Sidste år blev jeg hårdt presset af redaktøren på dette jagtmagasin til at skrive om min Otterup 7x61 S&H. Som redaktør har man jo meget magt, og han havde også tilladt sig at afslutte artiklen med dette citat: Nu glæder vi os til at se Viggo nedlægge en tilsvarende stor hjort, lige som sin far og farfar, med "den store arv ".
Det var lidt af en udfordring.
Den fik jeg den 26. september hvor jeg igen havde mulighed for at aflægge skoven et besøg. Jeg havde i forvejen planlagt et møde med et par jagtvenner i skoven kl. 0900. Det skulle senere vise sig at være en rigtig god ide.
Jeg kørte hjemmefra kl. ”midt om natten”, sammen med min søn Bjarke. Bjarke har tidligere været med i skoven som driver, hvor han var ved at blive rendt over ende af 7 stk. kronvildt. Så han ved ligesom hvordan de ser ud. På listefødder i mørket blev Bjarke anbragt som observatør i en hochsitz, hvor han ville få en god udsigt over et åbent område. Jeg satte mig nogle hundrede meter derfra. Der gik ikke lang tid før jeg kunne høre brøl meget langt væk. Efter ca. en halv time kunne jeg også høre en person der var udstyret med noget der lød som en stegepande og en hammer der konstant blev slået sammen. Jagtvenner? næppe!!!
Bjarke ringede og mente at det var noget jeg skulle tage mig af. Jeg var helt enig. Vi aftalte, at vi lige skulle vente lidt endnu. Kl. var jo kun ca. halv otte. Godt knotten i skralden over denne, ikke jagtven, der ville forsøge at ødelægge min jagtdag, begyndte jeg at gennemgå lovgivningen på området og kom hurtigt frem til både varetægtsfængsling og præventiv frihedsberøvelse i hele jagt sæsonen.
Midt i al denne tankevirksomhed kom der pludselig en spidshjort frem, ca. 75 meter borte. Op med riflen i fri hånd. Jo den var god nok. Nej, det er bedre med fast anlæg. Riflen og hele Hr. Melvang 15 ca. til højre - anlæg på bommen på min hochsitz - sigte - knuge – BANG!
Jeg kiggede op. Det første sekund kunne jeg ikke se, hvor den var. Efterfølgende så jeg den løbe tilbage ind i en tæt gran bevoksning, hvorfra den var kommet. Skoven var helt stille efter skuddet. Lidt efter kunne jeg høre en knaselyd længere inden mellem træerne. Igen blev der stille. Meget stille. Selv min ikke-jagtven havde opgivet sit spektakel. Kl. var nu 07.41.
Den var ganske tydelig blevet ramt. Men hvor og hvordan??
Det var et hurtigt skud. Måske for hurtigt?? Glemte jeg at tænke mig om? Havde jeg glemt alt det min far havde fortalt mig om, med at jeg kun måtte lade med eet skud for at bruge det fornuftigt?
Mine tanker blev afbrudt af telefonen. Det var Bjarke. "Var det dig der skød ". Det måtte jeg jo erkende og samtidig fortælle hvad der var sket.
Jeg kravlede ned at stigen og fik tjekket skudstedet. Der var masser af blod. Jeg søgte videre i en radius på ca. 10 meter, men fandt intet. Der blev pakket sammen og jeg fik ringet til mine jagtvenner for at finde en løsning på hvad der skulle ske. Resultatet blev at jeg ringede til Viggo Knudsen på hans fødselsdag.
Viggo kom kl. 9 sammen med sin hund. Viggo og hund fik området for sig selv og jeg kunne afholde det aftalte møde. Der gik dog ikke lang tid før Viggo kom tilbage med et TILLYKKE. Hjorten lå kun 30 meter fra skudstedet.
Glæden over et fint jagtforløb er ubeskriveligt. Der-næst var det jo helt fint med alle de gode jagt venner der var samlet. Det kræver noget at få slæbt et dyr af den vægtklasse de ca. 100 meter ud til fast vej.
Tak til Poul, Flemming, Viggo og Bjarke. Det var, og er ikke jordens største hjort, men det var den første og den fyldte hele min dag og noget til.
Red: Et stort tillykke til Viggo med den første kronhjort, nedlagt med hans minderige riffel. Nu glæder vi os jo så bare til at se ham nedlægge en hjort med lige så mange spidser, som sin far og farfar, med " den store arv”! Men godt begyndt er jo halvt fuldendt, ikke?
Den første hjort! Et stort øjeblik!