Med Aurora til Polen

Villy med turens helt specielle buk!
Af Villy Lautrup
Velankommen til vort jagtsted i Polen, efter 12 timers kørsel, bliver vi straks beværtet med en gang suppe samt koteletter og kartofler. Vi skal på jagt samme aften og bliver afhentet kl. 19.00.
Vore guider taler kun polsk og russisk, så det foregår med tegn og fagter. Terrænet er afvekslende med agerjord og skov. Min guide og jeg kører til en hochsitz ved en skovkant. Efter at have siddet ca. 10 minutter kommer de første dyr ud på marken. Der er vel 7 8 stykker, som vi kan se fra hochsitzen, og på et tidspunkt dukker der endnu to stykker frem. Den ene er en buk! Vist en seksender! Men det er svært at se, for den er ikke færdigfejet på den ene stang, der ydermere er skæv og løs. Den går vel ti minutter ca. 60 meter fra os og til sidst beslutter jeg at skyde den.
Hvordan det sker ved jeg ikke, men jeg rammer den i det ene ben og jeg kan se at den er ramt. Går lidt frem og idet den stopper, skyder jeg den spidst ind i brystet og den falder øjeblikkelig.
Blandt de andre dyr på marken var der også et par bukke, men nu kører vi tilbage, og der møder vi Kurt og hans guide. De har dog ikke set noget særligt.
Næste morgen står vi op kl. 03.30 og er på jagt kl. 04.00. Vi kører nu til en anden hochsitz og da vi kommer op i den, ser vi straks de første tre, fire dyr lidt borte. 20 30 meter fra hochsitzen lander en stork og går og tripper lidt i en vandpyt. I løbet af ca. 20 minutter er der ca. ti dyr på marken, foran os, samt storken. En lille buk går neden for hochsitzen, blot 5 meter borte, men der kommer ikke flere bukke frem. Så pürscher vi lidt rundt, men ser dog ikke mere. Lige inden vi er tilbage ved bilen får jeg et hosteanfald og guiden ser en stor buk stikke af. Vi kører nu et andet sted hen, hvor vi også pürscher rundt, men ser kun nogle råer. Men det er en skøn morgen med fuglesang og fint vejr.
Ved hjemkomsten fortæller Kurt, at han har skudt tre bukke fra hochsitz og to fra marken lige omkring hochsitzen.
Om aftenen bliver vi hentet kl. 18.00. Vi ser begge en del dyr, men skyder intet.
Næste morgen, som er anden Pinsedag, er der afgang kl. 04.00. Straks vi er oppe i en hochsitz ser vi 3 4 dyr. Der går ca. en halv time, så ser vi en buk der jager en rå. Jeg skyder til bukken, som jeg tror er ca. 200 meter ude. Jeg tror jeg skyder under, og da den løber til venstre skyder jeg derfor igen, og den falder. Det er en fin seksender og der er ramt perfekt. Bagefter var vi efter flere bukke, og havde også et par på skudhold, men de var for små. Det er igen en fin morgen, og da jeg kommer hjem, har Kurt også skudt en buk.
Da vi om aftenen sidder i hochsitzen går der en gaffelbuk ude foran os i tyve minutter, og i det fjerne kan vi se flere dyr. Men da det næsten er mørkt kommer der en spidshjort ud sammen med to hinder. De græsser ca. 60 meter fra os. Det var meget fascinerende!
Næste morgen sidder vi atter i hochsitz, og efter 20 minutter kommer der to dyr ud. Det er en buk og en rå. Havde jeg været hurtig, kunne jeg sikkert have skudt bukken, der var ca. 60 meter ude, men hvad! Senere kom der yderligere et par råer ud, men ellers intet. Så vi gik en tur. I en lavning ser vi en buk ligge, ca. 60 meter ude, og da jeg får skydestokken og riflen op, rejser den sig og skælder ud, og den falder for en god kugle! Det er en fin seksender! Efter opbrækningen går vi lidt videre og lidt senere ser vi en buk der ligger og sover, men den er for lille, så vi lister forbi.
I dette område er der mange traner, både på marken og i luften. Jeg ser vel 15 stykker. En fin morgen! Der var i øvrigt to svin i kanten af stykket, men jeg så dem ikke. Da jeg kom hjem havde Kurt skudt en keiler og en buk, så det går jo bare vældig fint!
Om aftenen ser vi meget råvildt, men kun et par små bukke kommer tæt nok på. Da det er næsten mørkt ser jeg skråt bagude, at der kommer en flok svin. Der er 7, 8 stykker. Jeg venter i spænding til de kommer nærmere og endelig kan jeg sigte på dem. Men det er svært at finde en i flokken, for de myldrer rundt, men endelig er det ok og jeg skyder! Jeg tror ikke jeg rammer, og skyder igen da flokken løber. Lidt efter går guiden ned og han finder en gris der er godt ramt. Det er desværre en so, øv!
Da vi kommer hjem hører vi, at Kurt igen har skudt en buk, så han vil ikke ud den sidste morgen. Jeg vil dog selv ud. Om ikke andet for så blot at nyde naturen. Jeg har jo sådan set skudt nok!
Turen var arrangeret af Aurora Jagtrejser og kan bestemt anbefales! Vi deltager igen til næste år!