AMJ på jagt i Tyskland

Af Ole P. Johnsen

Så blev det endelig den 22. oktober og jeg skulle med bussen samen med 12 andre medlemmer af AMJ til Tyskland. Turen var lavet i samarbejde med Grontmij | Carl Bro A/S som havde inviteret nogle kunder med også. I alt var der 17 jægere der skulle med bus fra Askov/Kolding denne torsdag.

Bussen holdt ved Brugsen i Askov som aftalt. Efter et stop i Kolding, hvor resten af deltagerne stod på, kørte vi herefter syd på med kurs mod Fürstenwalde, som ligger lidt syd for Berlin. Sammen med busselskabet havde vi beregnet, at med afgang kl. 12.00 i Askov, skulle vi være fremme ved hotellet i Fürstenwalde omkring kl. 18.30. Det holdt nu ikke helt stik, for vi var først fremme omkring kl. 20.30. Heldigvis var vores guide på turen, kørt selv og han hjalp med at ordne tingene på hotellet, så der stadig var en god buffet da vi ankom.

Inden maden blev der trukket lod om pladser/stiger til de næste to dages jagt. Herefter kunne vi omsider få stillet den værste sult og de tyske værter præsenterede parolen for de kommende jagtdage. Parolen omhandlede sikkerhed, hvad vi måtte skyde, regler og meget mere. Dette tog næsten to timer, men blev så også løbende oversat til dansk. Efter alt dette hentede vi vores bagage i bussen og fik indkvarteret os på det fine hotel med to mand på hvert værelse. Efter en enkelt øl gik hovedparten af os alle vist hurtigt til ro, så vi kunne være friske næste dag.

Endelig fik vi aftensmad.

Fredag morgen var der morgenmad fra kl. 06.30 og kl. 07.45 skulle vi være parate til at køre med bussen de ca. 9 km ud til samlingspladsen for jagten. På denne plads samledes alle jægere og drivere til en ekstra parole, inden vi blev fordelt i forskellige biler og kørt ud på vores pladser.
Jeg blev sammen med en masse andre (Vi var ca. 35 jægere i alt) kørt ud langs nogle store højspændingsmaster og pludselig fik jeg besked om at her var min plads. Der var et fint skydetårn og dette kravlede jeg så op i. På Parolen havde vi fået at vide, at riflerne måtte lades, når vi var på plads i skydetårnet og at jagten herefter var i gang for den enkelte. Selve drevet ville dog først starte kl. 10.00, så alt efter hvor hurtigt vi kom på plads havde vi op til en time hvor vi var på jagt uden drevet var startet. Jeg havde blot siddet på min jagtstol ca. 5 min, da der pludselig lød lidt larm omme bag mig. Det var tre vildsvin som gik ca. 40 m inde. Desværre stod træerne så tæt, at det var umuligt at skyde til grisene, og de forsvandt hurtigt længere ind i skoven.

Kl. 10.00 havde jeg hørt 4 skud og herefter kunne man snart høre driverne et eller andet sted i skoven. Der skete nu ingen ting, før kl. blev ca. 10.30. Her hørte jeg pludselig lidt larm over på den anden side af det ca. 40 m brede spor jeg sad på.

Herovre dukkede kronvildtet op.

Pludselig kom der 5 stk. kronvildt rendende ud af skoven og med kurs lige mod mig. De kom nu ikke så stærkt, så jeg tog roligt riflen op og fandt en kalv i kikkertsigtet. Trykkede på aftrækkeren, hvorefter der lød et højt KLIK. Pokkers også – kornvildtet satte farten gevaldigt op og inden jeg turde putte en ny patron i kammeret var de væk igen. Patronen gik slet ikke af og jeg var rigtig ærgerlig.

Der var nu ikke grund til at sidde og bande, for efter ca. 5 min. dukkede der lidt vildsvin op ved den tyske jæger der sad ca. 100 m til venstre for mig. Der kom ca. 30 vildsvin i fuld fart lige forbi hans jagttårn. Afstanden og vildsvinenes hastighed var dog lidt for meget for mig, så jeg måtte pænt se på. Jægeren ramte et enkelt vildsvin omme bagi. Den løb derfor videre ind mod skoven bag os, men nu kun på forbenene. Det lykkedes mig her at få sat en god bladkugle på dette vildsvin lige inden det nåede skoven. Heldig nok var denne kugle åbenbart tilstrækkelig, for den blev i hvert fald liggende.

Umiddelbart herefter kom der 5 stykker kronvildt ud lige overfor mig igen. Denne gang var der mere krudt i patronerne, for spidshjorten jeg skød på, gik ned med det samme for en lidt spids bladkugle. Jeg registrerede at hjorten var død og holdt herefter på en smalhind som kom sammen med 3 andre spidshjorte fra samme rudel, som den hjort jeg havde skudt. Denne tegnede for en rigtig god kugle, men den løb nu videre alligevel. Jeg forsøgte derfor med to yderligere skud på den, inden den langsom tabte farten inde i skoven bag os, ca. midt imellem mig og den tyske jæger. Da jeg samtidigt konstaterede at tyskeren havde skudt på en af spidshjortene, som haltede ind mod skoven, måtte jeg lige skifte magasin i riflen, det var nemlig tomt, og så lykkedes det mig faktisk at få nedlagt denne anskudte spidshjort også.

Pyha – jeg skal love for at der skete noget på denne post. Bagefter sad jeg helt forvirret og skulle lige sunde mig lidt. Sikke en debut på drivjagt. Jeg sad nu også og blev lidt i tvivl, for måske var min spidshjort lidt højere end ørehøjde, som ellers var kriteriet på parolen. Kl. 11.30 var der heldigvis 15 min. skydepause, hvor det var tilladt at forlade stigen. Så jeg skyndte mig ned for at kigge på hjorten.

Her var mit første kronvildt

Efter kort at have snakket med den tyske nabojæger kravlede jeg op i skydetårnet igen, og var så lidt i min egen verden et stykke tid. Der kom ikke mere vildt ud hos mig, men da man også maksimalt måtte skyde til to stykker kronvildt pr. mand, var det nu også OK for mig.

En af vores jagtkammerater, Tjalfe var dog heldig at han inden jagten sluttede kl. 13.30 fik besøg af en rudel kronvildt og han nåede med fornem skydning at nedlægge to spidshjorte samt en smalhind. Tjalfe havde ikke rigtigt fanget den med maks. to styk kronvildt pr. mand.

Tjalfe med 2 spidshjorte

Efter jagten fik jeg heldigvis lidt hjælp (gode råd) til at brække min hjort, da jeg var lidt usikker på, hvordan man ordner et så stort dyr efter tyske traditioner. Hjemme på paraden var det nu tid til at få noget at spise samt lidt øl (0,5 l for 1 euro), samt snakke med alle jagtkammeraterne.

På paraden lå der i alt 13 krondyr, 5 vildsvin og en ræv. Senere kom der yderligere 4 krondyr, et vildsvin og et rådyr til, som blev fundet med schweisshunde. Heriblandt min smalhind, som blev fundet ca. 50 m inde i skoven ramt af tre gode kugler, hvilket jeg faktisk er lidt stolt af.

Parade dag 1

Efter jagten kørte vi retur til hotellet. Vi fik pænt besked på at der var et mindre arrangement kl. 20.00 på hotellet, da jagtens fine resultat vist skulle fejres. Vi besluttede alle at spise på hotellet og fik da også noget ganske fint mad til en overkommelig pris.

Kl. 20.00 kom vores jagtværter for nu skulle de nye jægere (første vildsvin og første krondyr) fejres. Jeg vil ikke skrive så meget om dette, men tre stk. 5 cl. Jægermeister lige efter hinanden var godt nok lidt hård kost. Jeg er vist blevet lidt for gammel til dette. Jeg fik i hvert fald rimelig dårlig mave lørdag morgen, da vi skulle op og spise inden jagten gik i gang igen. Pga. køre-hviletids regler blev vi afhentet på hotellet af jagtværterne. Parolen blev hurtigt overstået og herefter blev vi kørt på post igen. Jeg havnede denne gang inde midt i skoven, hvor min stige stod ved to skovveje. Et ganske fint sted, men der skete nu ikke alverden på denne post. Jeg så lidt råvildt når de smuttede over skovvejene, lidt hjorte (2 tolvender, en fjortenender, en sekstenender samt yderligere en kæmpehjort som ikke var mulig at tælle). Lige da klokken blev 13.30 og jagten var forbi kom der selvfølgelig en større rudel kronvildt forbi på ca. 40 m afstand. Men jeg måtte så bare nøjes med det flotte syn.

Vi mødtes igen til paraden, som denne gang bestod af ca. 13 krondyr og 6 rådyr. Desværre ingen grise denne gang. Der var ellers set flere grise – men der blev kun skudt forbi.

Da paraden sluttede lørdag, ventede vores bus på os, vi kørte alle sammen direkte tilbage til Kolding og Askov. Vi var i Askov omkring kl. 23.30 efter en spændende jagttur.

Vores lille selskab klarede at nedlægge ca. 13 kronvildt, heraf en ulige otteender, en seksender samt 3-4 spidshjorte. Et vildsvin til Jens Lundby samt ca. 6 rådyr. Jeg tror at stort set alle fik set kronvildt og alle, undtaget Tom Hansen fik afgivet skud.

Vi har allerede besluttet at Tysklands-jagten gentages i 2010 og sat den på vores program igen. Jeg forventer igen at vi har rådighed over 20-22 pladser. Jeg kan nok ikke love at vi også i 2010 får sponseret guide og bus, så jeg forventer at deltagerprisen kommer til at ligge omkring kr. 5.300,- pr. person samt transport til Tyskland. Afhængig af ønske kan vi enten køre selv eller leje en bus i fællesskab.

Belært af erfaringerne fra den sidste tur vil vi forsøge at få afklaret afskydningsreglerne lidt bedre. Vi havde nemlig forhandlet os til lidt bedre afskydning end de andre deltagere og det gav således lidt usikkerhed, når det blev meddelt på parolen at der ikke måtte skydes otteender hjorte og at hinder f.eks. var fredet. Vi måtte nemlig gerne skyde disse også. Så der bliver lidt at arbejde med til næste jagttur. Der var i øvrigt trofæafgift på seks- og otteender hjorte på 250 euro, mens alle spidshjorte var fri. Desuden var der en trofæafgift på 400 euro på keilere ældre end 2 år. Det sidste blev der dog ikke brug for denne gang.

Jagtværterne beklagede at der ikke kom flere vildsvin på paraden, men sådan er jagt jo også. Dog vil bevægelsesjagt, hvor hundene holdes i snor nok ikke give så meget bevægelse i vildsvinene. Specielt ikke når det er vindstille, hvor alt vildtet har let ved at holde præcist styr på hvor driverne og skytter befinder sig. Desuden er 2 x 2.000 ha et rimeligt stort område til 35 jægere og ca. 30 drivere.

Jeg vil til slut sige tak for godt selskab til mine jagtkammerater og medlemmer af AMJ som deltog på jagten. Vi havde en rigtig god stemning i bussen, på hotellet og i forbindelse med jagterne.

En lille en til halsen – fejring af første kronvildt.