3 i 8

Af Bent Nielsen

Jeg havde brændende ønsket mig en jagtrejse til Afrika til min 50 års fødselsdag – men da jeg ikke fik den bestemte jeg mig for at så kunne jeg da bare give mig den selv.

Valget faldt på en farmsafari med Omni Safaris i Syd Afrika, som mange havde anbefalet som det bedste valg på en førstegangs safari.
Jeg fik følgeskab af to af mine gode jagtkammerater fra Fyn – ”Ugly”-Michael & Michael-”Netto” – og vi havde en helt fantastisk tur og fik alle tre opfyldt alle vore ønsker – og lidt til.

Beretningen her skal ikke være en dagbogsopremsning om alle mine oplevelser, men om tre af de antiloper som jeg fik nedlagt, men som tilsammen krævede ikke mindre end otte skud.

2. jagtdag:
Jonie - min PHér har besluttet at vi skal forsøge os med Common Spring-buck, som er en af de arter jeg har på min ønskeseddel. Vi ser flere gode hanner, men ikke gode nok. Et stykke op af morgenen anviser han en rigtig god buk, men den syner godt nok ikke af ret meget i riffel-kikkerten og jeg spørger hviskende, hvor langt er den ude ? - ”Approx. 220 meter”.
Det er sgu langt for et dyr, der ikke er ret meget større end et stykke råvildt!
Men med riflen på den 3-benede skydestok og min højre albue hvilende på Jonies skulder, synes jeg at det føles fornuftigt – stikker snellen og lader skuddet gå.
”Good shot- Excellent shot - He is down in a few seconds” – siger Jonie med det samme og dunker mig på skulderen. Springbucken lever op til sit navn og springer frem, men taber fart allerede efter ca. 10-15 meter og går langsomt fremad indtil vi mister ham af syne i nogle buske.

Bent, Bubbles & Common Springbuck.

Jeg troede at vi skulle vente 5-10 minutter inden vi gik til skudstedet for at lede efter blod, men Jonie og trackerne går med det samme udenom i en stor bue.
Vi går ca. 1 km inden vi ser bukken igen og den er endda et godt stykke foran os. Vi kan se, at han går op næsten på toppen af ”bjerget” – hvor han sætter sig (ikke falder - men sætter sig).
Jonie og jeg går forsigtigt over på den modsatte bjergside og sætter os og får igen skydestokken op – og der er ikke så langt som det første skud – nu kun ca. 130 meter.

Imens vi sidder og jeg er 111% skudklar, påstår Jonie at det ikke vil vare længe inden den forender.
Jeg kan tydelig se at den stadigvæk har hovedet højt og da vi har siddet lidt, løber der en lille flok Mountain Reedbuck op imod ham = han kommer op og går langsomt ned til plateauet midt på billedet. Jeg har længe været klar og skyder ham en kugle lige der hvor hals og krop mødes = han er død i knaldet. Klokken var nu 8.05.

De to indfødte trackere kommer frem og vi går alle derover og vi er alle enige om at det er helt utroligt at han kunne gå over 1 km med det første skud. Hvis man sammenligner med et skud lige ”efter bogen”, sidder mit skud måske en tomme = 24 mm for langt tilbage.
Det viser hvor skudstærkt meget af det afrikanske vildt er. En rimelig placeret lungekugle fra en 10,4 gram Nosler Partition i en 7 mm Rem. Mag. burde være tilstrækkelig til et dyr på 40-45 kg.

Jonie vurderer ham til SCI-Guld medalje. Han er også utrolig flot og helt symmetrisk og med de bagudvendte spidser, som kendetegner et virkeligt top trofæ.

6. jagtdag:
I dag skal jeg jage sammen med en anden af PH´erne - Robbie - og hans plan for i dag er, at vi skal forsøge at finde en Oryx. Vi kører ca. 25 km til endnu et sted hvor vi ikke tidligere har været.
Tilsammen ejer Robbie og Jonie ca. 19.000 ha, men de bestyrer jagten på i alt 80.000 ha i dette område – så det er ikke så sært at vi stadigvæk kan finde nye jagtmarker.
Det er et meget åbent græsområde, men med bløde bakker op imod bjergene.
Vores to trackere oppe på ladet ser snart en flok på 15 stk. Oryx et par kilometer borte.
Vi stopper og snakker lidt om hvordan vi kan/skal gribe sagen an, for terrænet er uden anden dækning end græsset og vinden er heller ikke helt god.
Vi bliver enige om at forsøge en meget lang pürsh på dem i ly af bakkerne og håbe på at vi ser deres hornspidser før de ser os. Muligvis kan vi derfra komme på et acceptabelt skudhold og måske skyde fra en af de utallige termitbo som findes overalt i græsområder.

Vi har gået nogle hundrede meter da vi letter en ”Black Koran” = en fugl på 11/2-2 fasanstørrelse - kun 10-15 meter fra os – og den skælder ud højt og meget længe idet den flyver væk – og det hører flokken af Oryx også og de sætter sig i bevægelse op imod vinden = langs med den store sø.

Det gør ifølge Robbie ingenting, det er faktisk bedre, hvis de ville komme tættere på bjergene for der er der både bedre dækning og bedre vindretning.
Vi går tilbage til bilen, hvor vi kan holde øje med om flokken trækker imod bjergene, men de drejer af til venstre. Vi må ændre taktik og kører i en stor bue udenom om på bagsiden af de næste bakker, hvor Robbie og jeg står af, mens trackerne fortsatte med bilen til en højtliggende bakketop, hvor de kan overskue en stor del af området.
Vi pürsher ca. 500 meter ned på bagsiden af bakkekammen, og som forventet kan vi se at flokken er faldet til ro og går i en lavning yderligere ca. 500 meter fremme. Men vinden svøber og inden vi når at komme på skudhold løber hele flokken tilbage imod den store sø.

Endelig – efter 45 minutter og 4 skud fra min 7 mm Remington Magnum.

Robbie har radiokontakt med trackerne i bilen og de fortæller at Oryx flokken hurtigt var faldet til ro igen og at de kommer gående roligt og essende op imod hvor vi blev sat af bilen.
Vi skynder os tilbage næsten til hvor vi kom fra og Robbie instruerer mig om, at når vi kan se Oryxerne skal vi være fuldstændig urørlige ellers vi de med det samme se os. Jeg foreslår om det så ikke er bedre at jeg indtager skydestilling nu i stedet for at skulle gøre det de er her = Jo, for hvis de holder retningen vil de komme parallelt med et fårehegn ca. 150 meter fra os.
Jeg lægger mig ned og får anlæg på en sten og får Robbies vest som underlag og han bytter min ”Røde-Marlboro-Lykkehat” ud med hans egen grønne.
Snart kommer hele flokken roligt gående op på toppen af bakken og Robbie udpeger hvilken af dem der tyren som jeg skal skyde (køerne har også horn (som er længere men tyndere) og i kropstørrelse er der heller ikke megen forskel). Dyrene går ud og ind imellem hinanden og især tyren, bevæger sig ned igennem flokken og står til sidst frit med bredsiden til - afstanden er acceptabel til så stort et dyr - ca. 150 meter … BANG – og han vælter i knaldet og ligger og sparker med alle benene, men efter et øjeblik kommer han minsandten op igen.
Jeg havde for længst repeteret en ny patron i kammeret og er klar til at skyde, men Robbie fortæller at det ikke er nødvendigt (ville også blive et ”Texas Heartshot”). Vi ser at flokken deler sig – syv af dem – inkl. tyren løber skråt væk til venstre og de resterende otte løber skråt væk til højre.
Det er tydeligt at tyren ikke kan følge med flokken og Robbie påstår stadigvæk at ”He will fall any minute now”. De forsvinder ud af vores synsfelt, men Robbie får melding over radioen, at de syv igen er på vej tilbage ned imod den store sø.

Robbie og jeg skynder os at gå langs/bagved bakkekammen, hvor der er lidt buske og klipper. Efter vi har gået ca. 1 km ser vi, at der kommer seks Oryx tilbage næsten i deres eget spor - ergo må tyren befinde sig et eller andet sted imellem os og søen. Vi fortsætter bagved bakkekammen for tyren må under ingen omstændigheder se os, for så er det helt udelukket, at den kommer i vores retning. Robbie får øje på tyren helt nede ved søbredden og af en eller anden grund vinkler den til venstre og følger et fårehegn. Robbie har set i sin kikkert at den puster blod = ramt i lungerne. Jeg har kun set lidt blod på indgangssiden og intet på udgangssiden.

Vi kan ikke gøre andet end bare holde øje med den, for der er ikke nogen dækning så vi kan komme nærmere. Igen skifter min Oryx umotiveret retning og vil tilbage imod søen = vi lister længere ned langs bakkekammen og jeg gør mig klar til at skyde hvis der opstår en mulighed …
På et tidspunkt stopper tyren op og står spidst imod os og Robbie opfordrer til at skyde selvom afstanden er ca. 225 meter … BANG – og vi hører tydeligt kugleslag og tyren må i græsset efter nogle få meters gang – og bliver heldigvis liggende denne gang – der er gået ca. 45 minutter siden mit første skud. Robbie ønsker tillykke, men jeg vi nu helst vente indtil vi har konstateret, at de vitterligt er forendt.
For at kunne nærme os Oryxen i modvind, går vi ned og følger fårehegnet op imod den. Da vi kommer tættere på kan vi først se de lange horn i græsset, men ser også, at de bevæger sig en smule = Han er tilsyneladende ikke forendt endnu.
Jeg har skruet kikkerten ned på laveste forstørrelse og jeg er meget klar hvis det bliver nødvendigt at skyde igen. Han er stadig i live, men er for hårdt anskudt til at rejse sig og på ca. 3 meters afstand skyder jeg den endnu en gang midt i kroppen – men da den stadigvæk kan bevæge hovedet går vi om på den modsatte side og giver den endnu et skud.

Robbie kan heller ikke forstå at den i det hele taget kunne gå nogen steder efter mit første skud !!!
Vi har vel gået ca. 2 km mens tyren har løbet/gået 5 km. Den er meget stor af krop – nok den største der nogensinde er skudt hos Omni Safaris. Trackerne kommer med bilen og vi læsser den og kører et andet sted hen hvor der er mere åbent til fotograferingen.

Da vi ser nærmere på skuddenes placering, undres vi igen over, at den kunne løbe så langt med en lungekugle. Vi opdagede desuden, at der ikke var gennemskud på hverken første eller andet skud.
Derfor bad vi skinnerne om at kigge efter kuglerne, men de fandt dem ikke.

9. jagtdag:
Vækkeuret havde jeg i dag sat til at ringe klokken 2.20, men Ugly-Michael kom og vækkede mig 5 minutter før det ringede - op … ryge en cigaret for at vågne … lidt vand i hovedet … jagttøjet på … en hurtig kop kaffe … og afgang klokken 2.55.

Vi skal skifte område for at få muligheden for at skyde Cape Bushbuck som Omni Safaris ikke selv har på deres områder og de har også en større bestand af Impala, som er de to arter som vi alle tre mang-ler/ønsker. Vi skal køre ca. 450 km til en anden safarioperatør og samarbejdspartner Clifton Grange Safaris imod sydøst i retning af East London. Nærmeste by hedder Komga og området ligger op til Kubusie River.
Jeg får - som den ældste - lov til at sidde på forsædet og have fornøjelsen af at have Bubbles (Jonie´s uadskillelige Jack Russel terrier) sovende i skødet hele vejen.
Det er blevet besluttet at Ugly og jeg skal jage 2:1 sammen med Jonie – alternativt ville vi være nødt til at skulle køre i to biler = fordobling af udgifterne. Vi havde hjemmefra aftalt at Ugly skulle skyde først på Bushbuck – og mig hvis det var Impala.
Vi har også kun en enkelt tracker med og han ligger på det åbne lad på bilen sammen med vores bagage under hele turen – kun rullet ind i en presenning !

Vi ankommer til en noget mere luksus jagtlodge klokken 6.45 og spiser noget hurtigt morgenmad og tager ud på jagt klokken 7.15.

Vi får en lokal tracker med og starter med at lede/spejde efter Bushbuck, som er mest aktive morgen og aften ,fra statetiske udsigts-punkter langs Kubusie River, men uden held. Hen på morgenen kører vi op fra dalen for at prøve lykken med Impalaerne. Det varer ikke længe inden trackerne får øje på Impalaer ca. 4-500 meter fremme.

Vinden er fornuftig til at forsøge en pürsch, så Ugly og vores egen tracker bliver lagt DÆK.
Imens vi er på vej fremad imod Impalaerne, får vi også øje på en anden flok til venstre for os, og de er tættere på og vinden er meget bedre, så dem prøver vi i stedet for. Vi kom ind på fornuftigt skudhold (ca. 80 meter), og skal nødvendigvis skyde siddende eller knælende på grund af alle buskene, men opgiver for der var ingen store hanner i flokken.
Derfor går vi tilbage og forsøger med den første flok og kommer ind på skudafstand … i hvert tilfælde sætter Jonie skydestokken op … men jeg nåede ikke at få øje på dem i den tætte vegetation inden de trak længere væk.
Vi pürsher langsomt og stille efter dem og på et tidspunkt gav Jonie tegn til at jeg skal sætte mig og bruge et af skydestokkens ben som støtte.
Vi kan kun skimte Impalaer imellem buske og træer og de trækker lige så stille til højre - det samme gør vi selvfølgelig, og jeg sætter mig ved et træ og får fast anlæg på det.
Vi kan stadigvæk kun skimte dyrene … der er bukken … han kommer en smule nærmere … nu står de alle sammen stille og kigger lige imod os. De må have mærket eller fornemmet os … og nu stiller bukken sig med hele bredsiden til, men det er selvfølgelig et træ lige foran bladet. Selvom Jonie har givet OK for at skyde – så vil jeg ikke tage en stor risiko for en anskydning = vente … jeg er nødt til at hvile mine armene, og jeg er ved at få krampe i mine fodled af at sidde så længe på hug. Jeg skifter langsomt stilling og længe kigger impalaerne og vi på hinanden inden hundyrene en efter en begynder at gå til højre – og pludselig går bukken også efter dem uden at give en skudmulighed – og vi mister dem af syne igen.
Vi rejser os også og pürsher ligeledes til højre … og får øje på nogen hundyr … flere hundyr ca. 15 stk. … og der går bukken inde midt i sit harem af hunner. Der er hele tiden bevægelse i dyrene – og endelig er bukken fri, men står helt spidst til os. ”You can shoot him directly in the chest” – afstanden er ca. 120 meter og jeg har godt anlæg på et træ = BANG = kæmpespring, som er tydelig skudtegn på en hjertekugle – og alle dyrene forsvinder øjeblikkelig væk fra os. Klokken var 9.12.

Jonie er meget tilfreds med skuddets placering, så vi går frem med det samme for at lede efter blod på skudstedet. Inden vi er nået helt derned, hører vi, at Bubbles halser, hvilket sikkert betyder at han har kontakt med Impalaen – så Jonie og jeg løber frem og vi når lige at se at Bubbles rejser Impalaen, men den løber lige ind i et træ og vælter igen. ”Shoot again”- råber Jonie. Det tør jeg ikke af hensyn til Bubbles derfra hvor jeg står, men går om på siden af den og fanger den af med et skud lige bagved forbenene. Det havde helt sikkert ikke været nødvendigt for han var ramt af en flot placeret hjerte/ lungekugle.

Man skal ikke forledes til at tro, at afrikansk vildt altid skal have mange skud – eller at jeg skyder så ringe at det er nødvendigt.

De øvrige 9 stykker vildt som jeg nedlagde på turen kunne nøjes med 1 enkelt skud på afstande fra 60 til 278 meter.

Mig og min Impala.