af Leif, at jeg skød bedre end jeg spillede kort. Og da jeg så rettede mig op, som man jo skal når man bliver rost, så sagde Leif tørt: ”Men det siger nu heller ikke ret meget ”. Så var jeg nede ved jorden igen!
En dag rejste der en flok ryper foran Leif, som skød to forbiere som han plejede. Så kom de hen foran mig og jeg skød en og ville så skyde en mere når de var kommet forbi en stor fyrrebusk. Det gjorde de bare aldrig, men drejede af bag busken. Ryper har en vis evne til at holde sig dækket af træer. Det sagde jeg så til Leif da vi holdt hvil. Om aftenen sad Leif og funderede over dagens hændelser og sagde så, at nu vidste han, hvorfor at jeg altid ramte, og han skød forbi. Det er fordi, at
Ham Jakob tænker før han skyder, og jeg skyder før jeg tænker. Det prøvede han så dagen efter, men så fik han slet ikke skudt!
Det var et par træk som viser hvordan omgangstonen var imellem os. Jeg stod gerne op et par morgener før det blev lyst og satte mig på en sten nede ved vandet, og sad og nød det, når solen stod op. Stemningen var ubeskrivelig når lommerne skreg ude på søen, og det hele vågnede, og der
var ikke en vind som rørte sig.
Elgene så vi ikke meget til, men det skyldtes nok at vi drev dem foran os.
Man kunne se på sporene, at der var elge nok. De kunne godt stå og glo ved siden af vejen når vi kørte forbi, og var meget mere tillidsfulde end de var i det sydlige Sverige, men det kommer vi tilbage til!
Efterhånden begyndte det at knibe med ryggen og bentøjet og når vi havde spist ville jeg godt have en lille en på øjet, mens de unge vilde have en såt mere. Derfor bestemte jeg mig for at holde mens legen var god. Jeg havde også set gamle jægere som blev ved for længe. Men jeg er glad for de 6 år hvor jeg havde store naturoplevelser samt mange minder om et godt kammeratskab.

Riffeljagten
Men jeg måtte af sted igen og kom så sammen med en fem/syv stykker, som drev riffeljagt i Midtsverige. Det var ikke så sejt som i Lapland, så det passede mig bedre. Terrænet lå syd for Ørebro, på et gods som hed Bo, og var på 18 tusinde ha. Prisen var også noget andet end i Lapland med logi, men med egen forplejning. Vi havde fri afskydning af råvildt, som der nu ikke var ret meget af, og fri afskydning af dåvildt og elgkalve, og så havde vi 3 voksne elge!
De første par år spiste vi på en lille kro i nærheden, men senere var der et par af os, som lavede maden og det var de gode til
Et enkelt år forlangte man, at vi skulle på skydebanen først, så da måtte vi afsted dagen før. Der var nu ingen som havde problemer på skydebanen, selv om vi opdagede, at det ikke var alle som satte deres kugler lige præcis. Vi boede i en villa med alle bekvemmeligheder, så vi nød livet på en lidt anden måde end i Lapland. Den første aften kom skytten, Jan Erik, og gav os instrukser om hvad vi måtte skyde og hvordan vi skulle opføre os. Af elgtyre måtte vi kun skyde pindtyre og de der havde over 10 takker. Det skete kun et enkelt år, at vi fik hele kvoten opbrugt, da vi var enige om at vi ikke vilde skyde køer de første dage, da der jo kunne komme en 20 takker i den sidste såt, og så var det jo ikke så godt hvis kvoten var opbrugt. Det med 10 takker blev nøje overholdt, og der hang to i jagtstuen som havde seks på den ene side og fire på den anden.

Det skete kun en enkelt gang, at en af vore folk skød en fire takker og den hænger nu i jagtstuen. Der ville også på nogen af posterne være

røde bånd, eller mærker som vi ikke måtte skyde imellem. Der stod måske en post som vi ikke kunde se, eller der lå et hus. Det var han meget skrap med, så dersom vi skød i rød zone, kunne vi godt tage færgen hjem i morgen, sagde han. Det var en dejlig fornemmelse at vide, at sikkerheden var i orden.
Der er nok ingen som kan sige sig helt fri for at have lavet anskydninger, men vi fandt næsten det hele. Det er jo noget af det som gør en jagt vellykket når man ikke har efterladt noget anskudt. Jan Erik havde gode hunde og en af de gamle drivere havde virkelig forstand på at eftersøge.
Jeg havde skudt på en elgkalv som kom over vejen i fuld fart, og troede egentlig, at jeg var kommet bag ved den. Der var sne på jorden og der var intet at se, men den gamle driver fandt tre hår, som han viste mig, og når man holdt dem op mod lyset, kunne man se, at de ikke havde rod. De er skudt af, sagde han; og kalven lå død 100 meter inde i skoven!
Vi havde mad med og holdt gerne en pause midt på dagen og så blev der tændt bål, så driverne kunde få deres pølser varmet. Det var nu meget hyggeligt med en pause midt på dagen. Spiritus var ikke velset under jagten, men jeg luskede nu gerne en øl med til maden. Da først jeg havde været med et par gange fik jeg tit posten anvist fra bilen og blev ikke kørt så stramt mere, som de nye der var med. Om morgenen gik vi gerne en runde i slagtehuset, hvor kroppene fra dagen før hang på kroge. Så kunne man rigtig se hvor kuglerne sad og det blev så bedømt og kommenteret af Jan Erik, og der var jo nogen som dukkede sig lidt når han havde sat en kugle oppe i ryggen, og fik at vide at det havde ødelagt for meget kød! Derimod fik man jo ros når kuglen sad i halsen.
Jagten på dåvildt blev nærmest drevet som vi gør herhjemme, med drivere og hunde. Det er meget skudstærkt vildt, som næsten altid går lidt, selv med en god kugle! De kommer tit for i rudler på en fem stykker, undtagen fuldskuflerne, som går meget for sig selv. Jeg skød to fuldskufler og den ene kom endog imod driverkæden. Jagten på elg tog længere tid og det skete tit at vi slet ikke så noget. Elgen er nu noget speciel, da den ikke er elegant som råvildt eller majestætisk som kronvildt. Det er som et grimt fortids uhyre når den kommer sjoskende. Det var lidt om hvordan jagten og turene foregik deroppe og hvordan det blev drevet .Da jeg ikke kan skrive alle mine oplevelser ned, nøjes jeg nu med at skrive nogle af de mere specielle.
Jeg havde igen lidt begynder held, da det første skud jeg skød på min første post gav en elgkalv. Vi havde nok siddet et par time, da jeg pludselig kunne se nogle lyse ben i træerne foran mig på den anden side af vejen, hvor jeg var sat på post. En ko og en kalv. De standsede 25 meter fra vejen og blev stående nogle minutter, og så forsvandt de igen. Lidt efter kunne jeg se dem 100 meter længere nede ad vejen.
Der stod de så lidt, og så kom koen i skarpt trav over vejen, og lidt efter kom kalven, men nu var jeg helt klar og skød. Kalven trak det ene forben op til kroppen og fulgte efter koen. Jeg var ikke glad ved situationen, så da Jan Erik kom til, måtte jeg sige, at jeg vist havde lavet noget skidt. Du skulde have skudt igen, sagde han, da han troede de havde stået roligt på vejen. Jeg forklarede ham så hvor stærkt de var kommet over vejen. Vi fandt meget schweiss og lungestumper på skudstedet, og Jan Erik lyste noget op. Vi fandt da også kalven kun tyve meter inde i skoven. Jeg kan endnu huske sådan en bukkefeber jeg fik, da de andre ønskede mig tillykke. Jjeg kunne næsten ikke sige tak.
Jeg skød to elgkalve mere og det udartede sig næsten på samme måde med, at jeg først kunne se benene på dem, og så kom de i fuld fart efter at have stået og luret lidt inde i skoven. Den ene løb skråt fra mig og blev ramt i maven og skråt frem, så både hjerte og lever var ramt, men alligevel løb den 100 meter sammen med koen.
Jeg fik kun en pindtyr med hjem, men det skyldtes forskellige omstændigheder.

Tyren kom sammen med en noget større tyr og standsede 100 meter ude med siden til, men den store havde hovedet bag ved nogle grene, så jeg ikke kunne tælle takkerne. Jeg valgte at skyde pindtyren, men fortrød det egentlig bagefter, for jeg tror nu at den anden var stor nok. Så var der lige12-takkeren som blev noget for sig selv. Der var blevet ringet fra naboen, at der var gået en anskudt fuldskuffel ind i vores revir og det var egentlig den vi skulle skyde. Der var faldet en halv meter sne om natten. Vi blev kørt helt ud i den anden ende af reviret og sat af ved en elledning, som der var ryddet 40 meter under og der måtte vi alle skyde. Vi havde nok stået et par timer, da der kom stor tyr frem og stillede sig 100 meter ude. Jeg talte hurtig seks takker på den ene side og skød så. Det gav et ryk i tyren, som løb over til kanten, hvor den faldt for et skud fra nabo posten. Da der blev blæst af skyndte vi os hen til tyren, og naboposten, som kom derhen først, råbte: ”Den er god nok”. Han havde nemlig også kun talt takkerne på den ene side.

Det gik hurtigt op for os, at vi begge havde skudt på samme tid, og han havde nået at skyde igen da den var ved kanten. Han havde trænet meget på skydebanen med at repetere uden at tage riflen ned fra skulderen. Alene et sådant skud gjorde egentligt, at han skulle have trofæet med hjem. Vi snakkede lidt om dette mens den blev brækket. Jan Erik sagde imidlertid, at det blev afgjort i slagtehuset, hvem der skulle have trofæet. Han havde set folk blive uenige om bare en lille pindtyr. Da vi gik ned til bilerne sagde ham som havde brækket den, at min kugle var dræbende, så jeg var lidt optimistisk. På slagtehuset blev skindet taget af den. De fortalte så, at tyren havde få en god kugle fra hver side, men da jeg var 100 meter fra den og han var kun 50, så var trofæet hans. Han gav da også middag til hele banden på færgen, for som han sagde, det sker kun en gang i livet at man skyder en tolvtakker. Jeg var også glad da jeg jo fik oplevelsen og for at min kugle sad som den skulle. Det havde været en grim oplevelse hvis det havde været en anskydning.

Dåvildt
Den første dag fik jeg en post ude på en granholm på en eng, og der kom først en då i fuld fart, men jeg syntes ikke, at jeg kunne få ordentlig hold på den, så den fik lov at løbe. Så kom der to dåer og en, jeg mente, var en stor fuldskuffel. De blev stående 100 meter ude og jeg skød og syntes at jeg fik kuglen godt sent af sted, men der var intet at se på hjorten. I stedet for at følge med dåerne gik den i en bue tilbage i skoven. Da Jan Erik kom, undersøgte vi skudstedet, men fandt intet. Jeg var derfor indstillet p,å at jeg havde skudt en forbier. Jan Erik ville lige se efter den når han alligevel skulle om og hente to, som var skudt ved den anden side.
Jeg kunne bare gå om til de andre og holde pause. Her fortalte jeg om den store fuldskuffel jeg havde skudt forbi på. Så kom Jan Erik, og de som havde skudt vildt fik en grankvist i hatten. Der var også en til mig, da han havde fundet hjorten. De andre var der med det samme, om den nu var så stor som jeg havde pralet med. Nej det var den inte. Han sagde det var kun en halvskuffel. Den bliver jo tit lidt mindre nå den kommer på paraden. Det er jo også altid de største fisk som går af krogen!
Man siger, at dåvildtet er meget skudstærkt, men jeg tror nu også at vi brugte den forkerte ammunition. Vi havde et møde før vi skulde derop og da anbefalede de, at vi skulle bruge kugler som gav gennemskud, så havde schweissfolkene noget at gå efter. Så jeg købte kugler af et bestemt mærke. Det gik bare sådan, at de første syv stykker vildt jeg skød, gik op til 100 meter med en god kugle, så nu skyder jeg med blødnæsede kugler, som jeg altid har brugt. Jeg tror nu, at mange gange bliver den sidste energi brugt til at vælte dyret, når kuglen bliver i dyret, og så kommer det ikke op igen. Ammunitionen bliver jo altid diskuteret. Det er nok også godt nok, men det vigtigste er nu hvor kuglen bliver sat. Jeg skød nok ikke så meget som nogen af de andre gjorde, fordi jeg var for forsigtig. Jeg er meget ked af anskydninger og tager derfor ikke så mange chancer. Jeg nyder lige så meget at høre om de andres oplevelser. Jeg blev også klogere på andre ting. Men det bliver man jo altid. Man siger jo, at når man tror at man er færdigudlært, er man ikke udlært, men færdig…
Jeg havde også en post hvor jeg skød to halsskud, noget som jeg ellers aldrig gør. Men jeg blev nærmest provokeret til det. Der gik en stor udtørret grøft 25 meter foran mig, og der kunne jeg flere gange se ryggen af dåvildt når det passerede, men kun lige en tynd kant af det. Så standsede en då foran mig og løftede hovedet, og så skød jeg, da jeg syntes jeg havde fint hold på den, og da afstanden var så kort. Dåen forsvandt og et øjeblik efter stak en stanghjort hovedet op på samme sted. Jeg skød igen. Jeg havde egentlig fortrudt det, da Jan Erik kom efter et kvarters tid, men heldigvis lå de der begge to, så jeg åndede lettet op, og dagen efter fik jeg jo meget ros i slagtehuset.
Svenskerne er i det hele taget meget glad for kød. Da jeg fik min pindtyr sagde en af de andre, at nu skulle jeg jo huske på, at der var en fin oksetunge i sådan en tyr, men der var nu ingen tunge, for den havde slagteren taget, før han pakkede hovedet ned!
Jeg lærte også noget af en af de andre jægere deroppe. Når der var sne, satte han lidt tape over mundingen på riffelen, og når han havde skudt fornyede han det.
Jeg havde 6 ture til Bo med riflen, og det er alle ture som jeg ser tilbage på med glæde og taknemmelighed. Selvom der var lidt større udskiftninger end der var i Lapland, var der altid en god atmosfære og et godt kammeratskab. Det er det halve af jagten. Der blev skudt jævnt godt af alle, selvom det naturligvis svingede noget. De første par år blev skuddene talt, men det gik man bort fra igen. Det var derimod meget godt at vi fik vurderet skuddene i slagtehuset dagen efter, når skindet var taget af og det var hængt op på kroge. Da kunne man rigtig se hvem de gode skytter var og hvem der satte skuddene lidt mere tilfældigt.
Der blev skudt et skud i rød zone, men det blev forbigået i stilhed. Der var bare ikke plads til ham året efter!
Her er lige et par episoder som viser lidt om tonen deroppe. Da vi læssede tolvtakkeren, som jeg havde skudt sammen med Uffe, kom Jens Peder til at brække den ene skovl af den. Da vi så dagen efter holdt for at tage Jens Peder med, kom han slæbende med en stor då som han havde skudt. Han var næsten ude med den, men de sidste 10 meter gik meget stejl opad. Jeg ville så gå ned og hjælpe ham, men Uffe råbte: Bare lad ham slæbe. Han kunne jo nok brække skovlen af min tyr i aftes! Da jeg havde været med deroppe i flere år var jeg noget plaget af slidgigt, særligt når jeg slæbte noget vildt ud, så jeg sagde, at det sidste år jeg var med.
De andre sagde imidlertid, at den smule vildt som jeg skød skulle de nok slæbe ud. Da så jeg året efter skød en pindtyr, som skulle slæbes over 100 meter i noget meget vanskeligt terræn med store klippeblokke, mindede jeg dem om hvad de havde sagt året før. De slæbte så seks mand af sted med tyren imens jeg gik bagefter.

Der var i alle de seks år jeg var med et fint kammeratskab uden gnidninger af nogen art. Det er jo det halve af jagten. Det var så lidt om mine jagtture i Sverige. Efterhånden kunne jeg ikke holde til det længere. Jeg vil nu slutte med et par vers jeg fandt i en bog som jeg vandt som præmie ved flugtskydning en gang.

Hvad enten jeg med bøssen
eller fiskestangen gik,
en skat så ubetalelig jeg
derigennem fik.
Et fond af rige minder som kan
lyse når engang
jeg intet andet ejer end mindets
stille sang

Når alderdommen kommer og
farver håret grå.
Når øjnene de svigter, foden
går i stå.
Når andre går at jage og fiske
hvor jeg gik,
da lever jeg på mindet om det
jeg dengang fik.