Diana-året som nok aldrig kommer igen

Af Lars Wagner

Som vi alle ved, starter jagtåret den 1. april, og det går så et år frem. Jagtåret 2008/09 er og bliver noget som jeg kun kommer til at prøve en gang i livet, tror jeg!

Tyskland

Det startede med at vi tog af sted på bukkejagt d. 24. maj 2008 i Tyskland, nærmere betegnet 40 km syd for Rostock. Der har vi igennem de sidste fire år oparbejdet et godt kammeratskab med nogle tyske jægere. Vi kan komme så tit vi vil efter svin. Bukkene stilles der store krav til, og de skal være over fem år gamle. Så vi har fået en del erfaring i at kende bukken på dens alder ang. hals, hoved og ansigtsfarve.
Den første aften skete der ikke det helt store. Næste dag var vi ude til middag, hvor Freddy kom rigtig tæt på en rå med to lam, efter at han havde sat mig af i en hochstand. Det endte med at råen fortrak smældene, og lammene blev liggende. Efter et stykke tid begyndte lammene at kalde på råen. Lidt efter kom ræven snigende for at få sig et let bytte, men det fik den ikke! En lille hanræv måtte lade livet i det lange græs.
Om aftenen flyttede vi til et andet revir for at prøve lykken. Efter jeg havde siddet i to timer kom der to bukke springende igennem lysningen som jeg sad i. Efter den store fik jaget den lille væk kom den roligt tilbage. Jeg vurderede at det var en 3-4 års buk, og måtte derved nøjes med synet.
Det var nu ved at blive mørkt, men jeg kunne stadig se rimelig godt. Jeg kiggede bagud for lige se om der skete noget. Ud af øjenkrogen så jeg et gråt dyr, på størrelse med en ræv, komme kravlende ned af et bøgetræ med hovedet nedad og halen direkte opad stammen. Jeg må erkende, at jeg var dybt rystet og tænkte, ”det er sku da vel ikke en abe”, men efter lidt logisk tankegang måtte det være en vaskebjørn. De havde sagt at mårhunde og ræve måtte skydes her, og de grinede da de sagde at vaskebjørne også skulle nedlægges, hvis det skulle forekomme.
Jeg nåede ikke at få riflen op, inden den var nede i det lange græs og var væk. Jeg bandede inden i mig selv, og vendte mig om for at se ned på foderpladsen. Da jeg kom til at kigge godt efter på foderpladsen var der et eller andet der gik rundt dernede. Op med riflen, og der kunne jeg se en mårhund, tænkte jeg. Et sekund efter der var afsikret løftede den hovedet. Hvad var det? Den havde briller. En vaske bjørn mere. Jeg skød og kunne se at den lå stille.
Tvivlen var der. Var det det ene eller det andet. Jeg ville ikke gå derned, eftersom der var halvanden time til at vi skulle mødes som aftalt, hvis man ellers kunne finde derop igen. Derefter gik der en lille time hvor der ikke skete noget. Nu var det rigtig mørkt og man kunne kun se med riffelkikkerten. Bag mig kunne jeg pludselig høre svin i underskoven. En so med ca. 12 smågrise kom over sporet hvor jeg sad. En masse øffen og de gik stille forbi mig på en meters afstand fra stigen jeg sad i. Det var første gang jeg havde oplevet svin på så tæt hold.
Det blev nu tid til at pakke og gå om til samlingsstedet. Vi kørte om til foderpladsen for at hente hvad det nu var, og ja, det var en vaskebjørn. Stem-ningen steg, da der kun er en ud af de 20 jægere i området som har skudt vaskebjørn.
Vi tændte bål i udkanten af skoven, og det var først der det gik op for mig hvad der var sket. Vi fik den drukket død, som man nu gør i deres selskab, og så skulle vi da lige sove lidt. Vi fik os plantet fire mand i to biler så godt vi kunne. Sov til kl. 03.00 og så ud i stigerne igen. Efter tre timer var kulden ved at få bugt med mig, da vi jo ikke havde fået sovet det helt store, men med et stod der atter en ræv på foderpladsen. Jeg skød i et godt sideskud, og så måtte jeg ned af stigen for at få varmen. Der blev skudt en überläuferkeiler samme morgen, og det var hvad det blev til på denne tur. Vaskebjørnen er ved at blive udstoppet, da jeg ikke regner at få flere af dem i jagtjournalen. Den første skal man da værne om.

Hjemme

Hjemme i Danmark nåede jeg ikke at få skudt en buk, havde et par gaffelbukke for, men nej. De gik i avl. Jeg har stadig den første danske 6-ender til gode, så jeg venter med længsel. Ligeledes blev det til et stykke råvildt i oktober, samt en del fuglevildt og ikke mere i denne sæson.

Ungarn

I februar 2008 havde vi bestilt en drivjagt i Ungarn ved Diana Jagtrejser. Det skulle være sidst i november. Det havde vi jo glædet os til i 42 uger, men så gik det hele næsten i vasken da de drejede nøglen, og alle var meget bedrøvet. Heldigvis kunne Buhls jagtrejser på to dage stable en tur på benene. Fedt vi skal af sted, men der er jo en hel del papir der skal laves igen, plus alt det til rejsegarantifonden. Buhls jagtrejser var en god hjælper i denne pressede situation, men onsdag morgen i uge 48 kl. 6.00 sprang vi ombord i vores flyver til Ungarn.
Vi ankom til vores revir kl. 17.15 og blev fordelt på vores værelser. Nu var vi s** klar. Det var i det nordøstlige Ungarn. 80 km fra Ukraine og Slovenien. Det var et bjergrigt landskab, hvor det højeste bjerg er 1200m, dækket med 10 cm sne, og høj sol da vi stod op den første dag. Mit livs første drivjagt, og så i sådan nogle omgivelser. Vi blev kørt op i bjergene og sat af med hver vores guide.

Dag nr. 1 fik jeg så en af mine ønsker opfyldt. Jeg fik skudt to stk. überläufer, så det var alle tiders. Dag nr. 2 gav 1 stk. überläufer og mit første stk. kronvildt. En meget stor hind som kom væltende ned af en bjergskråning, og lige ned i hovedet på mig.

Den 3. dag var arrangeret på et privat revir. Her kunne vi det hele, men der havde været for mange jagter. Vi så to vildsvin, og jeg fik fornøjelsen af at se to hjorte komme stille forbi på 30 m afstand. En flot 14-ender og en 12-ender.
Dagen endte med 2 skud forbi på de 2 eneste vildsvin der blev set denne dag ”Und der Jagd meister” kørte hjem uden at vise ansigt. På de første 2 dage blev der nedlagt 3 hinder og 2 kalve, samt 22 vildsvin af 7 jægere. Skudstatistikken lå på de berømt 3 skud pr. stk. vildt. Vi var jo nogle der mente der var flere skud i luften, men andre påstår at det var ekko fra bjergene. Ok drenge, så kalder vi det ekko.

Mouflon

Den dag hvor vi skulle hjem havde vi fået tilbud om at komme ud om morgenen for at skyde hjort, svin eller muflon. En valgte hjort. En anden svin, og undertegnede valgte muflon. Jeg skulle prøve om det kunne lykkes med 3 nye vildtarter i jagtjournalen på sam-me tur, ligeledes havde knægten derhjemme det største ønske om at det kunne blive sådan en.
Vi blev hentet kl. 05.45 i de berømte jeep med egetræer som støddæmper, og så gik turen op i bjergene, hvor vi lister os rundt i bilen, fra den en top over til den anden. Efter 1 time kom der 4 hinder over vejen, men jeg takkede nej til at nedlægge en af dem. Lidt senere fik vi kontakt med et muflonlam som trak op af bjerget, og der blev ikke mulighed for skud.
Eftersom skyerne hængte på bjerget, var sigtbarheden ikke særlig god, men pludselig fik en af de 3 der var med i bilen øje på en flok mufloner langt oppe.

Der var ca. 65 stk. så nu steg pulsen til over det der er lovligt. Gustav og jeg listede os ud af bilen og begyndte at vandre op af bjerget. Ikke nogen nem sag i 10 cm blade, sten og grene, og med 10 cm sne oven på. Vi kom 250 m op. Her begyndte vinden at drille, så flokken delte sig, og den ene halvdel trak op over bjerget og den anden tog flugten langt væk til venstre.
Her kommer konditallet så ind i billedet. Mens Gustav stod og kiggede på de ca. 30 får der var på vej op af bjerget, stod jeg lige og trak alt hvad der var af ilt ind i en radius af ca. 50 meter. Midt i min kamp om alt det ilt, sagde han ”Jetzt”. Der var 2 hunfår og en vædder som var trukket lidt ud til højre og stod stille. Ligeledes var der en vædder som stod endnu længere til højre, ca. 200 m fra os. Det fik han fremstammet på det bedste tysk han kunne. Jeg var i tvivl om det skulle være den ene eller den anden der måtte skydes. Ligeledes ville han have jeg skulle skyde fritstående. Det prøvede jeg, men kunne ikke få hold på den, så jeg listede over til et træ, men i det samme listede de efter flokken og op over bjerget.

Vi kæmpede os op til toppen. Her var der ingen dyr at se da der var tæt krat. Nu var Gustav også kommet i iltmangel, så vi tog en pause på 10 minutter, hvor jeg lige fik en hvid kondistang. Vi daskede ned af en vej, som endte næsten nede ved bilen, men som slangede sig ned at bjergsiden. Efter 5 minutters rask trav fik jeg øje på et hunfår og et lam 120 m. fra os. Gustav gav tegn til at jeg kunne skyde lammet, og jeg lagde riflen op på hans skulder. Jeg prøvede at forklare ham, at han skulle tage en finger i øret inden jeg skød, men han rystede på hovedet og jeg lagde an. Den stod med bagen til os, og med drejet hoved i vores retning. Jeg holdt på øret og trak så ned midt på halsen, og den gik ned i skuddet. Så var der glæde, og alt var jo perfekt. Vi kom ned til bilen og fik en snaps, noget der var værre end ratzepus. Bilen blev læsset, og så drog vi hjemad. Efter 40 minutters kørsel stoppede bilen ved en kløft. De sad og kiggede over på bjerget længere overe, som rejste sig for bunden af kløften. Jeg sad og kiggede, og spurgte hvad de så på. ”Der står et hunfår deroppe”, sagde han, hele bjerget var nu dækket af morgensolen, som var brudt igennem, men nej, jeg kunne ikke finde det. Han pegede ca. 80 meter højre oppe, mellem noget lavt bøgepur. Der kom den stille ud og var fri til skud.
”Schiessen” sagde han, Nej, sagde jeg. Den var jo alt for langt væk,
”Probieren, prøv”, kom det fra ham. Wie viele meter?, spurgte jeg.
Ca. 280 m. Herefter viste han med begge pegefinger hvor meget jeg skulle holde over. Med fast anlæg på taget af bilen fik jeg hold på den, og lod skuddet gå. I første øjeblik var jeg sikker på det var et forbiskud men med et faldt dyret sammen og gled ned af bjergsiden. Jublen var stor og der blev givet klem af Gustav, som om han havde vundet i lotto. Med et tog føreren af bilen fat i mig og sagde ”Schiessen! Sehr, sehr gutes Widder”

Jeg kiggede op hvor hunfåret havde stået for et 1/2 minut siden. Nu stod der en vædder i solen, med den kendte hvide saddel på ryggen, og hvilken en. Der blev med et totalt stille. Vædderen var kommet ud af bøgepuren, for at se hvor hunfåret skulle hen i den fart.
Jeg prøvede at få hold på den, men pulsen var høj, efter at have skudt et stykke vildt på den afstand. Jeg fandt vædderen i kikkerten og trak op over den og trykkede af, intet skete. Den løb 15 m til højre og stillede sig med siden til. Du skød over, sagde han og jeg prøvede at holde lidt lavere og lod kuglen gå. Her nåede jeg at se sneen sprøjte op lige under bugen på den. Nu løb den 15 m tilbage igen og stod nu med fronten lige i mod os. Jeg prøvede at styre feberen, men det er ikke nemt med sådan en herre i krydset, og når der samtidig er 3 personer der bare siger ”schiessen, schiessen”. Jeg sigtede på halestumpen for at ramme den på ryggen. Det rungede vildt i bjergene, efter jeg havde ladet min sidste kugle gå. Med et klappede han sammen og tog samme tur ned af bjerget som hunfåret. Jeg stak Gustav sådan en skulderlammer at han nær var røget ud af bilen. Derefter fik han riflen og nu kom rusen for alvor over mig. Aldrig har jeg stået og råbt så lang tid ud i så flot en natur. Her kunne ingen stoppe mig. Jeg var overlykkelig og kunne ikke kende mig selv af glæde. Efter 5 minutters spjætteri og håndklap tog jeg så riflen tilbage, åbnede den og fik øje på et tomt hylster der kom flyvende ud, og derefter et tomt magasin. Her tør man ikke tænke længere.
Vi kørte nu 10 min ned for at finde en vendeplads. Derefter tog det 20 min. at komme over til den vej hvor de mente dyrene lå på. Bilen stoppede og Gustav’s eneste kommentar var, man oh man, du bist einen sniper. Ja men held skal der jo også til.

Han hængte i nogle små bøgetræer på siden af vejen, så først da jeg kom på den anden side af dem kunne jeg se trofæet. Her kom så bølge nr. 2. En gammel herre på 9 år, og det var en ”Einwachser Widder”. Et kanon trofæ!
Det har senere vist sig at det er den største der er nedlagt i området de sidste 10 år.
Nu var tiden ved at være brugt. Aftalen var at vi skulle være hjemme kl. 9.00, så vi var langt efter tidsplanen. Bussen ville hente os kl. 11.00 og idet jeg ikke er den første der går i seng, havde jeg ikke fået pakket det mindste aftenen før. Der var jo lige en sang som skulle synges, og en lille rom som skulle smages.
Jublen var stor da jeg så de andre på pladsen foran huset. Det blev ikke mindre da vi holdt ved paradepladsen og de lagde bagsmækken ned. I alt 3 muflon trimlede ned på sneen, og så skal jeg ellers lige love for at jeg blev bombarderet med spørgsmål.
Efter et bad på ca. 35 sekunder, samt en hjælpende hånd fra min makker Rene, fik vi stoppet det hele i kufferten. Op til pladsen for lige at tage de sidste billeder, samt se dem inden hjemrejsen.
At sådan en oplevelse kan give en selv en klump i halsen, når man sidder der i bussen bare 3 timer efter sådan en morgen. Det kan jeg hermed skrive under på.
Efter ca. 3 måneder kom trofæet så endelige hjem. Man drømmer jo om medaljer, så spændingen var stor da Jacobs målebånd fra Trophy Arts fløj rund på de mørkebrune horn. Det endte med at han tastede og tastede, og til sidst sagde han, ”Tillykke med bronzemedaljen, den er 192,7 point. 2,3 point fra sølvmedalje”
Jeg har nu noget som jeg i min vildeste fantasi ikke havde drømt om at jeg skulle have hængende. Den er blevet hovedmonteret og skal have drømmepladsen når nu jagtstuen bliver lavet.

Atter Tyskland

I januar 2009 tog vi lige et smut til Tyskland for at atter at forsøge os med de vildsvin. Her blev det så til en ræv og 2 überläufer mere til journalen, så nu er jeg blevet ramt at svinefeber, nu må man af sted igen. Om Diana giver en sådan en oplevelse igen vides ikke, men hvis det sker skriver jeg til dig igen, Finn.