Af Finn Østergaard

Lysningen foran mig i den store tyske skov bliver mere og mere mørk. Det er desværre overskyet. Vil vi da slet ikke få gavn af månen i aften eller i nat? Den er nemlig helt og aldeles fuld i nat, men hvad hjælper det med alle de tunge skyer? Nu er det bare mørkt som i….! Skal jeg da bryde op og hente fætter Poul? Jeg beslutter dog at give månen en chance, og bliver siddende i den trods alt ret lune og meget stille oktobernat, for når mørket sænker sig, er det en ganske særegen følelse at sidde alene ude i natten. Lydene bliver tydeligere. Vildtet roligere, og spændingen stiger…

Pludseligt ser jeg en stjerne blinke. Jeps! Så er skyerne borte! Det fjerneste hjørne i lysningen begynder da også snart at blive lysere og bag mig, mellem træerne, kan jeg nu se den runde lysende måneskive som er på vej op på himlen. Og lidt efter lidt falder mere og mere af månens stråler ned over lysningen med vildtageren, som snart ligger badet i det meget diffuse grå månelys. Af og til brækker en gren af et træ, og falder støjende ned på skovbunden. Hver gang springer mit hjerte et slag over.
Men hov. Er der ikke noget mørkt der? Men nej. Det er blot mørke skygger i over-
gangen til månelyset der snyder. Et eller andet sted kan jeg høre vildsvin. Kommer de her? I det fjerne lyder der så et skud. Jeg sender en tanke til jægeren, og i den stille og mørke nat glider tankerne på nu langfart og jeg genoplever oplevelser fra en tidligere jagt i det tyske.

Et svin hentes. Kommer der flere?	En kronkalv var druknet i en af revirets kanaler. Den blev trukket op og lagt ud til griseføde.

Vildsvinejagt i februar ved fuldmåne og sne
Erik og jeg havde set frem til denne weekend i februar i Mecklenburg Vorpommeren, hvor månen ville lyse fuldt og stærkt ned over vildsvineland, naturligvis under forudsætning af at det var skyfrit. I bilen ned gennem Tyskland kunne vi tale og drømme os tilbage til spændende oplevelser vi har haft her i det tidligere østtyskland, hvor vi har været så heldige at kunne komme siden muren faldt – og også drømme og tale om den jagt vi er på vej til – for sneen ligger højt og det er skyfrit! Perfekt til vor vintervildsvinejagt! Vi skal på reguleringsjagt, idet vi må skyde det som jægerne her endnu ikke har nået i henhold til afskudsplanen – og det er frislinge, op til et års grise, samt überlauferkeilere. Dvs. orner op til to år. Det betyder, at vi som altid skal se os godt for! Køreturen er problemfri og vi har nu god tid til at installere os i taglejligheden og få det varme tøj på, men da Erik kigger ud af tagvinduet kommer han med et surt udbrud: Argh altså! Det sner. Det er da træls. Så bliver det koldt i aften. Vi skal have masser af tøj på!
Vi er snart klar, idet vi skal ud i god tid. Støvlerne snøres ude i det lille vindfang inden vi klemmer os ind i den lille Suzuki 4x4, sammen med vor tyske vært, Reinhold. Så går det ned mod skoven gennem driverne på markvejen mod skoven, mens sneen stadig falder. Han er dog fortrøstningsfuld og siger at svinene vil komme frem tidligt i denne tid.

”Jeg kører om i Mondkanzel, hvor jeg sætter mig sammen med Erik, siger Reinhold til mig, inden han stopper og peger mod en hochstand, som naturligvis er uden tag. Sæt dig i denne. Her plejer svinene at komme frem inden det bliver alt for mørkt. Her kommer blandt andet en svag überlauferkeiler, som du kan skyde – samt naturligvis frislinge. Waidmann-heil. Og med denne tyske jægerhilsen kører Erik og han bort gennem sneen, mens jeg skuler lidt ærgerligt til den åbne hochstand, som sneen drysser ned over.

Trods sneen stadig falder i store fnug ned over mig og landskabet, er det dog ikke så koldt som jeg havde frygtet. Da det begynder at mørkne, kommer der et svin meget langsomt og forsigtigt frem mellem træerne. Det er alene, virker meget uroligt og forsvinder hele tiden ind mellem træerne. Jeg er i tvivl! Tror egentlig det er den svage überlauferkeiler, men er ikke helt sikker, og undlader derfor at krumme pegefingeren de få gange den er fremme på det hvide snedækkede smalle spor mellem træerne. Så er den borte!

Lidt senere kommer flere mørke skikkelser frem mellem træerne mod sporet. Det er en mindre rotte svin, bestående af en stor so med nogle überlaufere. Jeg studerer ivrigt flokken når den er fremme på sporet. En af grisene er mindre end de andre og bliver hele tiden kanøflet og flygter derfor ofte ind mellem træerne, hvorfra den forsigtigt atter forsøger at tilslutte sig flokken. Det må være en überlauferkeiler, som de øvrige i flokken ikke ønsker at have hos sig. Jeg begynder at gøre mig klar og løfter meget forsigtigt riflen op, så forskæftet hviler på hochsitzens øverste bræt..

Pludseligt ruller et dumpt brag hysterisk gennem den stille skov. Erik og hans 7 mm. Rem. Mag. Naturligvis! Sporet foran mig er i samme sekund blæst for svin, og det er nu ved at være ret mørkt! Men lidt efter aner jeg atter nogle mørke skygger mellem træerne, og svinene kommer forsigtigt frem på sporets hvide sne – og igen ser jeg et svin som synes meget uroligt. Det står og sikrer i kanten af sporet.

Trækker sig bort, og kommer atter lidt frem, mens de andre maser rundt midt på sporet. Jeg er nu ret sikker på, at det er den samme flok, og at det atter er den urolige unge keiler jeg ser. Riflen op. Det lille røde kors tændes, så mørkt er det – og da svinet træder endnu et skridt frem er bladet ikke mere dækket af træerne og med et velvoksent drøn forlader den 15 grams tunge Oryx kugle min 9,3’er. Jeg når lige at se svinet kastes omkuld, for aldrig at rejse sig mere, inden jeg kortvarigt blændes af et voldsomt ildglimt fra løbets munding. (Hvis jeg nu skal være helt ærlig – og det skal man jo engang imellem – må jeg desværre indrømme, at det ikke var en ung keiler, men i stedet en ung so på ca. 60 kg, der ligger i sneen. Dog heldigvis så ung at den ikke havde smågrise, men direkte ros var der nu ikke tale om…!)
Vi vælger at hygge os lidt med vor værtsfamilie efter hjemkomsten fra skoven om aftenen, for vi kan jo bare sove længe næste morgen, idet vor vært ikke vil ud. Næste formiddag kører vi i stedet med ham ned i den vilde snedækkede skov, hvor vi hjælper ham med at fodre. Sneen ligger højt, men det er skyfrit, og ikke en vind rører sig. Det er rent ud sagt et pragtfuldt skue ude i det snedækkede landskab. Her finder vi en druknet kronkalv der er gået igennem isen i en af skovens mange kanaler. Den bliver trukket op og flyttet, så den ender som foder for de sultne vildsvin i skoven!

Den efterfølgende aften bliver heldigvis bare vellykket. Det sner nu ikke mere, men skyerne ligger lidt gråt og vil dække for månen når den står op. Den tyske jæger og forstmand beroliger os med at svinene er sultne og vil komme frem tidligt. Erik og jeg bytter plads, og nu sidder vor tyske ven ved min side. Først skyder jeg en to års überlaufer på godt 35 kg som Reinhold henter. Lidt senere lyder der et skud i retning af Erik. Reinhold smiler i tusmørket, og jeg tror at vi skal bryde op, men nej. Vi venter lidt, siger Reinhold. For ca. fem kvarter efter vi har fjernet den første gris, vil færten af os være borte. Ganske rigtigt. Senere kommer atter en rotte svin frem mod sporet. Først lister de atter af, men lidt senere vender de tilbage og træder frem på sporet hvor de roder efter majs. Det er en so med et års grise, hvoraf en er lidt grå- og sort farvet. Den kan du skyde når den står med siden til, lyder det – og lidt efter ligger aftenens tredje svin på den hvide sne. En frisling på knap 30 kg. Ca. et år gammelt. En herlig spise!

Atter tilbage i oktobernatten
Pludseligt bliver alt omkring mig bare mørkt. Rigtig mørkt! Månen har slukket for kontakten nu. Skyer er atter drevet ind over os i det store skovområde. Nu er det omsonst at blive længere. Trods månelyset var det var ikke hos os det ville lykkes i aften, men måske i morgen? Jeg gør klar til at hente Poul, men inden jeg er færdig til at kravle ned, bipper en SMS ind på mobilen fra Sten med besked om, at de andre også er på vej hjem til værelserne, til natmaden, en øl og en dram!

Jagt fra skydetårn, sent om aftenen eller om natten, når månen står på sit højeste, er en jagtform som har lange traditioner i udlandet. En sådan jagtform finder jeg – og mange andre - ulideligt spændende, og vender tilbage så ofte det er muligt...