En debutjagt i Sverige Mike med sin første buk. En glad debutant!

Af Mike Pedersen

Det hele startede sidste år sent på efteråret. Jeg var begyndt på jagtkursus, hos Christian Scherrebeck i Haderslev. Kurset var ganske interessant, da Christian er en god lærer, der altid kan fortælle en god historie og gerne vil lære fra sig.
Jagtprøven var sat til den 13. maj 2008 - datoen var ikke den bedste, ” den 13. Godt det ikke var en fredag”, men jeg bestod med glans. I starten af året havde min kammerat Anders og jeg booket en tur til Sverige med Askov/ Malt Jagtforening, med afrejse dato 17. august 2008. Derfor var det spændende, da jeg skulle op til prøven. På grund af kommunesammenlægningen tog det lidt tid før mit nye jagttegn kom, da de havde meget travlt hos Skov- og Naturstyrelsen. Nu skulle jeg jo bare op til en riffelprøve, og så var jeg klar til Sverige. Men til min store skuffelse var der ingen prøver i juli - først sent i august. Derfor kontaktede jeg min flinke lærer Christian, der fortalte mig, at det ikke var nødvendigt, at man har bestået en riffelprøve i Danmark for at kunne gå på jagt i Sverige - man skulle dog øve meget med riflen. Derfor kontaktede jeg straks skydebanen i Gram og fik øvet.
Nu var jeg klar - vild af begejstring og spændt på, hvad det ville sige at være på jagt. Turen til Sverige var en meget våd, men smuk tur. Vi ankom tidligt, ca. kl. 10.30; vi fik vores nøgler og fik pakket ud. Mandag vågnede jeg tidligt, stadig med sommerfugle i maven over hvad der skulle ske. Hele gruppen af jægere samledes ved en hytte, og derfra kørte vi ud for at se på terrænet, og hvilke pladser der var i år. Efter turen blev der trukket lod om, hvor vi skulle være på hvilke dage. Jeg skulle starte på plads 8 tirsdag morgen.
Tirsdag morgen kl. 03.00 stod vi op og pakkede bilen - det viste sig at være rigtig godt vejr med 18 grader. Jeg satte mig på min plads i det svenske, mørke landskab med min Carl Gustav ved min side. Da der var gået omkring en time, kunne jeg høre et dyr smæle inde fra skoven – det viste sig at være en buk, der gik så langt inde i skoven, at jeg ikke kunne se den tydeligt nok til at få den på skudhold. Jeg fulgte bukken en halv time, og så forsvandt den tilbage i skoven, lige så stille som den kom. Det var en rigtig god start på den ugelange jagt i Sverige. Om aftenen gik historierne lystigt om, hvad folk havde set og hørt. Der var bl.a. blevet nedlagt en flot spidsbuk, så der var rigeligt at snakke om. Den efterfølgende aften så jeg ikke dyr, men nød virkelig naturen og det svenske vejr.
Hele onsdag, torsdag og fredag morgen var der ikke meget røre i skoven, hvor jeg sad, men på de korte en- og toskudssalver, der brød den ellers lydløse natur, var jeg sikker på, at der var andre, der var mere heldige end mig. Og efter at dømme på det flotte antal bukke og ræve, der var på de daglige parader, var min intuition korrekt. Torsdag aften havde vi grillaften; vi spiste sammen i det gode vejr - der var ingen jagt om aftenen, da vi alle fik en del at drikke til vores grillmad.
Fredag aften havde jeg planlagt at slappe af, men min kammerat Anders overtalte mig til at tage med ud i skoven, hvor jeg igen fik plads nummer 8. Så vi pakkede bilen og tog af sted. Da vi ankom, gik jeg musestille ned på min plads - hvis jeg skulle nå at skyde et dyr, skulle det være i dag. Det tog en halv time, så var jeg på plads. Efter en lille time hørte jeg lyde ovre i skoven - præcis hvor jeg hørte og så bukken om mandagen. Efter et stykke tid så jeg bukken; det var en flot gaffelbuk, der kom løbende gennem skoven. Jeg lagde min riffel op på skydetårnets gelænder og sigtede efter bukken. Den forsvandt dog lige så hurtigt ind i skovkanten igen. Denne gang kunne jeg følge den ned langs kanten af skoven. I bunden af skoven drejede den ud i det fri i små hop. Jeg trykkede riflen ind til skulderen og fulgte de små hop i håb om, at den på et tidspunkt ville stoppe op. Der var jo ingen, der havde fortalt, at man skulle fløjte efter en buk for at få den til at stoppe. Nu var der ganske få meter til skovkanten, og det ville betyde, at bukken gik tabt. Men pludselig stoppede bukken op, og jeg klemte min aftrækker, og skuddet gik. Bukken gik ned med det samme, og jeg fik travlt med at repetere. Der opstod dog problemer, da jeg skulle have sigtekikkerten på bukken igen. Bukkefeber i stor stil! Jeg måtte trække vejret dybt et par gange og forsøge igen. Det gik med nød og næppe, og bukken blev nede. Nedstigningen fra tårnet var ikke sjov; jeg rystede og var i vildrede over, hvad der så skulle ske. Jeg skrev en sms til min kammerat Anders – det var vist helt ikke korrekt dansk, jeg fik skrevet, men han forstod budskabet. Inden jeg havde forladt skydetårnet, havde jeg sikret mig nogle pejlepunkter, hvor dyret lå. Det var Ole K. Hansen, vores svejshundefører, der havde givet mig dette gode råd, og det virkede; jeg fandt dyret 3 meter fra, hvor mit punkt var. Så kom det næste problem; dyret var ikke dødt, og jeg kikkede efter Anders og til min store lettelse, var han lige bag mig. Han viste mig, hvordan man stikker et dyr i nakken, så det dør hurtigt og smertefrit. Vi brækkede dyret på stedet, og fik båret det op til bilen for at afskylle det. Det var en stolt jæger, der vendte hjem! Min første jagt og mit første dyr – nu var der intet, der kunne slå mig ud. Da de andre vendte hjem, viste jeg stolt mit dyr frem. Der blev skudt et dyr mere den aften, og de lå flot side om side, så alle kunne se dem.
Lørdag morgen skulle jeg ikke på jagt, så i løbet af formiddagen var det tid til at slagte bukken. Da jeg aldrig havde prøvet dette før, og jeg ikke rigtigt vidste, hvordan det skulle foregå, bad jeg om Michael Petersens hjælp. Som alle andre på turen var han rigtig flink og sagde ja. Vi fik slagtet bukken med en kniv – og samtidig måtte vi bruge en fluesmækker til de mange bier, som blev tiltrukket af kødlugten. Bukken blev parteret og lagt i fryseren. Lørdag aften var den sidste jagt, inden vi skulle hjem. Jeg deltog dog ikke, da jeg havde fået et par ”bukkeøl” for meget.
Søndag morgen var hjemrejsedag; vi stillede op på parade, og jagten blev blæst slut, og vi fik sagt tak og på gensyn til alle. Turen hjem føltes meget kort, da vi havde en masse at snakke om - både denne tur og forhåbentligt næste års tur.
Så alt i alt en super dejlig og spændende tur.

Tak til alle der var med - for den gode stemning og folks gode humør. En speciel tak til Michael Petersen for de gode anvisninger. Håber vi ses til næste år. Debutanten Mike.