Støverjagt

Af Hans Jakob Knudsen

Støvejagten var den form for jagt som blev mest brugte her i Midtjylland og på vesteregnen i klitplantagerne, under og efter krigen.
Det er nu en næsten uddød jagtform, så jeg skriver lidt om det som jeg husker det.
Det var mest de lokale jægere som var med, da man jo ikke var så mobile dengang. Man brugte cyklen, så det var begrænset hvor langt man kunne komme omkring, men 30 - 40 km kunne man jo godt cykle for at komme med på en god støverjagt.
Jagten foregik mere uformel end det gør i dag. Der var ikke mange steder hvor der var parole, eller parade som man ser i dag. Man vaskede sine gummistøvler og så var man klar til at gå på jagt.
Man hilste pænt på hinanden, men da alle kendte hinanden gjorde vi ikke noget ud af at præsentere os. Det skete at der var en med som vi ikke kendte, men det gjorde vi jo før jagten var forbi.
Jagtherren bød gerne velkommen, og så vidste vi jo alle hvordan vi skulde gebærde os.
Det skete, at der var en eller to som fik en post udpeget, men det gik mest ud på, at de som han vidste var hurtige, fik poster hvor der var mindst plads at skyde på. Vi tog som regel store såter, og der var langt imellem posterne, men så kunne vi også stille os hvor vi mente det var bedst at stå. Man lærte hurtig at tage hensyn til vind og vejr, og at se hvor de bedste veksler var. Det var næsten altid de samme som skød vildt hver gang. Der var også en som de sagde, at rævene trak efter, men det var nu nok fordi han forstod det der med at vælge de rigtige steder, stå stille og falde sammen med omgivelserne.
Som regel blev der sat et par bagposter, og det var ikke de ringeste, især når nogen af posterne ikke rigtig forstod det der med at stå stille. Nogle lærte det hurtigt og nogle lærte det aldrig, men de kom med alligevel. Der var jo nogen som var så hyggelige og gemytlige så de kom med alligevel, selvom de sjældent skød noget. Der var jo også nogle som kom med fordi de selv havde en plantage, eller havde nogle gode hunde.
Det var mest strelluf støvere vi brugte, men jeg har også set krydsninger som var virkelig gode støvere. De måtte helst ikke være for hurtigt gående. De fleste gravhunde var også gode støvere. Jeg var med på støverjagt et par gange, hvor der var cocker spaniel med, men de var for løsmundede og halsede næsten hele tiden. Det var heller ikke godt, da man helst skulle kunne regne med, at når en hund begyndte at halse så var der rejst vildt.
Da hunden tit var langt bagefter harerne kunne man ofte høre hunden ved den ene side og se haren ved den anden. Haren gjorde hvad de kunne for at snyde hunden, men en god støver ringede, som man kaldte det, og så havde den sporet igen. Da harerne som regel gik i store omgange kunne det knibe, selv for en god hund, når den kom anden eller tredje gang på det samme spor. En god støver som kom over et friskt spor af en hare, løb lige i en lille ring på en fire fem meter, og så vidste den hvad vej haren var løbet. En ung hund kunne godt tage bagfod et par hundrede meter, men de lærte det hurtigt, og en rutineret hund kunne med det samme lugte hvad vej haren var løbet.
Råvildtet stod tit og ventede på hundene, og det løb meget længere væk end harerne gjorde. Derfor var det ikke så populært ved støverfolkene som harerne. Sådan var det jo også med kronvildtet da det begyndte at komme. Nogle var for og andre var imod. Der var plantager her på egnen hvor man ligefrem udryddede råvildtet for at have harerne til støverne. Der var en som fortalte mig, at det første stykke råvildt de skød hængte de op på muren ligesom de var vant til med harerne. Der hang den ligesom harerne i en uge, men det var vidst ikke så vellykket.
Da min far skød den første råbuk blev der sendt bud efter hjemmeslagteren. I dag er dyret ofte brækket når skytten kommer med den.
Det var hundens halsen som gjorde støverjagten til noget for sig selv. Støverne har ikke den prioritet i dag, som de havde dengang da en halsende hund måtte drive overalt uden hensyn til skel . I dag bruges alle slags hunde jo til skovjagt, men det giver slet ikke den stemning over jagten som når man en frostklar dag med stille vejr, kunne høre hvordan hundens halsen gjaldede mellem stammerne i højskoven.
Da der ikke var to støvere som lød ens, kendte vi jo alle de forskellige hunde på lyden. Det kunne svinge fra den dybeste bas, til næsten et hyl. Der var også forskel på lyden enten en hund drev med en ræv eller en hare og støverjægerne som kendte deres hunde, kunne sige hvad deres hund drev med så snart den var startet.
Derved kunne hele selskabet følge med i hvad der skete, selvom såterne var store, og så kunne man ved frokosten få uddybet hvad de forskellige hunde havde drevet med. Man skulle heller ikke prøve at luske sig fra en forbier, da der altid var en som skulle have at vide hvad der skete med det enkelte skud ude mod vest, lige efter at den hund var gået med det eller det. Der er lidt af det ved riffeljagten i dag, men vi savner støverne.

Min bror og jeg havde lejet jagten på tyve tdr. land som lå lige imellem tre plantager, og der drev vi vores egen form for støverjagt. Det var vist ikke så velset ved skovfolkene, men da vi havde en god hund som kunne tage morgenfod, kunne vi godt skyde en to – tre harer sådan en søndag formiddag.
Der var også nogle af skovjægerne, som kun havde en strimmel skov på 40 ha der brugte den taktik ikke at skyde den første hare, men sørge for at alle hundene kom efter den, og så håbede, at de rejste noget inde ved naboen som de kom med. Vi gik til flugtskydning sammen med en nabo som var bestyrer på en gård med 300 ha skov som han havde jagten på som et frynsegode. Han fortalte, at han var på jagt en søndag, da han kunne høre at naboen også holdt jagt. Deres hunde havde rejst en hare og han hørte de råbte: Skyd den ikke. Så skød han haren da den kom over til ham.
Der var også en som altid ville have en post i en grusgrav. Det var selvfølgelig fordi det var en god post, men så en dag havde et par af de andre lagt konens afdankede rævepels, pænt sammenrullet, op i grusgraven. Der faldt også hurtig to skud oppe fra grusgraven, og de andre fik sig et billig grin . Alt sådan noget var der mere af på støverjagterne, da der ikke var så meget stil over dem. Man var jo lige gode venner bagefter.
Der var også en anden ting ved støverjagterne. Der var næsten aldrig anskydninger eller forbiere, men det skyldtes nok at vildtet kom roligt, og tit stod stille. Der lærte jeg noget af de gamle støverjægere, men det er ikke altid let. Når man sådan stod på post ved en brandlinie, med ryggen mod såten, sagde de, at man altid skal kigge ligeud. Så ser du vildtet tidligt nok, sådan lidt i sidevinduerne, til at du kan nå at skyde. Det har jeg så prøvet at efterleve, men det er vanskeligt, da man helst vil skæve lidt til den side hvor man kan høre hundene, men tipset er godt nok i de fleste tilfælde.
Her på egnen var der særlig tre som gik meget op i støverjagten og avl af Strelluf støverne. Det var Frederik Hansen fra Melvanggård i Askov. Smed Runge i Hovborg og Pauli Strårup fra Frydensborg. De fulgte prøverne og udstillingerne og gjorde meget for støversagen, men udviklingen gik den anden vej, ligesom med så meget andet. Jeg har haft to støvere som var lidt for sig selv. Den ene ville overhovedet ikke drive med råvildt, men da der ikke var ret meget af det dengang gjorde det ikke så meget. Den anden var en gravhund og kom den over et rævespor, når den drev med en hare, skiftede den spor med det samme. Det var vi flere som så flere gange.

Det var lidt om støverjagten som jeg oplevede det. I dag går udviklingen nok mere imod riffeljagt og med at have det lidt hyggelig med hinanden.
Måske får støverne en opgangsperiode igen. Der var et par steder ude i klitplantagerne hvor man sidste år holdt trykjagt med støvere og var meget godt tilfredse med resultatet. Når man jager med en lille hund som vildtet kan høre, så kommer det meget mere rolig. Især råvildtet standser tit på veje og åbne pletter i skoven og venter på hunden. Det er jo meget ideelt på riffeljagt.
Da både råvildt og kronvildt helst går imod vinden, kommer en lydløs hund tit for tæt på det førend de opdager den,, og så går der tit panik i det, så det kommer hurtigere og går længere før det standser.
Der er for mig ingen tvivl om at til riffeljagt er støverne de bedste. Til haglbøssejagt er det underordnet hvad slags hunde man bruger. Da betyder vildtets fart jo ikke så meget når bare afstanden passer.
Jeg har et par gange set hvordan kronvildtet reagerede på en støver, og en enkelt gang hvordan på en stor lydløs hund. Det er jo ikke nok til at man kan danne sig et mønster af det. Jeg så ved et tilfælde hvordan kronvildt reagerede på en støver i Hovborg plantage.
Det var i oktober måned da jeg var ude for at mærke juletræer. Da vi kun havde købt tusind juletræer og jeg normalt mærkede en tolv - fjorten hundrede, havde jeg god tid. Så kunne jeg høre, at der blev holdt jagt i plantagen da der var en støver som begyndte at halse. Jeg gik så op på en lyngklædt høj, hvorfra jeg kunne overse et stort stykke med juletræer på en meters højde. Der kom nu en rudel med ni stykker kronvildt. De standsede 100 meter fra mig. Der stod de så og ventede til støveren var ved at være tæt på. Så løb de seks videre, men tre løb 50 meter ud til siden, og der blev de stående indtil hunden var forbi. Den drev nu så langt væk at jeg næsten ikke kunne høre den, men vendte så, og kom tilbage igen .Denne gang var der kun eet stykke kronvildt foran hunden. Vistnok en gammel hind. Så forsvandt de så langt væk at jeg ikke kunne høre hunden. Så hørte jeg ikke mere til dem, men de tre som var slået fra da de kom første gang, gik og nippede lidt af juletræerne, og lagde sig så roligt ned. Da jeg kørte hjemad, stod der en af jægerne som jeg kendte og da driverne begyndte at komme ud, stoppede jeg og snakkede med ham .Han havde stået og set sig glad på et lille selvsået fyrretræ som stod i vejkanten, og spurgte om jeg ville fælde den til ham. Han ville have den med hjem så den kunne stå vinteren over i haven i en krukke. Da jeg havde fældet fyrren var alle forsamlede og diskuterede hvad de havde set. Da alle var enige om at der ikke var kronvildt i skoven den dag fortalte jeg hvad jeg havde set. Der var nu et par af driverne som tvivlede på det. De spurgte nemlig om jeg nu var sikker på at det ikke var råvildt jeg havde set. Jeg forstår det egentlig godt, da jeg også selv syntes det var en mærkelig måde at kronvildtet havde opført sig på. Det er måske deres måde at ryste hundene af sig på. De må jo heller ikke være løbet ret vidt omkring da driverne ikke har set dem.

Hans Jakob ved fire store myretuer. For et par år siden var der kun den bagerste. Da lagde han en ræv op i den. Ræven forsvandt snart, og siden er der dukket tre store myretuer mere op. Har ræven mon givet så meget mad, at den første familie har kunnet formere sig i tre nye bo siden?