På jagt i Estrup

Red: Ole blev indviet i ”halvmåneklubben. ”Bukken kostede dog lidt blod, da kikkerten ramte mig i panden over øjet. Jeg måtte næsten ligge ned i stigen for at få ram på den, og så kom riflen ikke helt ind til skulderen. Den stoppede dog, da den ramte mig i hovedet”!

Det er Pinsesøndag. Jeg sidder i stige 8 i Estrup Skov i gråvejr med lidt regn. Det er snart lukketid, for et hurtigt kig på uret viser der er knap 15 min. til solnedgang. I det hurtigt tiltagende mørke kigger jeg en sidste gang ned af skovvejen, inden jeg vil begive mig hjemad. Det var vist en god idé, for sørme om ikke der står en buk et stykke nede af vejen. Den står godt nok inde i en hegning med front mod mig, så det er ikke muligt at skyde. Jeg sniger forsigtigt riflen op for at kigge nærmere på bukken. Bevægelsen bliver vist opdaget, for bukken står helt stille og kigger direkte på mig i stigen. Efter hvad der virker som meget lang tid, går bukken hastigt væk fra skovvejen og ind i den tætte bevoksning. Ærgerligt, det var ellers en fin buk. Men inden skuffelsen bliver alt for stor stikker der et bukkehoved ud af det tætte krat inde i hegningen, lige ud for stigen. Det er den samme buk og den løber nu hastigt over et forholdsvist åbent område lige ud for stigen. Dette område er kun ca. 20-30 m bredt, så den vil snart være væk igen.
Jeg prøver at stoppe den med et fløjt, men ingen reaktion. Så prøver jeg højt, at sige stop – stadig ingen reaktion. Nu haster det snart inden bukken er væk igen og jeg afgiver derfor et højt vræl ”Holdt for Hel….” Det virker. Bukken står nu helt stille ca. 50 m væk med siden til. Her går det så op for mig, at min riffel stadig peger ned af skovvejen, hvor jeg så bukken sidst. Jeg hiver riflen op, afsikrer, finder bladet og slipper kuglen i én hurtig og velkoordineret bevægelse. Jeg registrerer, at bukken tydeligt tegner for skuddet ved at hoppe op i luften, samtidigt mærker jeg et dunk i panden. Jeg repeterer hurtigt, mens bukken springer væk fra mig og forsvinder inde i det tætte krat.
Først nu går det op for mig, at dunket i panden var et besøg af riffelkikkerten. AV for Søren og sikke en masse blod der dog kan komme.

Starten
Inden denne pludselige aktivitet forårsaget af bukkens fremkomst, havde jeg siddet og tænkt tilbage på det foregående års jagter i Estrup.
Jeg var ret heldig, når jeg kom med i Askov/Malt Jagtforenings nye jagt i Estrup i foråret 2006. Særlig Bent Knudsen, havde som formand i jagtforeningen, gjort et stort arbejde for at skaffe noget jagt, som medlemmerne af Askov/ Malt Jagtforening kunne få glæde af. Arbejdet resulterede i at foreningen tilbød sine medlemmer at de kunne komme med i jagtlauget i Estrup. På dette tidspunkt var jeg næsten lige flyttet til Vejen området, og muligheden for at komme på jagt lokalt til et forholdsvist rimeligt beløb tiltalte både mig selv og Mette. Vi ringede derfor til Bent og spurgte, om vi kunne komme med i jagten. Bent viste os flot området frem og fortalte, at vi stadig havde mulighed for at være med, hvis vi meldte os ind i foreningen. Indmeldelsen var hurtigt klaret, og efter lidt usikkerhed, om der nu tilmeldte sig nok, var vi i gang.
Efter tilmeldingsfristen var udløbet, mødtes 24 jægere ude i den fine jagtstue i Estrup for at aftale hvordan jagten skulle forløbe. Der var ikke så lang tid til at bukkejagten skulle starte, så der blev hurtigt lavet nogle aftaler om opsætning af 10 stiger. Placering til stigerne blev fundet og forslag til betaling for de skudte bukke blev drøftet.

Det er ikke let at blive enig om jagtmetoder, -tider, priser osv. når man er så mange jægere. Vi har alle hver vores mening om, hvordan jagt bedst drives. Derfor blev der nedsat et jagtudvalg på 5 medlemmer. Jagtudvalget lavede herefter forslag til bukkejagten på baggrund af de forskellige ønsker, der fremkom på mødet.

Da vi er 24 som alle går på bukkejagt, blev der lavet et sindrigt system, så alle fik mulighed for at for plads i en stige hver 3. dag. Det var nu ikke fordi, jeg selv nåede af sted så mange gange. Jeg nåede kun ud i skoven 2 gange, så var der skudt de 6 bukke, vi har på kvoten. Allerede efter ca. 10 dage var bukkejagten slut, kvoten var opbrugt.

Efterårjagterne
I efteråret startede så de ”rigtige” jagter. Det var ret spændende at se, hvem der egentlig var med i jagten, for det var jo først nu, vi rigtigt mødte hinanden.
Jagtudvalget havde lavet et forslag til afvikling af efterårets jagter og på et nyt fællesmøde blev dette fremlagt. Vi fik i fællesskab udarbejdet nogle vedtægter for, hvordan vi ville drive jagten i Estrup. Samtidigt var der dog også tid til hygge samt lidt praleri over de nedlagte bukke fra foråret.
Det viste sig hurtigt, at det var en flok rigtigt flinke og glade mennesker, som var med i jagten. Derfor er de jo også er medlem af Askov/Malt Jagtforening….
I forbindelse med drivjagterne hav-de jeg fået betroet det fornemme job, at lede hundefolk og drivere. Det er en rigtig sjov opgave. For det er sørme ikke den letteste skov at drive igennem - med eller uden hund.
Alle tog mine forslag til drivretning og udgangspunkt meget positivt. Det er jeg glad for. Det er jo ikke altid det sjoveste, at blive sat af lige ud for et stort, tæt og meget stikkende brombærkrat. Det hjælper selvfølgelig lidt at kunne skæve til sidemanden og dennes hund, som også fik et brombærkrat at kæmpe sig igennem. Hvis jeg skulle være rigtig flink, kunne hunden og dennes hjælper (jægeren) dog være heldig at slippe for brombærrene i starten – i stedet fik man så nogle tætte og stikkende Sitkagraner at kravle under! Der var nu alligevel næsten garanti for at brombærrene nok senere skulle dukke op.
På den første jagt havde vi lidt problemer med at drive igennem på linie. Specielt stykket ned mod motorvejen gav nogle problemer, når drevet skulle starte. Det var ikke altid muligt at se sidemanden i det tætte krat, og det viste sig umuligt at råbe hinanden op på grund af støjen fra motorvejen. Driverne præsterede også at overraske nogle af skytterne i den anden ende, ved pludseligt at dukke op, selvom jagten tilsyneladende ikke var blæst i gang.
Vi måtte derfor indføre et nyt ”jagt begynd”, backup signal. Dvs. at når ”jagt begynd” var blæst, skød jeg et skud op i luften. Det hjalp. Det havde desuden den gavnlige effekt, at jeg ved drivjagtens start, pludselig blev beriget med op til 4-5 ekstra hunde ved hver såt. Hundene skulle lige se om der var noget, jeg ville have hentet. Når det så gik op for hundene, at der vist ikke faldt noget, i hundeøjne spændende ned, forsvandt de nu hurtigt igen.

Udbyttet fra formiddagens såt på første jagt i oktober.

Meget vildt
Der var masser af vildt i Estrup. Udbyttet af f.eks. en formiddags drivjagt var også rimeligt varieret med råvildt, ænder, fasaner og duer. Råvildtet var nu i absolut flertal. Jeg tænker, at samtlige drivere uden større vanskeligheder kunne bidrage med adskillige stykker råvildt til paraden efter nærmest hver eneste såt.
Det på det nærmeste sprøjtede rundt med rådyr. I alt blev der på de fem fællesjagter nedlagt 17 stykker råvildt. Jeg tror, at vi kunne have skudt det dobbelte antal, men der blev fremvist en meget flot jagtmoral. Vi havde ganske vist en oktoberjagt, hvor der lå 10 rådyr på paraden, og der blev berettet om, at der kunne have været skudt det dobbelte. Det forholdsvist store antal råvildt betød, at jagtudvalget besluttede, at indføre en kvote til næste fællesjagt. Kvoten blev dog ikke noget problem på den næste fællesjagt, da alle egentlig syntes, der blev skudt tilstrækkeligt på den sidste jagt. Derfor lå kun 1 rådyr på paraden, da jagten var forbi. Der blev set masser af rådyr, men stemningen blandt jægerne var, at når vi fik så mange rådyr sidste gang, holder vi lidt tilbage med afskydningen i dag.
Jagten i Estrup er måske lidt speciel i forhold til mange andre større fællesjagter. Vi er jo stort set de samme jægere hver gang, da det ikke er muligt at invitere gæster, medmindre en af os er forhindret på jagten. Så kan man give sin plads videre til en anden jæger i Estrup, som så har mulighed for at invitere en jagtkammerat. Herudover råder Askov/Malt Jagtforening over en jagtplads på alle 5 fællesjagter. De pladser bliver udloddet på generalforsamlingen i amerikansk lotteri. Så yderligere 5 medlemmer af AMJ får dermed mulighed for at komme med på den fantastiske jagt i Estrup.

Bent og Per afholder parole: ”Pas på de lavtflyvende snepper og jeres skudhold”!

Udsætning
Ud over råvildtet havde vi udsat lidt ænder i vandhullerne. Det var ikke særligt mange pga. de strenge krav til andeudsætning i forhold til vandhullernes størrelse. Vandhullerne var også meget tilgroede, så det var ikke de letteste betingelser disse ænder havde. Vi besluttede, at omringe vandhullerne inden frokost-såten på de to jagter i oktober. Det gav nogle rigtigt sjove episoder, da halvdelen af jægerne kunne se på fra vognen på traktoren, mens resten listede sig ind på vandhullet. Det blev lavet meget sjov over Bent og Kaj´s deling af en gråand. Desuden vakte en gæstejægers forbiskud på en spadserende and en del morskab. Anden blev dog indfanget efter en hidsig spurt og et flot spring gennem luften. Vi havde ganske vist masser af hunde med, men hvorfor dog overbebyrde dem med apporteringsarbejdet, når vi selv kan klare dette…
I den kommende jagtsæson er det slut med at sætte ænder ud. Vi har nemlig fået oprenset vandhullerne, så de nu fremstår ret flotte. En oprensning kræver tilladelse af Vejen Kommune, og sammen med tilladelsen kommer en masse regler og forbud. En af disse regler er, at der ikke må udsættes ænder. Derfor vil vi i stedet prøve med fasaner. Vi har bygget en ret fin voliere og sat lidt fasaner ud i denne. De er i skrivende stund (starten af september) nu sluppet ud af volieren og ser ud til at trives fint omkring volieren og den tilsåede vildtager.

Volieren bygges efter alle kunstens regler, med ydre og indre hegn.

Sidste jagtsæson bød ikke på mange fasaner på paraden, men det blev dog til 4 kokke. Jeg havde selv den fine oplevelse at skyde en flot fasankok, første gang jeg havde min flatcoatede retriever, Bell med. Det var på den sidste jagt i januar, hvor Bell nu var blevet knap 2 år gammel, og jeg havde derfor tillid til, at den kunne begynde at komme med på de lidt større klap/drivjagter. Den rejste meget flot en fin kok og for en gangs skyld, lykkedes det mig faktisk at ramme. Herefter blev fasanen bragt hjem til den stolte skytte af den lige så stolte hund. Efter den oplevelse var min jagtdag helt i top, og intet kunne spolere glæden over omsidder at have min hund med i Estrup.

En rigtig fin jagt
I løbet af den første jagtsæson i Estrup endte udbyttet på 23 stk. råvildt, 12 snepper, 4 fasaner, 16 ænder, 2 ræve, 1 hare samt 4 duer. Det må vist betragtes som værende en succes. Derudover viste regnskabet for skudafgivelse en ret flot statistik. Og det endda på trods af en eftermiddag med rigtigt mange snepper i skoven og deraf rigtigt mange forbiskud.
Jeg syntes egentligt, at Mette og jeg er kommet med i en rigtig fin jagt, med et godt kammeratskab i nogle fantastiske omgivelser. Specielt vores jagtstue er helt fantastisk, med toilet, jagtbilleder og gamle opsatser på væggen, en brændeovn til varme og hygge, mangler der bestemt ikke noget.

Jeg kunne jo blive ved, men nu må det vist være nok for denne gang.

Bukken
Jo for resten – bukken i stige 8. Ja, efter ca. 10 min. fik jeg stoppet den værste blødning. Bukken var ikke at se, så jeg kravlede ned af stigen og gik lidt op af skovvejen, hvor hegnet ligger ned. Gik lige hen til skudstedet og fandt masser af lungeschweiss. Jeg fulgte nemt blodsporet ca. 25 m gennem skoven, og herefter fandt jeg intet. Nå, bukken lå nu nok lige inde i det tætte krat. Da det nu var ved at være ret mørkt, ville jeg ikke mosle rundt i brombær, bøgepur mv. Jeg prøvede derfor, at ringe hjem til Mette for lige at høre om hun komme med hundene, da jeg jo mente bukken måtte ligge lige ved siden af mig. Desværre var der ingen hjemme, så jeg besluttede at prøve Bent i stedet. Han var hjemme og kunne være fremme 5 min senere. Jeg afmærkede skudstedet og gik op til bilen med riflen for at vente på Bent. Da han kom frem, gik vi hurtigt ned til skudstedet og hans hund stak straks snuden ned i jorden og spænede af sted. Vi fulgte efter, så godt vi kunne. Efter ca. 200 m, hvor vi undervejs havde passeret grøfter, stikkende sitkagraner, noget af det allestedsværende brombærkrat mv. fandt vi også frem til bukken. En, syntes jeg, fin ulige seksender. Så aftenen sluttede med, at jeg stod og brækkede bukken i lyset fra bilen og delte en øl, med min gode medhjælper.
Tak for hjælpen Bent.
Jeg skal i øvrigt lige sige, at jeg sov særdeles godt den følgende nat. Om det skyldes træthed eller at jeg fik en på hovedet, vides ikke.

Det kostede blod, sved og måske lidt tårer. Men jeg fik ham.