Jagttur til Tyskland 2006
Af Tom K. Hansen
Ja, selv om jeg skriver 2006, så skal vi tilbage til 2005 for at starte historien rigtigt.
Turens deltagere er Hans, Thorvald, Søren, Hans Ove (micro), Per og undertegnede, som har lejet et revir i det gamle Østtyskland. Reviret, som ligger i nærheden af Plau am See, er på 1000 ha blandet agerjord og lidt skov, hvor der er en stor bestand af råvildt og vildsvin.
Jagten foregår fra hochsitz og i nogle af områderne kan vi også pürsche rundt.
Vi så rigtig meget råvildt og jeg var meget i et område, hvor jeg en af de første dage så en rigtig god buk (afskydnings politikken er klar: Alle bukke op til ørehøjde og gamle bukke over 5 år). Det var én af de gamle. Jeg prøvede hver dag, men uden resultat. Først den sidste morgen fik jeg kontakt med bukken, han stod perfekt ca. 100 meter ude med hele siden til - så var der kun en ting der manglede, kuglefang, det var der også, men det var røde tagsten på et hus i den nærmeste landsby. Og så var bukkens tålmodighed sluppet op og jeg så ikke mere til ham på den tur, så kunne man jo kun håbe at han klarede den til næste år.
![]() |
![]() |
| En rigtig stærk seksender. | En høj flot gaffel. |
Så det var med store forventninger vi tog afsted onsdag den 24. maj 2006 om eftermiddagen og vi skulle på jagt første gang torsdag morgen.
Den første morgen fik jeg en hochsitz ved en skovkant med udsigt over en meget stor brakmark. Det var lidt diset til at starte med, men da solen kom frem forsvandt den og råvildtet kom frem. Jeg så flere bukke, men kun én kom på skudhold, jeg var ikke sikker på om det var en afskudsbuk (lidt abnorm gaffel 2-3 år), så jeg lod den gå.
Senere talte jeg med vores jagtvært om den og han mente, efter min forklaring, at den var afskudsbar.
Samme aften, samme brakmark, ny hochsitz. Efter kort tid begynder vildtet at komme frem og pludselig er han der, den samme buk fra i morges. Han kommer roligt ud af skoven og er snart fri af noget højt græs, skuddet går og han ligger på stedet. Opsatsen var, som jeg havde set om morgenen, så det var en god buk.
Næste morgen et nyt sted, hvor jeg ser en del råvildt, men ikke noget som skal skydes.
Om aftenen er jeg tilbage i det område, hvor jeg året før så den store buk. Jeg pürscher langs et levende hegn med en rapsmark på den ene side og ny sået majs på den anden. Pludselig står han der i kanten af rapsmarken, og jeg er sikker på at det er ham fra sidste år, men afstanden er for stor til skud (ca 250 meter) og kort tid efter er han væk igen, men han er der stadig - det var godt at få bekræftet.
Næste morgen, samme område, men ingen buk.
Om aftenen, da vi skulle fordele områderne, får jeg igen det område, - de andre synes det er ok, når jeg har haft kontakt med ham, at jeg prøver igen, det var jeg meget glad for.
Jeg starter aftenen i en hochsitz på den anden side af rapsmarken. Efter en halv time er tålmodigheden opbrugt. Jeg vil ned i det område, hvor jeg så ham aftenen før.
Jeg pürscher stille langs rapsmarken til jeg er ca 150 meter fra det sted, hvor jeg sidst så ham og sætter mig i kanten af rapsen, så er der kun at vente og håbe at han kommer.
Der må være nogen der har læst mine tanker for bare efter et kvarter så står han der. Derefter går alting bare stærkt, skuddet går og han styrter afsted, men jeg er rimelig rolig for jeg er sikker på at min kugle sidder hvor den skal. Efter 60 meters spurt går han på næsen i marken, så kan jeg endelig få bekræftet om han er så god, som jeg havde troet - det er han, 6-7 år, seksender, som er ved at gå retur og kroppen er enorm - den tungeste buk jeg til dato har skudt.
Efter jeg har brækket ham, slæber jeg bukken til den nærmeste markvej og går derefter tilbage til udgangspunktet, hochsitzen, hvor jeg sætter mig til at vente. Det har været en perfekt aften, så tiden skal bare gå, så jeg kan komme hjem og fortælle de andre min oplevelse, - men sådan går det ikke. Efter kort tid kommer et dyr ud af rapsen et stykke væk, det er nok en rå, tænker jeg og sætter mig roligt tilbage, men pludselig er dyret frit. det er ikke nogen rå, men en meget høj ældre gaffelbuk og så får jeg travlt med at få riflen i den rigtige retning, skuddet går og bukken ligger der.
Jeg går ned til bukken, en rigtig flot buk! Nu kunne det være nok for i aften. Jeg aflader og brækker buk nr. 2 inden for 1 time - en fantastisk aften.
Nu kunne jeg vist ikke forlange mere af den tur.
Det totale udbytte af turen blev 8 bukke, et vildsvin og en ræv.
Jeg glæder mig allerede til næste år!

Solopgangen var fantastisk.