Måneskins-pürsch Den ”almindelige” pürsch er altid spændende, men at pürsche efter svin om natten er altså nærmest ulideligt spændende - og kan også give et ganske uventet resultat...

Af Finn Østergaard

Vi havde flere gange hørt Jens, vor tyske jagtkammerat og Jagdaufseher, fortælle om sine yderst spændende natlige pürsch efter svin, hvor han måtte ind på så nært hold af vildsvinene, at han i mørket kunne vurdere svinets alder og køn. Ofte var han derfor ganske nær svinene. Det lød næsten umuligt – og vildt spændende! Efter en lille trykjagt i januar, hos jagtnaboen, hvor det igen var lykkedes mig at deltage uden at se et eneste svin, undtagen de der bagefter lå døde på paraden – og hvor mine jagtkammerater igen havde haft jagtheldet med sig - var mit humør måske lidt trykket ved den efterfølgende jagtmiddag.

Da spørger Jens hvornår jeg igen kommer derned. Til februar ved fuldmåne, var mit svar. Godt, siger han. Så skal du med mig på natpürsch. Vil du det? Om jeg ville? Et sådant tilbud siger man da ikke nej til! Hele den følgende måned glædede jeg mig vildt. Drømte om sorte svin under månens sølvskær. Det eneste der kunne ødelægge det, var naturligvis vejret – og vejrudsigten så bestemt ikke for godt ud, da Poul og jeg kørte hjemmefra. Regn og op til 5-6 plusgrader om natten, og jo ikke antydning af sne. Det regnede da også i begyndelsen af bilturen på godt 500 kilometer, men under turens sidste kilometer kom den blege februarsol pludseligt frem over motorvejen. Yes!
Inden vi kom til vore værelser, lagde vi strategi hos Jens, som passer områdets Kirrungen. Det er de steder hvor han smider et par håndfulde majs som så søges af svinene. Flere steder er der også et vildt-ur, hvor man så kan se hvornår svinene har været på pladsen.

Skoven er sort som kul!
Det er helt overskyet og mørkt da vi kører ind i skoven, lidt før kl. 20. Kim og Poul skal sidde til cirka klokken 02, hvor jeg vil hente dem. Men kort før klokken 22, hvor jeg skal mødes med Jens ude i skoven, begynder det naturligvis at regne! Pokkers også! Skal vejret da ødelægge vor natpürsch?

Jens er naturligvis ikke tilpas med vejret, men er alligevel opsat på at prøve. På grund af mørket kommer vi dog til at sidde mere end at pürsche, siger han. Blot med bilens positionslys tændt, kører vi nu meget langsomt og stille længere ind i den store mørke skov. Regnen er da heldigvis stoppet, da vi stille gør os klar til vor natlige jagt, men det er stadig overskyet, og derfor ret så mørkt. Vi bevæger os nu i gåsegang meget forsigtigt et lille stykke frem ad gangen, mod den svage vind. Så står vi stille en stund og bruger vore store håndkikkerter i mørket, hvorefter vi atter rykker nogle få skridt frem. Efterhånden bliver Jens mere og mere forsigtig. Nu er vi nede på to, tre skridt. Kikkertpause, så igen et par skridt. Så står han helt stille en tid. Hvisker, at vi her, bag et stort træ, skal slå vore medbragte trebenede jagtstole op og vente nogle timer. Vi er omgivet af højskov og hvis der vil komme svin, er det inde under de høje løvtræer foran os. Hvor også den svage vestenvind kommer fra. Klokken er ca. 23 – og så begynder det naturligvis atter at dryppe…
Vi bruger flittigt vore kikkerter mens tiden går, omgivet af mørket og skovens spændende lyde. En mørk klat studeres længe. Argh, det er bare en træstub. Lidt efter glor man igen længe på den. En ugle tuder. Så lyder et skrig, og en stor fugl flyver elegant mellem træerne. Var det en musvåge? Et svagt knæk, og vore kikkerter løftes og drejes begge i den retning. Ingenting. Bare igen en gren der falder ned på skovbundens visne blade. Tiden går. Nu har vi siddet her i mere end to timer. Vi rejser os forsigtigt og strækker vore ben, inden vor siddende vagt atter genoptages.

Pludselig prikker Jens til mig og kigger frem og til højre. Jeg gør det samme. Kan dog intet se, men det er tydeligt at Jens har set noget. Så hvisker han, at der er et svin på vej frem, men det er meget forsigtigt. Endelig kan jeg se noget mørkt bevæge sig mod den våde og mørke skovbund, men hvor er det mørkt. I sigtekikkerten er det da helt umuligt!
Jens hvisker lavt, at vi skal forsøge at komme nærmere. Det er for mørkt til at skyde herfra. Jeg skal følge direkte efter ham, og idet vi meget forsigtigt flytter vore støvler, bevæger vi os frem til det næste træ. Det går nu op for mig, at Jens har forberedt en pürschsti, idet bladene er fjernet hvor vi bevæger os. Vi bruger igen vore kikkerter, inden vi atter, fod for fod, bevæger os frem til det næste træ. Svinet er alene, men det er meget forsigtigt. Det står ofte og sikrer. Det er nok en ung keiler, en überläuferkeiler. Det er uroligt og lister bort, men kommer atter meget forsigtigt frem mellem træerne. Hvis du kan se den tydeligt, og det står med siden til, kan du skyde, hvisker Jens. Jeg støtter riflen mod træet. Finder med noget besvær svinet i sigtekikkerten, men trådkorset er umuligt at se. Jeg skruer derfor lidt op for det lille røde kors og afsikrer forsigtigt. Da jeg atter søger efter svinet i sigtekikkerten er det borte. Men nej. Det står nu blot bag tre træer som dækker den. Der står det længe og sikrer, og jeg må atter tage riflen ned for at hvile armene. Jens hvisker, at det er usikkert. Endelig bevæger det sig, og kommer langsomt frem mellem træerne. Jeg har det atter i sigtekikkerten. Så stiller det sig foran et træ. Det er meget mørkt, men jeg kan dog se dets bagparti samt hoved og forparti. Jeg lader det svagt lysende lille røde kors glide bort fra hoved og hals. Finder så det mørke omrids fra dens forben, trækker op på kroppen, og klemmer forsigtigt på aftrækkeren. 9,3’eren brøler voldsomt i den stille skov, og jeg blændes af mundingsflammen. Jeg har en god fornemmelse mens jeg repeterer, men pludselig kaster Jens sin riffel op. Et svin kommer høvlende i fuldt firehjulstræk, og med både turbo og efterbrænder slået til, fra højre mod venstre, og passerer os ret nært. Så er den væk i mørket. Var der alligevel flere svin, tænker jeg undrende, mens jeg kigger mod skudstedet. Kan jeg se ”mit” svin ligge der?

Jeg tror…
Vi står begge stille og vagtsomme og kikker mod skudstedet en tid. Så hvisker Jens: Jeg tror… Jeg tror faktisk du ramte et træ. Jeg kigger undrende på ham. Jamen, den stod da foran et træ – og der var da ikke andre træer i skudretningen? Bliv her, lyder det fra ham. Han tænder sin lygte da han går mod skudstedet, som han undersøger grundigt. Jeg forstår intet. Var da så sikker. Så kalder han, og da jeg kommer frem står han med et stort grin og siger: Tillykke, du skød et træ. Træet var ikke bag svinet, men foran. Det du troede var svinets forben var kanten af træet”. Og han viser mig et stort hul i træet. Havde det været et lille træ havde du skudt igennem, men selv en 9,3’er kan altså ikke skyde gennem sådan en størrelse. Havde det været svinets forben havde det været et fint skud! Kom vi prøver et andet sted, siger han med et smil. Men jeg er nu flov da vi atter pürscher videre gennem den mørke skov. Vi undersøger derefter et par lysninger, men ser intet. Skal vi fortsætte eller hente de andre, spørger Jens, men klokken nu over to, så de andre skal hentes. Hvis vejret er godt prøver vi bare i morgen nat igen, siger Jens. Jeg mumler, at det vil jeg da meget gerne, for der er jo træer nok. Han griner og siger, at jeg jo nu har en historie at sætte på tryk, og jeg forsikrer ham, at det skal den blive – så det løfte har jeg nu holdt. De kommende par dage griner vi en del af den danske ”træjæger”! Det bliver derfor sent, eller nærmere tidlig morgen, inden vi tørner ind og sover det meste af næste dag.

Der drilles…
Vi mødes med Jens og hans kammerat, René, sidst på eftermiddagen. Desværre er det nu blevet et rigtigt møgvejr. Det blæser en halv pelikan, og af og til kommer der en byge. Det er ikke vejr til at pürsche i nat, siger de to tyske jægere. Vi tager det derfor bare med ro og hygger os sammen med vore tyske venner, som af og til lykønsker mig med det flotte skud! Så dukker Erik J. op. Han havde et møde derhjemme og kunne derfor først komme her fredag aften. Jens tilbyder mig, at jeg kan sætte mig udenfor skoven, hvor der stadig står lidt majs, såfremt det bliver vejr til det. Det er de lokale jægeres område, så jeg takker naturligvis for tilliden, mens de naturligvis fortæller mig at det dog bliver svært at skyde et træ derude…
Trods møgvejret kører jeg alligevel derud og står på markvejen 5-600 meter fra området fra kl. 22 til 23, men opgiver nattens jagt. Det er bare sort og det blæser stærkt og regner. Ganske vist behøves månen ikke i så høj grad herude i det åbne, men det er en helt åben stige!
Vi dropper nattens jagt og vælger alle at hygge os lidt på vore værelser. Men står dog op klokken fire og kører ud i skoven. Her besætter vi nogle pladser imens det endnu er mørkt, og pürscher derefter lidt rundt indtil kl. ni om formiddagen. Vi ser dog ingen svin, men Kim hører et svin grynte advarende da han går til sin plads. Om formiddagen undersøger vi de forskellige foderpladser. Der har naturligvis været svin på alle foderpladser i løbet af natten. Atter snydt!

Så er det sidste nat
Så er det lørdag aften. I morgen formiddag går det atter hjem. Jens ringer og tilbyder mig igen pladsen ved majsen udenfor skoven i nat. Han skal selv i byen om aftenen. Vinden er aftaget og der er let skydække. Måske vil vi få gavn af månen i nat? De andre fordeler pladserne i skoven, og jeg fortæller, at jeg vil gøre mig klar til at sidde hele natten, om nødvendigt. Jeg klæder mig på til det. Tager ekstra tøj med i rygsækken og tager også den lune sovepose med. Men det viser sig at være en både stille og lun februarnat, så soveposen forbliver nu i bilen. Da månen nu står senere op i dag, venter jeg med at køre derud til kl. halv ti. Jens har sagt, at da området er sumpet og vådt vil det ikke være muligt at bjærge et svin selv, såfremt jeg har held. Så uanset klokken skal jeg ringe til ham, så vil han komme med sin terrængående VW Syncro. Og hvis jeg ikke kan få fat i ham, skal jeg ringe til René.
Men da jeg står på markvejen er det så mørkt alligevel, at jeg i begyndelsen har svært ved at finde det rigtige sted at forlade bilen og derefter gå ud over markerne mod den mørkere skovkant, men endelig ser jeg det lave hegn som jeg følger til jeg kan skimte stigen mod den lidt lysere himmel. Det vil nærmest være en dødssynd at tænde sin lommelampe for at finde sin plads her!

Happy end!
Jeg gør mig det så behageligt som muligt i den åbne stige, så jeg kan tilbringe rigtig mange timer her, om nødvendigt. Den svage vind kommer fra vest og får majsen til at rasle svagt. Trods skyerne kan jeg dog tydeligt se rundt langs skovkanten, og på himlen bag mig kan jeg af og til skimte månen gennem skyerne. Det giver faktisk godt skydelys! Omkring klokken 22 forsvinder skyerne og månen kommer helt frem og sender sit grå spøgelseslys nedover markerne og skoven, så majsen foran mig næsten skinner som sølv. Over mig blinker stjernerne på den fløjlsbløde himmel. Langt, langt ude til venstre kan jeg ane et svin på marken, men det forsvinder da en bil kører mod skoven. Det er sikkert nogle af de andre lokale jægere der har opdaget den lysende måne og nu også vil prøve lykken.
Det er altså herligt, det her! Hvor jeg dog nu nyder at sidde i månelyset, men en time senere slukkes lyset desværre over mit hoved. Der er atter kommet skyer ind over mig! Det bliver igen ret mørkt og jeg slapper lidt af i stigen. Mit hoved nikker et par gange, men med ét bliver jeg helt vågen. Jeg hører noget springe ude foran mig i majsen. I kikkerten når jeg at se at det er et stykke råvildt, inden jeg aner en bevægelse til venstre for mig. Svin! Der er svin på vej, direkte mod mig langs hegnet! Det er en so med tre eller fire grise fra sidste år. Frislinge på omkring 40 kg. Blot 25-30 meter borte står soen helt stille og sikrer i min retning, mens hendes Frislinge tumler rundt i majsen og hegnet. Jeg trækker vist ikke vejret! Så tager hun et par skridt mod det skydespor der er lavet i mejsen, og hvor jeg har fået strenge instrukser om, at det er det eneste sted jeg må skyde!
Men nej. Hun vender atter og forsvinder ud gennem hegnet. Jeg har riflen klar, men hvor pokker blev de af? Så ser jeg dem atter. De er næsten lige bag mig på marken, men på den anden side hegnet. Jeg vrider mig rundt i stigen. De er højest 20 meter borte. Der er tre frislinge, men buskene i hegnet? Jeg tør ikke skyde på grund af grenene i hegnet, som jeg ikke kan se i mørket. Wuff, lyder det så pludseligt advarende fra soen. Vinden har drejet en smule og hun fik fært af mig. I fuld galop løber flokken tilbage mod skovens mørke sikkerhed. Puha – jeg ånder atter ud. Det var altså spændende! Men vil jeg få mere at se?

Atter sætter jeg mig til at slappe af. Tiden går. Langt inde i skoven lyder der et skud. I tankerne er jeg inde hos kammeraterne. Er det mon en af dem? Igen går en times tid. Så hører jeg atter noget rasle i majsen. Kikkerten på. Minsandten! En gris, en gris! Riflen kommer forsigtigt op, og et kig gennem riffelkikkerten viser, at jeg lige netop kan se trådkorset, trods svinets mørke børster. Imens har svinet bevæget sig ind på skydesporet i majsen. Og kort efter stiller det sig i et lidt skråt sideskud, blot ca. 40 meter borte. Trådkorset ligget støt på dets skulder. Riflen brøler, og i skuddet klapper svinet sammen og er øjeblikkeligt langt inde i de evige majsmarker. Liegt im Feuer, som man siger hernede. En stille glæde går igennem mig, mens jeg kigger ned mod den sorte plet på sporet. Så lykkedes det alligevel – og med et tilfredsstillende skud!
Jeg bliver siddende lidt i stigen, mens jeg nyder tilværelsen. Så er der tid for et kig på svinet. Det er en pæn frisling på ca. et år. Vægten siger 38 kg. efter opbrækning, da vi senere ud på natten vejer det hos Jens. En herlig spise, altså!

Men hvad nu?
Jeg trækker svinet bort fra sporet i majsen og ud til hegnet, hvor jeg brækker det på den tyske måde. Saver låsen op mellem bagbenene og hiver hele ”molevitten” bagud. Derefter lufter jeg kroppen ved at åbne op ved bovene. Kigger på uret. Klokken er nu 01.30. Sikke en tid at ringe til Jens på. Men han tager nu heller ikke telefonen! Han reagerer heller ikke da jeg sender ham en sms. Det er derfor med mange undskyldninger jeg ringer til René, som kort tid efter er hos mig på marken. Det viser sig nemlig, at der er en markvej ovre langs skovkanten. Han henter sin bil, men sætter forhjulene helt og aldeles fast i den bløde mosejord. Vi skubber og bøvler uden held. Så ringer han rundt til nogle venner, og tre af dem er på jagt i nærheden, så snart kommer Heiko, hans kone Petra samt Dirk. Men der må både graves, bøvles med donkraft, og lægges brædder under hjulene, inden de kan spænde Dirks firehjulstrukne Nissan for Renés vogn og trække den op til skoven.

Vi mødes hos Jens, siger René, og de kører. Jeg pakker sammen og vader over de bløde marker op til bilen på markvejen. Der er kommet en sms fra Kim, ser jeg nu. Han har skudt et svin i skoven. En überläufer på ca. 50 kg. Han og Poul er også på vej til Jens nu.
Klokken er mere end 04.00 inden vi har fået de to svin hængt op og fejret dem en smule med vore tyske venner!

Men også efterfølgende har vore tyske venner naturligvis drillet ”der Baumjäger” lidt for hans flotte træskud…