Oplevelser med kronvildt gennem et langt jægerliv

Af Hans Jakob Knudsen

Kronvildt er nok det de fleste jægere har skudt mindst af. Derfor er det sikkert også det man bedst kan huske oplevelserne med. Det første stykke kronvildt en jæger skyder gør et mægtig indtryk på jægeren og det betyder ikke så meget om det er en seksender eller en fjortenender. Selv har jeg kun skudt en halv snes stykker, men husker dem alle tydeligt.

Jeg har aldrig anskudt kronvildt, men derimod har jeg tre gange skudt forbi, og det husker jeg næsten bedre end de gange hvor det faldt! Jeg må hellere begynde med at bekende mine forbiere. Da jeg altid gik igennem med hunden, havde jeg altid brennekekugler i bøssen. Jeg har dog aldrig skudt efter kronvildt med brennekekugler. Det varede længe før jeg købte en riffel. Selv om jeg havde skudt meget med riffel som finskytte ved hæren, havde jeg været lidt imod det til jagt. Jeg syntes, at det tog lidt af spændingen af jagten når man ikke længere skulle ind på 30-40 meters afstand for at skyde en buk. Det var først da der blev mere kronvildt at jeg købte mig en riffel.

Engang gik der hver formiddag tre krondyr ude i en mose, som vi kunne se fra køkkenvinduet. Det var en hind, en kalv og et smaldyr. Min kone mente så en dag at der havde været en hjort med, så dagen efter gik jeg derover med riflen. Hundyrene kom som de plejede. Det var dengang da det nærmest blev betragtet som en dødssynd at skyde hundyr, så jeg måtte nøjes med at nyde synet af dem. Jeg havde nok stået en halvtimes tid, og var egentlig ved at tænke på at gå hjem igen, da der kom en hjort ud og stillede sig fem meter uden for skoven. Nu må jeg nok indrømme at der gik panik i mig, og særlig da den drejede hovedet, så jeg kunne se de sorte krøllede hår i panden på den. Jeg skød med det samme stående, noget som jeg ellers aldrig gjorde, da jeg vidste det ikke var min stærke side. Hjorten snuste ned i mosset, hvor kuglen havde ramt og gik så tilbage ind i skoven igen. Men hvor jeg ærgrede mig da jeg gik hjemad. Jeg kunne jo bare have ventet til den var gået ud til hinderne. Så kunne jeg havde lagt mig ned og skudt den på 100 meters afstand med fast anlæg.
Så var jeg lidt uheldig ved feltskydningen i Hoven, hvor jeg altid var med. Jeg manglede kun tyve point til guld, da jeg på tre hundrede meter skød fem forbiere med de sidste fem skud. Jeg fik så den ide at med større forstørrelse i kikkerten ville jeg bedre kunne skyde på de store afstande. Den kikkert jeg havde forstørrede kun fire gange.
Så købte jeg en Swarovski til 3600 kr. Jeg skød et par ræve med den, men også et par forbiere! Nu er en ræv jo ikke stor, så er holdet ikke helt i orden, eller man rykker lidt i aftrækket, kan man let skyde forbi på en ræv, så det kunne jeg leve med.

Jeg indskød dog igen, da jeg også skød forbi på en buk, men alt var i orden.
En søndag eftermiddag gik jeg så en tur med riflen, da der altid kunne komme noget. Det var i oktober måned. Da kom der en rigtig stor hjort travende ud i mosen og gav sig straks til at æde. Jeg hørte senere, at den var gået bagud ved en jagt i en plantage på den anden side af mosen. De mente, at det mindst var en fjortenender. Der var nok to hundrede meter ud til den, men en hjort er jo et stort mål. Jeg lagde mig ned og fik fast anlæg på en lyngknold, og var helt sikker på at aftrækket var i orden da jeg skød. Hjorten travede en fire fem skridt frem og gav sig til at æde igen. Jeg havde fuldstændig tabt lysten til at skyde igen, så jeg gik hjem. Det er en højst underlig fornemmelse når man er så sikker på sit skud, og så målet overhovedet ikke reagerer! Dagen efter kørte jeg op til købmanden, hvor jeg havde købt kikkerten, og havde mest lyst til at sælge riffel og det hele.
Nu går vi over til lille Hans, sagde købmanden. Hans var landmand og jæger, og hvad han ikke vidste om kikkerter og jagt, var ikke værd at vide. Han indskød altid for købmanden, som handlede lidt med våben. Han tog bundstykket ud og satte riflen i skruestikken, og rettede ind på doktorens skorsten. Så kikkede han igennem løbet og kikkerten. Den er bare i orden, sagde han, og gav kikkerten en dask med hånden. Så kikkede han igen i kikkerten. Nej nu er den sku ikke mere i orden, sagde han så. Da havde krydset flyttet sig tyve centimeter op mod højre, og efter et par dask var den på plads igen. Det var ikke montagen som var løs, men virkelig krydset som flyttede sig. Nu forstod jeg hvorfor det var i orden når jeg indskød, og at jeg så senere skød forbi. Da der er evighedsgaranti på Swarovski kikkerter fik jeg en ny med det samme, men min tillid til Swarovski var væk. Jeg solgte den sammen med en 222 som jeg havde købt, fordi ammunitionen var billigere til den. Jeg solgte den til er en ung mand som skyder virkelig godt, og han skød syv bukke uden en eneste forbier, så jeg har nok fået en mandagskikkert, som man siger. Jeg købte så en Zeiss, som jeg har skudt med siden.

Hans Jakob ved nogle af sine mange trofæer!

Det var så de to første forbiere, og den tredje var det sidste skud jeg har skudt på kronvildt.
Jeg var på jagt ved min nabo og var sat på post ved en mark på en fem, seks tdr. land. Vi måtte skyde hvad der kom for af råvildt og kronvildt. Så kom der en hjort travende ned igennem et stykke små juletræer, og jeg kunne se den længe før den kom ud på marken, så jeg var klar. Da den kom travende ud over marken var det som at skyde på hjortebanen. Da var det at jeg skød min tredje forbier. De andre tog en sået mere, men jeg ville have skudstedet undersøgt. Jeg fandt også nedslaget af kuglen, og så vidt jeg kunne se havde jeg skudt under hjorten. På hjortebanen plejer jeg lige at trække igennem hjorten og så nappe skuddet af. Jeg må jo have sænket riflen, lige da jeg trak igennem. Da vi tog afsked sagde jeg til jagtherren, at han nu ikke skulle ikke ringe efter mig mere, da jeg havde skudt mit sidste skud efter løbende vildt. Jeg ville være ked af at slutte af med en anskydning.

Det var så mine forbiere, og jeg må indrømme at fejlen lå bag aftrækkeren ved det første og sidste skud! Derimod tror jeg, at hvis kikkerten havde været i orden, havde jeg haft fjortenenderen hængene på vægen!

Så kommer vi til de skud hvor det lykkedes. Det første var næsten samme sted hvor jeg skød forbi på den første! Der kom syv stykker kronvildt ud af plantagen hver aften. Så gik de om bagved gården og gik og åd lyng på et stykke hede om natten. Så gik de den anden vej om gården og gik ind i skoven igen om morgenen. Desværre gik de for sent ud aftenen og for tidligt ind om morgenen. Vi passede meget på ikke at lave noget unormalt uro. Min kone påstod endda at hun og børnene ikke måtte gå uden for en dør! Kronvildtet kom da også tidligere og tidligere ud om aftenen og blev længere og længere ude om morgenen. Nu skal der ikke meget uro til før de forandrer deres vaner. Kommer der for eksempel en hund efter dem, ser man dem måske aldrig mere. Kronvildtet er ikke meget stabilt og der skal ikke meget til før de lægger vanerne om. Søndag morgen bestemte jeg, at nu skulle det prøves. Vinden var sådan at de havde medvind når de gik ind om morgenen. Det går lidt mere langsomt når de har medvind! Jeg var ovre ved skoven en time før skydetid, men allerede en halv time før solen stod op kom krondyrene og gik ned i en lille mose. Den lå halvtreds meter før skoven med en græsmark imellem. Der gik de så og rumsterede en lille time, før de bestemte sig for at de ville over græsmarken og op i skoven. Der var en seksender og en stanghjort i flokken. Så kom der først en hind op over marken og så kom seksenderen. Jeg var helt klar og skød da den var halvvejs over græsmarken. Hjorten slog fra og løb ud imod mosen. Nu kom de andre som havde hørt skuddet, og da stanghjorten så seksenderen, for den imod den og væltede den, og så stod den og stangede den, da den lå på jorden. Da seksenderen var død, løb stanghjorten efter de andre ud i mosen. Der var store striber på seksenderen hvor stanghjorten havde stanget den. Den må jo med det samme kunne se at seksenderen var svækket og har straks udnyttet det.

Jeg har hørt om noget lignende fra en gammel jæger, men det er mange år siden. Han havde opdaget, at der gik kronvildt og åd i hans roekule om natten. Der var ikke meget kronvildt på egnen dengang, så det var noget af en begivenhed når nogen skød noget. Mads tog toget til Kolding, ud til Steckmann og købte fem patroner med brennecke-kugler. Da det så blev måneskin satte han sig ud til sin roekule. Der kom også en fem eller seks hjorte og begyndte at æde roer. Han udså sig den største, som fik en kugle. Men så var det han fortalte, at en af de andre stod og stangede den han havde skudt, længe efter at de andre var forsvundet. Da den store, som lå på jorden, blev ved med at slå med hovedet, turde han ikke skyde en mere. Jeg var nu tilbøjelig til at tro at det var en jagthistorie, men det er jeg ikke mere.

Den næste jeg skød var en otteender, som jeg skød sidst i oktober. Vi gjorde meget i klippegrønt dengang, og vi havde to af mine nevøer boende i efterårsferien. De ville jo gerne tjene en skilling ved at bundte grønt. Den ene af dem var en kommende jæger. Så en aften, da vi sad og spiste, sagde jeg at jeg næste morgen ville gå ud og skyde en hjort. Det blev der selvfølgelig grinet en del af! Det var jo ikke noget man lige gjorde, selvom der var ved at være mere kronvildt. Om morgenen stod jeg tidlig op og gik ned i mosen. Der gik elleve krondyr nede i mosen, og de trak stille op mod en lille granplantage, hvor jeg havde jagten. Det lå indtil Fromseir plantage på 16-hundrede tdr. land. Det var for tidligt at skyde, så jeg havde egentlig opgivet dem. Da kørte naboens datter på arbejde, og da det måske kunne vende kronvildtet, gik jeg tilbage igen. Solen var nu stået op så det var lovlig skydetid. Lidt efter kom kronvildtet travende ned mod mosen igen, og selvom de var 200 meter ude, bestemte jeg mig for kun at skyde hvis de standsede. Jeg havde fast anlæg på en hegnspæl, og lige før de kom til en kanal, hvor min jagtareal holdt op, standsede de, og nu stod hjorten fuldstændig fri. Jeg skød med det samme, og hjorten faldt på stedet. Det var en pæn otteender. Drengene skulle jo med ned at hente den. Da vi kom derned udbrød den ene af dem, nej hvor er den stor! Det er egentlig det man først lægger mærke til når man skyder en hjort. Det var en af de dage hvor det hele bare falder i hak! Var naboens datter ikke kørt på arbejde, var hjortene ikke vendt, og var de ikke standset, havde jeg ikke fået skudt!

Så skød jeg en stanghjort, men det er der ikke meget at skrive om! Den gik sammen med tre ungdyr en formiddag, og jeg kunne gå bagved et hegn, så den var 150 meter væk. Baggrunden var i orden, så jeg lagde mig ned med fast anlæg og skød den. Dengang skød vi altid hjorten hvis der var en i rudlen.

Den fjerde var også en stanghjort, som gik sammen med otte hundyr. Min nabo skulle have et par stykker råvildt til noget familie. Vi var kun tre mand, da det at skyde et par dyr var kun en formsag dengang, hvor der var en meget stor bestand af råvildt. Jeg skulle stå ved en græsmark, hvor Fromseir plantage lå på den anden side. Vi var næsten ikke kommet i gang, da der kom en hjort og otte hinder ud af plantagen og over imod det vi drev i. Der var nok en halvanden hundrede meter imellem plantagerne. Nogle af dyrene kom i trav og nogle i langsom spring, og de skiftede plads hele tiden. Jeg fik hjorten fri og skød. Den løb en tyve- femogtyve meter og faldt så.

Den femte hjort skød jeg i Skotland, men det er en hel anden historie. Jeg har skudt fire kalve, men da det gik lige efter bogen er der ikke meget at fortælle om det.

Der er lige et par episoder som skal med, da det er oplevelser med kronvildt. Vi var på rævejagt med jagtforeningen, og der var en tilflytter som kom fra en egn hvor der ikke var kronvildt. Han sagde, at han gerne ville se det, da han aldrig havde set kronvildt. Han havde hund med, så han skulle gå igennem. Vi begyndte med et stykke rødgran på en otte, ti meters højde hvor der var afgrenet gange, som driverne kunne gå i. Ellers var der ingen veje. Da vi var færdige og samledes igen, så jeg at han stod og viste de andre noget på sin skulder. Det var en stor blå hudafskrabning. Han fortalte, at han var blevet rendt ned af en hjort og slået sin skulder imod et træ. Når sådan en stor hjort skal igennem noget tæt skov, sætter den snuden i vejret, så geviret ligger hen ad ryggen, og så ser den ikke noget! Der var en som spurgte ham om han nu havde set kronvildt. Det havde han faktisk ikke, men han havde haft nærkontakt med det, sagde han!

En anden gang var vi også på rævejagt, men da var vi klar over at der kunne være kronvildt. Jeg gik igennem, og var lige kommet ud, så jeg kunne overse en stor skråning med juletræer. Der lå meget sne og det frøs en halv snes grader. Så kom der fire store hjorte ned over skråningen og det syn glemmer jeg aldrig. De kom i en række og når de trak vejret stod deres ånde som dampskyer i det frostklare luft! De havde retning mod købmanden, som febrilsk stod og rodede i lommerne efter brennecke-kugler.

Han nåede at få skiftet patroner og skød en flot tolvender på tyve meters afstand.

En anden gang stod jeg på post så jeg kunne se ned ad en skovvej. To af driverne kom op ad vejen. Der var to støvere i gang, og da driverne var 50 meter fra mig var det som om støverne gik i stå. Det skete, at når brunsten var ovre ville de store hjorte ikke flytte sig for hundene. Så gik en af driverne ind for at se hvorfor hundene ikke flyttede sig. Den anden driver kunne høre, at der kom hjorte lige ud imod ham, så han stod klar med brennecke-kugler. Han regnede med at hjortene ville gå fremad, men de ville bagud! Han nåede lige at sætte sig ned, før den forreste svingede forbenene hen over ham, og den næste holdt hovedet over krydset på den forreste. Han skød godt nok da hjorten var lige over ham, men ramte ikke. Jeg kunne se det hele. Det så meget dramatisk ud, og driveren var noget rystet da han kom ud. Jeg kunne blive ved med at skrive om mine oplevelser med kronvildt gennem de mange år, men har nu kun medtaget de mest specielle.

Fra gården hvor jeg boede i 50 år kunne jeg overse en mose på 40 ha, og før træerne groede op, kunne jeg overse meget af Randbøl hede, som er på 1000 ha. Da havde jeg mange spændende oplevelser, og da det er den eneste gang jeg har set det, er der nok ikke mange andre som har set det. Der gik en halv snes krondyr ude i mosen. Man så tit at to stod på bagbenene og boksede med forbenene. Det var mest smaldyr som gjorde det, men den dag var det en gammel hind og et smaldyr. Så blev smaldyret træt af legen og gik sin vej, men hinden blev længe stående på bagbenene og skuede ud over mosen!

En gammel jægers erindringer
Hans Jakob Knudsen har allerede bidraget med flere af sine oplevelser til vort Jagtmagasin i de sidste år. Det har givet ham lyst til at skrive, og han har nu skrevet en bog om sine mange oplevelser. I denne bog indgår også ovenstående kapitel om hans erindringer om kronvildtet. Bogen spænder fra barndommens liv på de fattige hedegårde på Vorbasse-egnen, samt om livet på landet, både i ungdoms- og voksenårerne og videre over masser af hunde- og jagtoplevelser, både herhjemme samt i Sverige og Skotland. Hans mange oplevelser er beskrevet med en vågen og kritisk sans for mennesker, dyr og naturen i en djærv og ægte fortællerstil, som gør denne bog til et stykke danmarkshistorie, oplevet gennem et langt og spændende liv. Bogen hedder ”En gammel jægers erindringer”. Den kan købes gennem forlaget på www.bogjagt.dk, eller tlf. 21 47 87 49. Måske kan du genkende bogens forside. Det er nemlig fotoet fra AMJ’s Jagtmagasins forside i 2006!

Red.