Skudtegn

Af Bent Nielsen

I forbindelse med en flytning måtte alle bukkeopsatser og øvrige trofæer nødvendigvis pakkes ned. Jeg kan egentlig godt forstå, at nogle kvinder har aversioner imod at have sådanne støvsamlere hængende. For det vil jo være forbundet med ”Næsten-døds-straf”, hvis en opsats skulle falde på gulvet under rengøring.
Jeg burde nok give de fleste af dem en ny tur med brintoverilten, for der er virkelig meget forskel på den sidste helt hvide, og den ældste, som har prydet min væg i 22 år. Selvfølgelig har det hjulpet på gulnings-hastigheden, at jeg stoppede med at ryge for 2 år (og 15 kg) siden, men det ses faktisk slet ikke så meget, når jeg har alle mine bukkeopsatser hængende i den rækkefølge som de er skudt.
Jeg mener selv, at jeg kan huske hver eneste af bukkene – både hvor/hvornår de er nedlagt samt under hvilke omstændigheder. Mine tanker går på bukkejagt. Dvs. jeg ”genoplever” jagten … stedet… vejret… skuddet… bukken osv.
Alligevel er der nogle af bukkene som jeg er en smule usikker på, men det er der heldigvis råd for. Siden jeg skød min første buk i 1985, har jeg ført jagtdagbog. Til at begynde med var det bare nogle få faktuelle oplysninger og enkelte fotos, men ret hurtigt er det blevet til mange sider med udførlige beretninger med fotos, skitser, om vejret, forklaringer osv. Det er efterhånden blevet til 8 bind og oplevelserne behøver ikke være ret mange år gamle inden det er spændende at læse om jagterne igen.

Under gennemsøgningen kommer jeg også til at læse om nogle af de mere mærkelige skudtegn – og det er faktisk nogle enkelte af dem jeg vil berette om her.
Min buk nummer 13 var på det tidspunkt den største jeg havde nedlagt (88,3 point) og derfor blev den hovedmonteret.
Han er polak og blev skudt under en brunstjagt 30/7-1990. Vi havde set ham kort aftenen forinden, hvor han gik sammen med to råer i en havremark, men dyrene trak væk fra os og kombinationen af forkert vindretning og det sene tidspunkt gjorde, at vi ikke fik nogen skudchance.
Næste morgen var vi naturligvis på plads i god tid, men så kun et par små bukke samt en stor rudel kronhjorte i bast.
Da vi næste aften kører igennem gårdspladsen kommer bonden ud og Stanislaw, min fører, snakker lidt med ham.
Bonden løber ind i huset og kommer tilbage med en flaske og med store fagter og en hel masse højtidelige ord (som jeg ikke forstod) – tror jeg, at han ønsker os held og lykke på jagten. Han tager proppen af flasken og giver den til mig og siger et af de få polske ord som de fleste danske jægere som regel har lært allerede på den første jagttur til Polen: ”Na zdrowie”. Der er ingen glas så jeg antager at det var meningen at flasken skal gå på omgang – og tager en tår for ikke at være uhøflig. Jeg ved ikke hvad det var, men det gav både ”gåsehud” & ”andeskind” og smagte virkelig forfærdeligt og det kunne smages HELE aftenen !!!
Bilen blev parkeret og vi går ned imod den havremark, hvor vi tidligere havde set bukken. På lang afstand ser vi, at der går 3 stykker råvildt lige i kanten af marken. I vore kikkerter er vi ikke i tvivl om at det er bukken vi søger, og han driver rundt med en af råerne.
Stanislaw er en meget erfaren überförster (og han har sikkert skudt flere stykker klovbærende vildt end jeg har spist ærter), men hans pürschteknik er ikke imponerende, for den omfatter kun at han bøjer nakken en anelse og ellers går fremad i det normale tempo. Jeg vil hellere tage det noget mere med ro og om nødvendigt kravle.
Langs et læhegn af poppeltræer kommer vi hurtigt på næsten skudafstand, men så får bukken endelig ”lov” af råen - for straks bagefter at lægge sig ned. I ca. 15 minutter ligger bukken og straks da han er oppe, begynder han at drive med den næste rå. Hvilket herligt liv..!
Jeg har riflen i anslag og venter på at dyrene skal stå stille og da de endelig gør det er jeg ikke hurtig nok til at skyde inden også denne rå giver ham ”lov”. Jeg vil ikke skyde ham imens han er ”på”, men så snart han er ”nede” brager 30.06´eren. Begge råer springer ind i havremarken og forsvinder, mens bukken bare bliver stående nogle meget lange sekunder for endelig at vælte sidelæns som et fældet træ.
Stanislaw og jeg var enige om, at bukken fik en lykkelig død og vi tror, at bukken stod i de lange sekunderne og filosoferede over, at når det endelig skulle være, så var det trods alt ikke den værste måde at dø på.
Konservatoren der skulle hovedmontere bukken mente ikke, at det ville være pænt at bukken blev monteret med et smil!

I 1997 havde jeg spurgt min daværende nabo om ikke jeg kunne leje hans jagt. NEJ, for det havde den aldrig været og skulle heller ikke nu.
En uges tid før i bukkejagten fik jeg alligevel lov til at skyde en buk, men på betingelse af at alt kød, incl. hjerte, lever og nyrer skulle ende i hans fryser. OK.
”Og du skyder kun hvis det er en ordentlig buk!”
”Selvfølgelig”, svarede jeg.
Jeg var meget ude og kigge for dels at lære området bedre at kende samt at se om der var ”ordentlige” bukke på reviret.
MEN hvad er egentlig en ”ordentlig” buk når det bliver sagt af en fynsk?

Der kunne være tre muligheder:
1. En lille skravlet buk, som ikke burde indgå i avlen
2. En gammel afskudsbuk
3. En vægtmæssig stor buk (til fryseren)

En tidlig aften, da jeg nærmer mig søen, kan jeg se to stykker råvildt gå lige i skellet imellem mose og mark, men på den modsatte side af søen. Marken hører ikke til ”min” jagt, men det gør mosen. Jeg kan se at den ene er en rå, men den anden kan jeg ikke rigtig se, for den står delvis inde i træernes skygge, men umiddelbart er den stor af krop. Jeg har ikke prøvet om det er muligt at pürsche inde i selve mosen, men lader det komme an på en prøve, for vindretningen er perfekt.
Jeg skal udenom søen for at komme ind i mosen, og langsomt og forsigtigt nærmer jeg mig stedet hvor jeg havde set de to dyr. Ingenting at se i ”mosebrynet” … men måske ude på marken … jo, der går en lille spinkel bastbuk med opsats i ørehøjde … men det var bestemt ikke ham jeg så, men han ville jo kunne opfylde mulighed nr. 1.
Jeg venter med at træffe en beslutning, indtil en evt. skudmulighed opstår. Dvs. hvis han kommer ind i mosen igen.
Jeg får mig sat lidt mageligt tilrette op af et træ og med fast anlæg mod et andet træ.
Efter ca. kvarter kommer den lille buk spidst ind i mosen og sætter sig på ca. 75 meters afstand, uden at give mig en skudchance. Pyt med det – jeg venter bare til han rejser sig igen. Jeg kommer til at vente temmelig længe, og jeg har glemt myggebalsam, så myggene gør hvad de kan for at tømme mig for blod. Det eneste der hjælper 100% er at tænde en cigaret. Myggene er virkelig beviste om kræftrisikoen, for de flygter øjeblikkeligt. De holder dog øje med dig og venter kun på at du skal blive færdig, så de kan fortsætte deres overdådige festmåltid. Det blev til hele tre cigaretter inden jeg pludselig fik øje på noget som var langt mere interessant end myg.
I det lange græs kun ca. 1 meter til venstre for bastbukken, kan jeg en gang imellem skimte sprosserne på en stor opsats som bevæger sig (han har nok ingen cigaretter …).
Jeg får også nogle glimt af ører og hoved af en pæn og stor seksender. Jeg ændrer straks min plan, for hvis jeg kan skyde den store buk opfylder jeg både mulighed nummer 2 & 3.
Først rejser bastbukken sig og går langsomt ud på marken igen.
Nogle minutter senere rejser også seksenderen sig – først kommer bagkroppen op – og han stræækkkkker sig – og så kommer han også op på forbenene og stræækkkkker sig en gang mere. BANG og han vælter i knaldet.
Skudtegn var der ikke noget specielt ved, men meget underlig oplevelse, for få sekunder efter at braget har lydt, kommer bastbukken målbevidst gående tilbage og nærmest smider sig samme sted som tidligere. To gange er han oppe og stå for at vælge en anden plads, men hver gang inden for 2 meter af den døde buk. Jeg overvejer at skyde ham for så har jeg klaret alle tre muligheder, men jeg vil ikke komme slæbende med to bukke når jeg allernådigst har fået lov til at skyde en.
Da jeg rejser mig og går frem til bukkene er den lille buk ikke meget for at skulle fjerne sig. Han kan ikke have undgået at høre og se mig, men springer først da jeg er inde på ca. 20 meter, og løber langsomt og smælende kun lidt længere ind i mosen.
PS: Det var min buk nr. 43 og jeg fik den godkendt som værende ”ordentlig”.

Den sidste episode er kun nogle få år gammel.
Jeg havde lige købt en lækker Steyr Mannlicher i kaliber 7 mm Rem. Mag. Jeg var på det tidspunkt B-medlem i et jagtkonsortium på Fyn, hvor B-medlemmerne måtte deltage i én af efterårets trykjagter på rå- og dåvildt, hvis de havde lyst. Det havde jeg og det var den første mulighed for at lufte 7´eren.
Det var imellem jul og nytår og der lå en lille smule tøsne. Perfekt !
En såt om formiddagen og ligeledes en om eftermiddagen. Ialt 6 mand, hvor 4 sidder på post og 2 trykker i 1/2-delen af den 225 ha store skov. Jeg blev anvist en post i hjørnet af noget tæt gran og med fine skudmuligheder 270° i de store bøge foran mig. Det er Peter som trykker i min ende af skoven og snart kar jeg høre ham og ser ham i glimt helt ude ved skellet.
5 minutter senere kommer der en rå gående på tværs. Hun har helt sikkert bare lyttet efter hvor Peter var, og nu da han er væk kan hun roligt fortsætte sine gøremål. Afstanden er ca. 125 meter. Jeg sidder på min jagtstol og har fast anlæg på en stor bøg. Fløjter en gang for at stoppe råen - og lader skuddet gå.
Der er ikke antydningen af skudtegn !!!
Hun står bare stille og går så to skridt fremad og sætter sig. Ikke noget med at vælte eller falde men hun tager forbenene ind under brystet og sætter sig ved foden af en stor bøg og hun ligger med højt hævet hoved. Har jeg skudt rent forbi? Nej, så havde hun ikke bare sat sig. Jeg synes at jeg havde godt hold på den! Og med en 7 mm Rem. MAGNUM og 10,4 gram Nosler Partition! Det burde være rigeligt til at vælte et stykke råvildt!
Jeg kan heller ikke komme til at skyde igen fra min nuværende position, for hun ligger delvis dækket af bøgen, så jeg kun kan se lidt hoved og lidt af bagkroppen. Alligevel holder jeg mig klar til at skyde hvis muligheden opstår.
Efter nogle minutter kan jeg se at hun forsøger at rejse sig, men kan ikke komme op – og vælter om på siden og bliver liggende.

Jeg var meget spændt på at se hvor jeg havde ramt med dette skudtegn. Meget overraskende sad skuddet 112% rent på bladet og der var knap nok hjerte nok til en frikadelle.
Så stol aldrig på, at skudtegnene er som vi har lært de kan/skal være – for vildtet har ikke fulgt den samme undervisning.