Det skal se skidt ud for at blive godt!


- udnyt dit levende hegns potentiale og få et hegn, der passer til din jagt-, vildt- og naturinteresse

Tekst: Produktchef Niels Søndergaard og specialkonsulent Steffen R. Bengtsson, HedeDanmark a/s
Billeder: Niels Søndergaard, HedeDanmark a/s

De levende hegn er igennem de seneste mange år blevet plantet med det primære formål at skabe læ, men med målrettet pleje har de potentialet for at udvikle sig i flere retninger. Et levende hegn kan eksempelvis plejes, så det bliver særligt attraktivt for vildt. Generelt skal langt de fleste levende hegn plejes, hvis målsætningen med hegnet skal sikres.
Mange levende hegn er plantet med statsligt tilskud for at give læ til markafgrøderne. Det betyder, at den lægivende effekt i en vis udstrækning fortsat skal sikres. Både i forhold til de betingelser tilskuddet oprindeligt er givet på, men også for at kunne tilgodese den landbrugsmæssige interesse i læ til markens afgrøder. Men det betyder ikke, at hegnet ikke også kan plejes, så det tilgodeser andre interesser såsom jagt, vildt og natur.
Det handler om at vælge en form for pleje, der integrerer de forskellige hensyn og målsætninger på en og samme tid, og inden plejen iværksættes skal formålet med plejen derfor fastlægges.

Målsætningerne kan blandt andet være læ, æstetik, natur eller jagt, men i langt de fleste tilfælde vil det være en kombination af flere målsætninger, som hegnet skal sikre, og kun sjældent udelukker målsætningerne hinanden fuldstændigt.


Jagt, vildt og natur som målsætning
Levende hegn der plejes for at sikre jagt- og vildtinteresser vil oftest også tilgodese mere generelle naturhensyn, og netop jagtinteressen er i mange tilfælde drivkraften, der i sidste ende medvirker til at øge naturindholdet i de levende hegn.

De levende hegn skal først og fremmest skabe ledelinier, der sikrer at markens vildt, insekter, padder og lignende smådyr kan sprede sig i det åbne land. Derfor vil man fint kunne acceptere områder af hegnet, hvor der ikke findes træer og buske – åbne områder med græs eller anden vegetation. Her findes gode redemuligheder for de jordrugende fugle, og egnede levesteder for smådyr og insekter. Samtidig skal hegnet sikre god dækning for vildtet, så hegnet skal være varieret i sin opbygning. Hvor udelukkende den lægivende effekt er vigtig er de levende hegn domineret af høje træer. Disse hegn er oftest meget tætte i højden, men mangler åbne områder uden træer. Det vil være hegn, hvor råvildt og hare finder god dækning, mens de jordrugende fugle vil fravælge dem som redested.

I levende hegn, hvor jagt-, vildt- og naturhensyn er det primære anbefales det at prioritere hjemmehørende og egnskarakteristiske arter – både i forbindelse med anlæg og pleje. Disse arter sikrer flest mulige arter af både flora og fauna og dermed størst biologisk mangfoldighed.

Som seriøs landskabsforvalter bør man også tage hensyn til æstetikken, og det er i reglen altid muligt uanset, hvad målsætningen for hegnet ellers er.

Plejeprincipper der sikrer jagt-, vildt og naturinteresser
Et levende hegn, der skal tilgodese vildt, skal være tæt i bunden. Buskene skal derfor have lys og luft til at udvikle en tæt fodpose, som sikrer dækning ved jorden. Det er en stor fordel at arbejde med grupper af buske af samme art på 5 – 10 planter. Dermed sænkes konkurrencen arterne imellem, og det er nemmere også fremover at bibeholde mindre konkurrencestærke arter, som en del af plantesammensætningen.
Udvælg ege- og asketræer i hegnet, der kan udvikle sig solitært. Det vil sige, at de skal have mulighed for at udvikle store kroner og bevare grene langt ned af stammen. På længere sigt opnår sådanne træer stor landskabelig værdi, men medvirker også til at en række smådyr har gode livsbetingelser. Derfor bør man allerede, når hegnet er 10 – 15 år gammelt udvælge træer til dette formål og fælde de træer, der står for tæt på disse ”fremtidstræer”. Stor konkurrence træerne imellem forhindrer, at de potentielle solitære træer bevarer deres grene.

Plejemodel
En model for plejetiltagene kan se sådan ud:

• Fjern alle ammetræer og -buske efter 3 – 5 år. Ammerne skal fjernes for at give lys og luft til bestandstræer og buske, når de ikke længere er nødvendige.
• Tynd kraftigt i bestandstræerne, så der på sigt kun fremstår ganske få bestandstræer i hegnet. Sørg for at de blivende bestandstræer får mulighed for at udvikle en kraftig krone og undlad opstamning. I de fleste hegn vil 10 – 15 træer pr. 100 meter være passende på lang sigt. Det vil ofte være nødvendigt at tynde i bestandstræerne hvert 4. – 6. år.
• Beskær buskene, så de skyder fra roden igen, og derved danner en tæt fodpose i bunden af hegnet. Undlad at nedskære alle buske samme år, men frem variationen ved kun at nedskære en andel af buskene og gentag processen med få års mellemrum. Prøv også at ”halvfælde” en del af buskene, hvor stammen kun skæres halvt igennem, så forbindelsen mellem rod og top bevares. Pres toppen ned på langs af rækken, og den vil fortsat skyde og danne et tæt bunddække allerede det kommende år.
• Etabler åbne områder, hvor der fremkommer græs eller anden egnet vegetation for de jordrugende fugle.
• Udlæg dyrkningsfrie bræmmer langs begge kanter af det levende hegn, der kan skabe gode fødemuligheder i umiddelbar nærhed af hegnet, og begrænse påvirkningen af gødning og sprøjtemidler.

Gør det du er bedst til
Pleje af levende hegn kan være en udmærket beskæftigelse. For nogle kan det dog hurtigt udvikle sig til en uoverskuelig opgave på grund af manglende tid, udstyr eller evne til at kunne kende de forskellige arter fra hinanden. Som alternativ kan i stedet fokuseres på hjælp udefra og afhængig af opgavetypen kan det ske ved hjælp af såvel manuel som maskinel arbejdskraft. Der findes på nuværende tidspunkt en lang række maskinbaserede løsninger, der hurtigt og effektivt kan pleje de levende hegn. På den måde kan også sikres, at de fældede træer og buske elegant kan fjernes fra arealet, og dermed ikke generer markdriften efterfølgende. En god løsning kan være at opsamle det nedskårne materiale under fældningsarbejdet og køre det sammen i en stor stak til senere flishugning. Alternativt kan materialet flishugges direkte på marken, så der ikke opstår samme behov for at afsætte areal til store grendynger indtil senere flishugning.

Når først det levende hegn er etableret, kan det være fristende ikke at foretage sig yderligere, men det er en uholdbar løsning. Uden pleje er det meget tvivlsomt, om hegnet nogensinde når at opfylde sin målsætning. Der findes gamle naturlige hegn med et meget begrænset plejebehov, men for langt hovedparten af de unge levende hegn er situationen en ganske anden, og der eksisterer mange steder et akut behov for styrende indgreb, som kan præge hegnet i den rigtige retning. Til gengæld er der så mulighed for, at det levende hegn mange år fremover kan bidrage ejendommen med en række positive værdier. Blandt andet kan plejen medvirke til at skabe og opretholde helt nye levesteder for vildtet og dermed også gavne de jagtlige muligheder.