Alt begynder på en eller anden måde…

Af Hans Chr. Boysen

Duften af varm kaffe rammer mig som en boomerang. Lyden af pergamentpapir skratter og kradser i øregangene og et øjeblik efter hører jeg døren til værelset gå op og der stod min far i jagttøjet. Vil du med? Det er andevejr. Jeg var oppe på rekordtid og i tøjet for efter en særdeles hurtig runde i badeværelset at stå klar med alt udstyret heriblandt min første bøsse. Den havde jeg fremstillet under kyndig vejledning af snedker Lundgård på Plantagevej, hvor jeg tilbragte utallige timer dog mest med at styre en af hans sædvanligvis halvskøre knapstrupperheste. Dog ikke den hvide hoppe Isabella. Hun var alle os børns ven. Men nå. Det er en helt anden historie.

Vildtparade på Skovgård 1976

Ballum enge
Her stod jeg så --- en purk på 5-6 år i gummistøvler, regntøj på og søvn i øjnene ca. 3 timer før solopgang klar i vores baggård bag forretningen i Søndergade. Vores engelske setter Per var utvivlsomt endnu mere klar og vi fik pakket den gamle EMW og drog mod Ballum Enge. På det tidspunkt havde min farmor 25 tdl. jord i engene og det gav retten til at være medlem af Ballum Jagtfor-ening og samtidig jagtretten fra Rømødæmningen og længere end til kirken i Ballum. Efter morgentrækket, der godt kunne give et flot udbytte af ænder - regnspover - hjejler - bekkasiner - viber sad vi nu sammen og hyggede os med kaffen og de uundværlige puddersukkermadder der var standard udstyr. Far fortalte mange historier om sine drengedage i Ballum sammen med sin far der var handelsmand og rebslager derude hvor kun naturen bestemmer. Han fortalte mig om engang da han skulle ride hestene hjem. Det gik så flot så flot og hjemkommet skal han tage hovedtøjet af den ene, men havde nok ikke hørt rigtigt efter og resultatet udeblev da heller ikke. Netop som han havde jaget hele armen ind i kæften på den ellers så velopdragne krikke for at tage biddet klappede den gebisset i med det resultat at skindet på fingrene var blevet til hestefoder. Efter kaffen var det tid for hønsejagt og sådan havde vi mange skønne ture til det sønderjyske. Lige sjovt var det nu ikke altid. En gang vi var derude opdagede far en stor flok gæs over 1 km væk og ville nu prøve at pürsche sig ind på dem ved at gå i grøfterne. Strenge ordrer til mig om at blive siddende med setteren i snor og så drog han af sted ud i tusmørket. Jeg følger ham med øjnene da han forsvinder i mørket og Per bliver urolig og trækker i snoren. Overbevist om at jeg var efterladt --- overladt til vilde dyr - bussemænd - uden mad og ikke mindst sammen med en hund der efterhånden ville kaste sig over mig p.g.a sult. Tårerne begyndte langsomt at sive ned ad kinderne og jeg udtænkte på trods af situationens alvor en snedig plan. Hvis nu jeg slap Per måtte den da finde ham og så ville de garanteret komme tilbage og hente mig. Så ved et “uheld” kom jeg til at slippe Per, der for af sted og forsvandt i samme retning som min far. Næppe var den væk før en skrækkelig tanke slog ned i mig, hvor jeg nu pludselig var blevet endda meget alene. Tænk hvis de nu ikke kunne finde mig --- Ja jeg var virkelig skrækslagen ved alle disse mørke tanker indtil jeg så både far og Per komme tilbage. Befrielsen overvældede mig og tårerne fik frit løb og selvom gæssene var fløjet da Per kom og far var lidt misfornøjet faldt der mange trøstende ord og jeg kunne tørre øjnene.

Per
Hunden Per var i øvrigt en sand rovvildtspecialist. Utallige var de ildere og andet rovvildt den tog livet af. Engang vart min søster og jeg med far og Per i Bastrup, hvor han havde lidt jagt. Per havde fået en ræv trængt op i en krog, men det var en stor ræv og den havde ikke forstand på jagt, men Per fik sig arbejdet ind på den og jaget i en grøft, hvor den efter hård kamp fik den druknet, bidt ihjel eller hvad ved jeg.

Hvorfor jæger?
Her mange år efter og hvor der er rystet lidt op i hukommelsen stiller jeg tit spørgsmålstegn ved hvad der fik mig til at blive jæger.! Det var naturligvis alle de mange jagter i Ballum, men ikke mindst mine egne safaris i de øde områder umiddelbart øst for Vejen Bane-gård syd for banen. Det var egentligt her det begyndte for alvor..! I en alder af ca. 14 år havde jeg spinket og sparet igennem lang tid og endelig kom dagen, hvor jeg fuld af dårlig samvittighed kunne snige mig over til isenkræmmeren og investere 19,85 i en Diana luftpistol samt adskillige kasser Diabolohagl. Med pistolen skjult i bukserne gled jeg stille tilbage ad Fredensgade og over på baneskråningen, hvor der i vildnisset fandtes både solsorte og alliker. Når alt dette skulle foregå i skjul og hemmelighed var det fordi mit fædrende ophav havde forbudt mig at købe en pistol, så det var sådan lidt med dårlig samvittighed jeg ladede og skød på solsorte og alt andet der rørte sig, men spændende var det. Og jeg er næsten sikker på at far vidste hvad der foregik. Jeg husker engang jeg kom hjem og der var en h.... ballade. Jeg husker ikke helt hvad det handlede om, men det kunne være et vådeskud der havde ramt et vindue i bogtrykkeriet, hvor der i dag er pølsevogn.

Julegaven
Men endelig kom den juleaften jeg havde glædet mig til i mindst 5 år. Papiret blev flået af pakken og ganske rigtigt. En skøn Laurona Eibar cal. 16 indpakket i Ferrobetpapir og en stak patroner som sidegevinst. Havde det ikke været for min mor og resten af familien tror jeg virkeligt jeg var taget på jagt på stedet. Far havde nok ikke ment at jeg skulle have jagttegn før jeg havde lært det, så de første måneder måtte jeg undvære det synlige bevis på min kunnen! Men jagt blev det til selvom sæsonen var næsten forbi. Indtil april hvor jeg kunne få jagttegn gik meget tid med diverse skydetræninger efter fast mål og flyvende konservesdåser m.v. Det foregik naturligvis udenfor byen.

På Dianas stier
De første måneder på Dianas stier traskede jeg sammen med far og hans jagtkammerater i området fra Vejen til Estrup Skov og med Askov som venstre begrænsning, og det var tider. Vi sønner der var med var drivere, vildtbærere og hundetrækkere. Som regel var Jens Jacobsen og hans langhårede gravhunde med, og jeg ved ikke hvor mange gange de gik i grav på baneskråningen. Jeg husker engang de havde arbejdet med ræv i lang tid. Da de endelig kom op gik vi derfra, men Frede Melvang blev tilbage med den overbevisning at ræven ville komme efter få minutter. Ganske rigtigt gik der kun få minutter da vi hørte skud. Med en kugle fra sin drilling havde han skudt ræven på 70 meters afstand. Imponerende! Hundene --- ja dem bar vi hjem, og jeg kan huske lugten af dem stadigvæk. Efterhånden fik jeg lov til at cykle til Refsing med vores to Irske Settere Sif og hans søn King, som jeg selv afrettede, men det med hundeopdragelse må vente til en anden gang.
Specielt husker jeg engang, hvor jeg var cyklet af sted til Refsing (i dag jordfyldeplads) i bidende kulde, sidst på eftermiddagen, og sad nu småfrysende og ventede på duerne, da jeg ser en ræv komme lige mod mig. Setterne lå dæk, og jeg afsikrede og ventede i lang tid. Jeg kunne allerede se mig selv komme cyklende igennem Nørregade og Søndergade med en ræv på bagagebæreren, men ak -- det gik ikke helt som ventet. Mikkel opdagede hundene, men alligevel sendte jeg 2 skud af sted på 40meters afstand. Resultatet kan I selv gætte, men jeg slap begge hunde, der nu med hals drev ræven tilbage til Refsing Plantage. Puha, det var ikke så godt, men det gav ikke ballade. Kun temmelig meget erfaring. Der gik nu nogle år med mange oplevelser sammen med min far og Skovgård Jagtselskab, der havde jagten vest for Vejen og en del i Vejen Mose. Min første hare skød jeg således i deres selskab og til stor morskab. Det var en sejlivet gammel hare og efter adskillige prøveskud lykkedes det at nedlægge byttet. Men jeg vil godt nok mene, at der er langt fra Estrupvej til Ridecentret på gåben og med en stor gammel hare på slæb!