Jægerkøkkenet

Fra natur til bord…..
Opskrifter fra medlemmerne!
Send din bedste opskrift til os – og glæd andre medlemmer. Har du en opskrift, som du vil dele med os andre, vil vi med glæde modtage den. I øvrigt har vi nu oprettet et link fra forsiden af vor hjemmeside www.askovmalt-jagt.dk som fører dig direkte over i en vildtkogebog. Velbekomme!


Dyrekølle med kanel
på kuglegrill
Jo den er god nok. Prøv bare. Det bliver garanteret en kanonoplevelse! Selv naboerne nyder duften fra grillen! Du vil garanteret ikke blive skuffet!

Ingredienser:
6-8 personer
1 stk. dyrekølle
3 x 150 g. bacon i strimler
3 stk. løg
Sød chili sauce
2 tsk kanel
Olie
Salt – peber
Grønsagsbouillon
1/2 l fløde
Maizena

Start med at udbene dyrekøllen – hvis du da ikke allerede gjorde det inden nedfrysningen.
Brun benet i lidt fedtstof sammen med en pakke bacon der er skåret groft ud og 1 løg der er groft hakket. Lad det bare koge i et par timer. Kom bare mere vand på hvis gryden er ved at koge tør.

Men nu til det sjove:
De 2 pakker bacon skæres ud i tynde strimler og de 2 løg hakkes meget fint. Brunes derefter i en gryde med lidt fedtstof. Køles lidt af.
Nu kommes bacon og løg ind der hvor benet var en gang og kødet rulles fast sammen og bindes godt med kødsnor.
Chilisaucen og kanel røres sammen med lidt god olie og dyrekøllen smøres ind inden den lægges midt i kuglegrillen over en drypbakke med bouillon i

Grill indirekte i ca. 11/2 time afhængigt af hvor gennemstegt den skal være. Brug endelig stegetermometer! Indvendig temperatur skal være mellem 65 og 75 grader.

Tag køllen ud når dens indvendige temperatur er nået og hold den varm i stanniol og viskestykke. Lad den hvile i ca. 20 minutter.

Mens køllen står og trækker laves saucen. Stegeskyen fra drypbakken tilsættes. Fløden tilsættes, koges op og jævnes let med maizena og smages til med salt og peber.
Køllen udskæres i tynde skiver og serveres med en lækker salat og nye kartofler.

God fornøjelse og velbekomme!

Jespers fasangryde

Denne opskrift stammer fra bæredygtig jagts hjemmeside (www.baeredygtigjagt.dk). Her kan du finde flere vildtopskrifter.

Ingredienser:
ca. 550 gram fasanbryst
ca. 200 gram røget bacon
30 gram kantareller (tørrede eller tilsvarende i friske)
3 stk. æbler (søde)
En håndfuld basilikum (frisk)
En håndfuld persille (frisk)
3/4 liter madlavningsfløde 18%
1/4 liter mælk
1/4 liter vand
2 spiseskeer vildt & kantarelfond
70 gram tomatpuré (lille dåse)
2 teskeer ribsgelé
1/2 teske chilipulver
Salt og peber efter smag
Jævning efter behov

Skær det røgede bacon i små tern, og svits det på en pande (dyb) indtil det er sprødt – læg herefter det røgede bacon på en tallerken
Skær fasanbrysterne i tynde strimler (på tværs af kødfibrene) og svits fasanbrystkødet på samme pande, indtil det er gyldent på overfladen – drys lidt salt og peber på – læg herefter fasanbrystkødet på en tallerken
Svits kantarellerne let på samme pande – læg herefter kantarellerne på en tallerken
Skrald æblerne, og skær dem i små tern, hvorefter de svitses, på samme pande, indtil de tager lidt farve – drys grofthakket basilikum og persille over, mens de svitses – læg herefter æblerne, basilikummen og persillen på en tallerken
Fløden hældes i den samme pande – tilsæt vand, mælk, vildt & kantarelfond, tomatpuré, ridsgelé og chilipulver, som varmes, indtil det småkoger. Tilsæt herefter fasanbrystkødet, det røgede bacon, kantarellerne og æblerne. Lad det simre under låg i ca. 45 minutter. Smag til med salt og peber og jævn til den ønskede konsistens

Tilbehør:
Retten kan serveres med kartofler, kartoffelmos, ris eller frisk pasta - og selvfølgelig en god flaske vin eller øl.

Jule-brændevinsost!
Ingredienser:
350 g. Danablue
150 g. usaltet blødt smør (evt. Kærgården)
3/4 dl. Brøndum snaps eller lignende
75 g. finthakkede valnødder

Danablue, smør og snaps røres (evt. blendes) sammen. Herefter tilsættes valnødderne.
Den færdige brændevinsost kommes i en krukke.

Spises på rugbrød eller kiks.

Hvis denne jule-brændevinsost forekommer dig bekendt, er det nok fordi den også var omtalt i Årshæftet, årgang 1996, men nu er det jo snart jul, og derfor er det jo oplagt at genopfriske denne specialitet!

Appelsin med fut i!
Appelsindram tilhører den mørke og hyggelige juletid.

5 modne appelsiner
1 vaniljestang
5 dl vodka
2,5 dl cognac
2 dl sukker

Skræl appelsinerne, og fjern det hvide skræl ind mod frugtkødet. Del appelsinerne op i stykker, og dæk frugtkødet og vaniljestangen med vodka og cognac. Lad det hele stå i tre uger, filtrer og tilsæt sukker. Lad det så igen stå en måneds tid før du smager. Uhm!

Syltede valnødder
Rist 300 g valnødder i ovnen på en bageplade beklædt med bagepapir ved 180 grader i ca. et kvarter. Kom nødderne i et rent, tørt viskestykke og gnub hinderne af i viskestykket. Kom nødderne i en gryde med saft og revet skal af en ubehandlet citron, en halv flækket vaniljestang og en lille tørret chili eller en teskefuld knust chili. Tilsæt 2 dl sirup eller honning og vand, så det dækker. Kog nødderne ved svag varme i ca. 45 minutter, til lagen er sirupsagtig igen. Kom de syltede valnødder i Atamonskyllede glas. Nødderne er lækre som tilbehør til ost, is eller frisk frugt, eller som snack til et glas portvin.