Hvilken dag!

Af Lau Højlund Nielsen

Det var den 1. september.
A´stod op og var helt ved siden af mæ selv, som Niels Hausgård nu kan sige det. Ikke helt forkert!
Kl. 04.45; vækkeuret ringer. Op går det med glæden på en stor dag. Hjortejagten er gået ind!
Jeg havde besluttet mig for at køre til Ho denne morgen. Der har jeg et jagtareal på 11 ha. med skov. Alt jagtudstyret blev pakket i bilen. En god portion havregryn i maven og så af sted.

Kl. 06.00 var jeg i Ho
På vejen hertil havde jeg set 3 hjorte ved skovkanten, ikke langt herfra. Jeg gjorde mig klar til at gå på plads, men opdagede så, at jeg havde glemt min ammunition.
Helt ved siden a mæ selv!
Ja så stod man der! Ak ja hvad gør man? Satans også, tror jeg nok jeg sagde til mig selv. Nå, men jeg kørte hjem, mens jeg måtte se på, at andre jægere gik på plads.
På vejen hjem gik tankerne hen mod Estrup. Jeg havde jo tårn nr. 5, ikke så ringe endda!
Jeg kørte fra St. Darum igen og var besluttet på at køre til Estrup. Lidt irriteret over så dårligt en start på dagen.

Så til Estrup
Kl.07.30 sad jeg på min plads i tårn nr. 5. Jeg var nu kommet til mæ selv igen.
En halv time senere så jeg ræven luskede rundt, lige i det spor jeg gik ind ved. Kun 20 meter fra mig. Jeg gjorde mig klar og musede en gang. Den kiggede lige engang, og bang. Der tumlede den rundt. Død på stedet. Godt nok, tænkte jeg, så er der måske også lidt fasaner til oktoberjagten.
Mens jeg sidder og venter tjekker jeg mobiletelefonen. Det er Steen der sms’er.
Han havde stødt nogle dyr, da han gik på plads i tårn nr. 3, tæt på mig. Han mente det var krondyr.
Senere ved 8.30-tiden prøver han at ringe, men jeg tager ikke telefonen. Han sms’er også, men nej. Jeg er jo lige kommet. Jeg ved, at især den første dag kan det godt betale sig at blive siddende lidt længere tid…
Ved nitiden ser jeg pludselig en spidshjort gå på tværs. Den er hurtigt væk. Jeg gør mig klar og har en forventning om at den kommer fri ved næste busk. Men nej, hvor blev den af? Jeg sænker igen riflen. Da var der nok gået 10 minutter. Ak, det skulle jeg ikke have gjort, for pludselig var den der igen. Jeg når kun at se bagdelen af den i min riffelkikkert.
Der går nok 10 minutter igen. Jeg er ved at blive utålmodig, for hvor blev den af? Måske har den lagt sig i grantykningen til højre for mig. Eller hvad sker der?
Jeg har før haft held med at imitere hjortebrøl. Jeg havde ingen rør at brøle i, men prøver alligevel. To fingre for næsen og så brøøøøølllllll!. Gad vide hvordan det lød?

En hjort kommer fri
Om ikke andet, så var der reaktion med det samme. Fra min højre side ser jer en hjort springe ud af skoven. Lad mig komme væk, har den mon tænkt. For væk, det skulle den i hvert fald med den fart den kommer med. Jeg ser næsten kun geviret som flyver fra busk til busk. Jeg følger den så godt som jeg kan, og er parat til at skyde, hvis chancen skulle byde sig.
Godt 100 meter ude kommer den fri, men er ved at dreje væk fra mig. Jeg skyder hurtigt. Bang! Den drejer nu om og begynder at løbe langs med kanten af den tætte ungskov af lærketræer. Jeg ser her der løber blod ud af siden på hjorten. Så jeg skyder resolut på den igen. Den drejer nu ind i lærketræerne, og jeg når at sende yderligere et skud efter den.
A blæv helt ved siden af mæ selv.
For pokker da, hvad skete der? Det var jo helt vildt. Jeg tror sku det var en 8-ender. Den var rimelig høj. Det var i hvert fald ikke en spidshjort!
Jeg fik hurtig ringet til Steen. Han var næsten kørt før røret blev lagt på. Bent og flere andre havde også allerede hørt, at der var skudt i skoven. Så det var ikke længe før de var der. Godt nok. Vi fandt masser af schweiss på skudstedet.

Eftersøgning
Vi ringede efter en schweisshund. Det var Hans fra Vorbasse. Ham med træsko på. Det siger jeg, for han glemte sine støvler i farten ud af døren. Jeg er jo så ikke den eneste der glemmer! Hans hund var vist mere til råvildt. Den gik af sporet, så han synes vi skulle prøve at ringe til en anden.
Jeg ringede så til Ole Knudsen fra Ho. Han var allerede på eftersøgning et andet sted, men sagde, at vi skulle ringe til Steen S Petersen fra Ovtrup.
En lille time gik. Nu var klokken 15.00, og vi gik atter på sporet med ny unghund. Den havde aldrig stillet en hjort før, så det lød nok spændende endda. Men hold da op! Vi gik rundt i den lille tætte lærkeskov på kryds og tværs, og var hele tiden i kontakt med sporet. Der var størknet blod flere steder i skovbunden, og på grene og blade. Så vi fulgte troligt hundens gøren. Pludselig er hunden mere aktiv og logrer godt med halen. Der er helt frisk blod på træerne. Steen slipper hunden og vi står stille og lytter. Den er væk! Ja hvad sker der lige nu! Der går ikke lang tid. Så hører vi hunden halse i den anden ende i skoven mod øst.
- Så nu tror jeg den har stillet hjorten, siger Steen. Vi går raskt efter lyden og er hurtigt fremme.
Der stod den så, hunden. Med hjorten stangende med bukket hoved mod sig!
Hjorten drejede hovedet et par gange hen mod os. Vi stod bomstille indtil den drejede hovedet mod hunden igen. Steen var nu så tæt på at han kunne afgive fangstskud på halsen af hjorten.

Var der een der var mere stolt, eller lige så stolt som jeg? Så var det Steen S. Petersen med hans dygtige unghund, som lige har stillet sin første hjort. Bedre eksamen får man da vidst ikke. Jeg var selv utrolig heldig med at alt endte så godt. Nu var den jo leveret. Og hvilken prægtig hjort!
Og a´var helt ve siden a´mæ sælv.

En stolt Lau med sin 8-ender Estruphjort på 115 kg	Schweisshundefører Steen S. Petersen var nok mindst ligeså stolt over sin dygtige unghund!