Jagttur til Polen 2007 Af Aage Petersen

I løbet af efteråret og vinteren havde vi, det er Villy fra Vejen, Per fra Esbjerg, og jeg, Aage fra Sønderborg, snakket om vi igen kunne få ”lov” af vores koner til at tage en tur på jagt i Polen igen.

Da JM jagtrejser nu var blevet solgt til Dream Hunting, var det så lidt anderledes med hensyn til tilmeldingen, men Jan var med i firmaet, så vi holdt os så til ham, og det klappede godt, da beslutningen om en rejse var taget. Der blev reklameret med luksusbustur til bukkepremieren i Polen. Det var også en fin dobbeltdækket bus (men bagtøjet var dog totalt opslidt, så den hylede fælt hele vejen).
Jeg blev som den sidste taget op ved grænseovergangen i Padborg, og vi tre rejsekammerrater fik en vældig snak, og de to, Villy og Per drillede min kone Helga lidt, imens blev der pakket om og anhængeren kom nu bag bussen, for den var for tung for VW bussen som fulgte med hele vejen.

Vi kunne nu fortsætte den lange tur til Polen. Klokken var nu blevet ca. 20, og der var 63 jægere undervejs med to piloter, så det gik jo bare derud af. Det var ikke pauser undervejs der var mest af,
men der kunne købes øl, vand og lidt spiseligt undervejs, og til rimelige priser, så der manglede ikke noget.
Ved grænseovergangen til Polen gik alt glat, og vi fortsatte nu ind i Polen, hvor der ville blive sat jægere af undervejs flere steder. Vi skulle skifte til en minibus ved tredje stop, fik vi at vide.
Det var nu igen blevet lyst da vi nåede vores ”skifteplads”. Her viste det sig at den VW bus, som havde fulgt os hele vejen blev læsset om, således at de der skulle efter Gdansk kom i den, og der var flere jægere her for at hente danskerne.
Den VW minibus som vi skulle med, kom der to andre jægere med. De blev læsset af undervejs, langt ude på landet! Det var en meget hurtig bus! Den unge mand kørte over stok og sten. Vejene er jo ikke som i Danmark at køre på, men vi nåede da frem til vores bestemmelsessted, som var et lille hotel, der lå lidt uden for byen Legowo. Hvor det ligger, må du ikke spørge mig om, men der er langt dertil, og efter det kort som fandtes udenfor hotellet var der ikke langt til Rusland eller Litauen. Her var vi fremme kl. ca. 11.30, efter 17 timer i bus.
Vi blev modtaget af vores tolk, Andrzej, som talte meget tydeligt og langsomt engelsk, så selv jeg næsten kunne forstå det hele. Imens vi fik en kop kaffe og lidt at spise, ringede tolken efter de skytter som vi fik tildelt. Marius fik Per, Worek fik Villy og jeg fik Mierek. Woitek, som har med jagten at gøre stødte også til. Vi fik at vide til de havde 20.000 ha. til at drive jagt på, men vi får nok ikke det hele at se.

Den første aften tog vi ud på ”vildsvinejagt”, for at se revirerne. Villy var heldig at se noget.
Næste morgen/nat starter vi kl. 03.30, det er lidt mørkt ved den tid endnu. Vi kører ikke ret langt før vi er fremme ved en meget høj Hochsitz. Min skytte kunne tale tysk, så det passede mig vældig godt. Han sagde, at her var der en god buk. Den ligger dernede, sagde han, men i min lille håndkikkert kunne jeg ikke se den i det ”lys”. Klokken var kun lige fire, så det er temmelig mørkt på det tidspunkt, men efter nogen tid kan jeg se den. En meget fin buk kan jeg nu se, og forklarer det til Mierek. Han siger ”kan du se den godt må du skyde”, og jeg lader så kuglen gå, og den falder omkuld. Han klapper mig på skulderen og smiler glad. Vi kommer så ned fra det høje og ser hvad jeg har lavet. Nej, nej, råber han. Det er jo en medalje! Bestemt en bronze- eller sølvmedalje. Det ved han ikke, men en medalje, fastslår han. Jeg ser også meget glad ud for det er den allerstørste buk jeg har skudt – og jeg ved da heller ikke hvad sådan en koster endnu!

Det er endnu så mørkt, at jeg ikke kan fotografere den med mit digitale apparat, så efter den er brækket lister vi videre ned til et lille engareal. Her ser vi en fin buk, men kun med en stang. Vil du skyde den, spørger han, og jeg nikker. Det er da altid spændende med en speciel. Jeg får stokken op og skyder, den er tydelig ramt, men den løber. Vi bagefter, og lister os tættere på. Jeg skyder igen, og den falder så. Det er den han har set for et stykke tid siden med den ene stang hængende ned over øjet, men den mangler nu. Fint nok. OK!
Vi kører nu lidt rundt og ser mange dyr. Både råer og bukke, men jeg får ikke mere tilbud den morgen.
Da vi når hjem har de andre også været heldige, Villy har nu en fin buk, og Per havde hele tre stk. med hjem, men så kom min ”den fine”. Mindst en ulige 8-ender, og alle beundrer den. Jeg fik den store, og en speciel. Fint!
Nu gælder det så et ordentligt morgenbord, med æggekage og bacon pålæg m.m. Det viser sig, at vi både bor og spiser godt. Den første gang vi spiste varm mad kom serveringen med ”et fad” til Villy. Jeg sagde i spøg, at han godt kunne tage lidt og sende det videre. Nej, nej, sagde Andrzej (tolken). Der kommer en til hver. Tak skal du ha’.

Om aftenen var der ikke nogen af os der fik noget med hjem. Det viste sig, at om morgenen var der mere held. Der blev da set en masse dyr også om aftenen, men det ville ikke lykkes for mig.
Næste morgen igen tidlig ude, og jeg får en fin 6-ender, Villy en god buk og Per også en god, så det går fint. Om aftenen skød jeg efter en keiler, men fik den ikke.
Vores tolk spørger om vi vil med en tur ud at køre til deres jagthytte. Det viser sig at det er et stort træhus på næsten 200 m2, og med masser at trofæer af alle slags. Lysekroner af kastestænger osv. Meget flot! I den udendørs pejs bliver der ristet pølser til os, det er bare flot.
Søndag morgen får vi alle en fin buk, vi har nu tilsammen 12 fine bukke, så vi er færdige med jagt.
Om søndagen skal de holde deres generalforsamling, og her bliver vi budt med som en slags æresgæster. Her får vi da også øl og pølser og så mange vi vil have. Da havde jeg fået min den store renset af og den blev beundret og fotograferet, og der blev både skrevet og snakket om den. Jeg var kommet i fokus! Det var en fin formiddag.
På grund af min fine buk, der viste sig at være den største der var skudt i det område, ville de lave en
” lille ” fest for os den sidste aften efter der var lavet protokol. Min den store blev vurderet til en bronze med 108,5 point, men de ville gerne beholde den til den kunne blive vurderet et andet sted ved en højere instans. Det fik de så lov til, og jeg har nu i skrivende stund fået den hjem med en sølv medalje samt certifikat og vurderet til 118,17 point. Den vejede 490 g. netto.
Det har igen været en meget stor oplevelse, med sådan en jagttur til Polen. Den ros skal
DREAM HUNTING ha’ fra mig.