|
Formanden |
![]() |
Kære AMJ medlem
Nu bliver dagene hurtigt kortere. Efterårsmørket har sænket sig over land og by. Nogle mennesker sætter sig med en bog og en kop kaffe foran tvet og tænder måske op i brændeovnen. Det er da bestemt også ganske hyggeligt. Men vi jægere tager varmt tøj på, geværet på nakken, kikkert om halsen, kalder på hunden og tager derud hvor naturen kalder på os. Der hvor der ikke er gadelamper og reklameskilte og jager! Og når jagttiden er slut er vi alligevel derude. Nu med fodersækken til vildtet og inden jagten atter begynder, er det vildtplanterne der skal i jorden. For livet derude er jo herligt, ikke?
Atter et godt år!
Her i slutningen af året er det tid til at tænke tilbage på det år som snart rinder ud. Det blev igen et dejligt og meget tilfredsstillende år for Askov/Malt Jagtforening! Der har generelt været god tilslutning og højt humør ved de mange aktiviteter og møder vi har haft.
Jægerforbundet
Den nye struktur er nu på plads, vi er blevet en ny storkreds. Det Kommunale Fællesråd og Det Grønne Råd er på plads. Efter flere år med uro i toppen af Jægerforbundet må vi nu se fremad, og håber det bliver til glæde for jagten i Danmark. Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd i Vejen Kommune er blevet godt modtaget af de 15 jagtforeninger vi har i Vejen Kommune, og de gør et stort stykke arbejde for at få et godt samarbejde i kommunens jagtforeninger! Vi skulle jo gerne have en bedre tilslutning til de kommunale aktiviteter vi afholder, så som kommunemesterskaberne i hundeprøve, flugtskydning og riffelskydning. Og i det Grønne Råd arbejdes der hårdt på at få indflydelse i det der sker i kommunen, så som sagen om Klelund Plantage.
Jagten på Estrup
Det går bare rigtig godt i Estrup Jagtlaug! Jagterne er gået godt. Vandhullerne er blevet gode efter oprydningen. Der har været ænder med ællinger i år. Udsætning af fasaner gik desværre ikke så godt i år. Hvad skete der da? Jo, den første nat forsvandt der ca. 40 kyllinger. Hvor blev de af? Den næste dag var der en eller anden der mente, at de sidste skulle lukkes ud og åbnede døren! Vi fik dog ca. 30 kyllinger lukket inde igen, og dem er der gået godt med. Det er surt at man ikke kan havde det i fred! Og vi har fået jagtstuen rigtig flot udsmykket! Kom bare ud og se det, vi viser det gerne frem.
Engjagt i Hviding
Som noget nyt i år har vi lejet jagten på et engareal i Råhede, lige bag diget ved Hviding. Det er med græs og skulle være velegnet til jagt på ænder og gæs i blæsevejer. Der bliver solgt 15 jagtkort. Det bliver spændende at høre mere om engjagten, når efterårs-stormene kommer. Men her i skrivende stund ved vi, at to af jægerne allerede har skudt ca. 50 ænder tilsammen. Og da der tidligere var en lille storm her i år, var der en af deltagerne som skød 6 ænder! Det tegner rigtig godt!
Bukkejagten i Sverige
Foreningsjagten blev hurtigt fyldt op, efter der blev skudt vildtsvin sidste år. Det blev også en god tur i år som Ib Kragh stod for. Der blev dog ikke skudt svin i år, men flere hørte dem. De nye hytter vi fik på Oknø var ikke lige sagen. Flere var for små! Vi må finde nogle der er større næste år.
Riffelskydebanen
Riffelbanen i Skibelund er blevet et af vore helt store og velbesøgte aktiviteter. Kun kommunemesterskabet i riffelskydning var meget dårligt besøgt i år. Desværre var der kun én forening, ud over AMJ, som kunne stille med 4 mand til mesterskabsskydningen. Men rigtig mange riffelskytter benytter nu riffelbanen til både træning og indskydning, og både vore instruktører og mange andre hjælpere gør et stort arbejde med at passe banen. Det skal I alle har en stor tak for!
Vildtudbytte
Der skulle desværre et rykkerbrev til, inden nogle jægere kunne finne ud af at indberette deres jagtudbytte. Så det er glædeligt, at vi nu er over 80 % der har indberettet. Der er nok mange af de der fik en rykker i år som husker det til næste år.
Det vil uden tvivl blive til en stor fordel for Danmarks Jægerforbund når der skal forhandles ny jagttider. Derfor har vi som jægere en stor pligt til at hjælpe på bedste måde. Som jægere vil vi jo gerne have så meget vildt som muligt, og jagttider er jo ikke noget man forhandler imellem to parter. Det er alle mulige foreninger der skal høres, lige fra Dyrenes Beskyttelse, Ornitologisk Forening, og mange andre foreninger!
Må jages hele året!
Jo flere medlemmer vi er i Danmarks Jægerforbund, jo stærkere står jægerne politisk! Desværre er der stadig mange jægere som ikke er medlem. De er derved ikke med til at sikre fremtidens jagt i Danmark. Tag derfor en snak med naboposten under årets jagter, og forklar at et medlemskab sikrer fremtidens jagt gennem en ansvarsbevist jagtpolitik! En jæger der ikke er medlem af Danmarks Jægerforbund må jages hele året!
Flere og stærkere
Medlemstallet i AMJ er stort set det samme som i fjor, dog har der været en lille stigning, så vi i skrivende stund er 392 medlemmer. Et ordinært medlemskab koster p.t. kr. 682. Heraf går kr. 612 til driften af Danmarks Jægerforbund. Resten, kr. 70, går til vor forenings mange aktiviteter, f.eks. hagl- og riffelskydning, hundearbejde, jagthornsblæsning, jagtmuligheder i ind- og udland, foredrags- og hyggeaftner osv. Alt dette får du for under 2 kr. om dagen!
Et højt medlemstal er jo ikke et mål i sig selv, men måske snarere et udtryk for, at de mange tilbud og aktiviteter foreningen altid har stået for, bliver bemærket og værdsat!
Tak for et godt samarbejde!
Jeg vil hermed benytte lejligheden til at takke bestyrelse og suppleanter for et rigtig godt samarbejde gennem året. Desuden skal der herfra lyde en stor tak til jer alle for jeres store opbakning om foreningen, samt til alle jer der giver en hånd med i dagligdagen!
En stor tak også til de annoncører og skribenter der gør det muligt at fremstille dette blad. Og ikke mindst en meget stor tak til Jeppe Reklame, der gør et fantastisk arbejde med Jagtmagasinet, samt vor hjemmeside.
Knæk og Bræk
Glædelig jul og godt nytår
Med jægerhilsen
November 2008
Bent Knudsen

Et godt team: Bestyrelse og suppleanter i 2008.