”Knæk og bræk med dig, vi ses om en uge”. Finn Dybvad vinker med armen og tager et fast greb om Blaseren. Hans guide gasser påhængsmotoren op, og den lille aluminiumsbåd trækker en dyb fure i Yenisey floden. Kort efter er de forsvundet bag et klippefremspring med kurs mod Mongoliet! Efter lidt baksen og besværgelser får min guide også gang i påhængsmotoren og forkynder med et bredt grin, at nu kan jeg godt sætte mig ned, for nu er det ”take off”. Snart er vi på vej i samme retning. Vi skal sejle 20 til 30 km op ad floden for at komme til jagtområdet, hvor vi primært skal jage Sibirisk Ibex, men også brunbjørn, sibirisk råbuk og evt. ulv.
Vi befinder os i Sayanbjer-gene, i den sydlige del af Sibirien, ca. 100 km fra den mongolske grænse, og ca. 500 km fra Kasakhstan. Vi har rejst i 2 døgn, kun afbrudt af lidt ventetid i lufthavnene i Moskva og Krasnoyarsk. Fra Krasno-yarsk har vi kørt 650 km i minibus for at komme frem til Yeniseyfloden, og derefter har vi sejlet ikke mindre end 180 km op ad floden, for at komme frem til en lille vejrstation, som skal være vores base i den kommende uge.

Vejrstationen består af en primitiv samling træhytter, der beboes af to familier og tre singler. Den ene familie passer vejrstationen, mens de øvrige arbejder som parkbetjente i den 5500 km2 store nationalpark på den anden side af floden. Nationalparken er næsten dobbelt så stor som Fyn, men fylder kun en mindre del af dette enorme vildmarksområde. Den er i øvrigt godt beskyttet, idet der, for det almindelige publikum, er totalforbud mod at opholde sig eller færdes i området, således at parken forbliver så uberørt af mennesker som muligt. Der er også plads nok endda, og vi skal jage på den østlige side af floden i et tilsvarende område. Det vil sige et område der gennemskæres af Yeniseyflo-den, og består af bjerge i en højde på typisk 2000 m og med Murku Sardyk på 3492 m som det højeste punkt i Sayanbjergene.

Vi er i alt tre mand der i den kommende uge er på jagt i området. Finn Dybvad og jeg selv er rejst sammen fra Danmark og Olav Noraker fra Oslo er så stødt til i lufthavnen i Moskva. Olav er den afslappede type der tager tingene som de kommer. Nej han havde ikke haft tid til at træne, svarede han på spørgsmålet om hvordan han havde forberedt sig. Dog havde han krydset Hardangervidden til fods fem gange i tidens løb og håbede således at han stadig kunne huske hvordan man flyttede benene. Det kunne han ganske givet - og vi havde således fået en rejsekammerat der både var fornøjelig og kunne klare sig selv, så det tegnede jo godt.

Tilbage til jagten

Efter en times sejlads op ad floden finder vi en ankerplads, slår en pløk i jorden og fortøjer båden. Der er ingen der kommer og stjæler den, for der er ganske enkelt kun os i området. Vi skal opholde os i bjergene indtil jagten er slut, så vi har rygsækkene fyldt med sovepose, liggeunderlag, skiftetøj og proviant til adskillige dage. Min rygsæk vejer 10 kg og dertil kommer riffel, patroner og kikkert. Vi skal derop, siger min guide og gør en fejende bevægelse med armen der omfatter en seks til syv bjergtoppe. Nu er der er jo også plads nok, så der er jo ingen grund til at gå og fedte med detaljerne. Nu skal danskeren på stroppetur, synes han at tænke ganske velfornøjet og så er det afgang.

Klokken er syv om morgenen. Det er vindstille og minut for minut fejer nye solstråler ned gennem bjergkløfterne og afslører den vildtvoksende Taiga, grå klippeformationer, lærk og blomstrende sibirisk rododendron. Over det hele svæver et stort antal rovfugle som bl.a. omfatter musvåger, glenter og kongeørne.
Opstigningen til ca. 1800 højdemeter, hvor vi skulle jage, tog over 5 timer. Det var stejlt og rygsæk og riffel vejede jo godt til, så jeg må indrømme at der var ud-solgt i benmusklerne da vi nåede frem. Jeg havde dog heldigvis ikke haft brug for hjælp til at bære den lidt for tunge oppakning, så første test var vel bestået. Jeg slængede rygsækken op på en gren ved den noget primitive hytte, og gjorde klar til jagt. Klokken var 13.00 og dagen var ung endnu.

Eftermiddagens jagt bød på en masse natur og bjergvandring, men ikke på skudchancer. En gammel tjurkok lettede larmende fra en kæmpe skovfyr og et par Ibex’er gik og slikkede salt på bjergsiden ca. 4 til 5 timers vandring fra os. På bjergjagt regner man i timer og ikke i kilometer.
Hen under aften står vi på en stejl bjergside og betragter landskabet i kikkerterne. De evigt skrigende rovfugle holder pause og det er fuldstændigt vindstille efter den solrige dag. Stilheden er så nærværende, at man næsten føler at man kan række ud og røre ved den – kun en let knasen fra småsten under vore støvler høres, når vi drejer foden for at spejde i en anden retning. Selv min guide Vladimir, der ellers har sit daglige arbejde i bjergene, synes grebet af stemningen. Pludselig rækker han armen ud, peger ned i kløften, og hvisker, maral. En stor maralhind lister ud af skoven 300 m under os, snuser med kendermine til en tot vissent græs og går videre – det ville jeg også have gjort.

Vi går tilbage til hytten. En vandring på to timer, hvoraf den sidste halve time er gennem skovområde, og med tændte pandelamper. Pandelamperne er en vigtig del af udrustningen både i hytten og på jagt da man ofte både forlader hytten og vender hjem i mørke.

Næste morgen, på vores første hele jagtdag, er vi i bjergene ved solopgang og klar til jagt. Vejret er pragtfuldt, tørt og solrigt, og med temperaturer der op ad dagen når 16-20 grader. Da vi kom ud i det fri lettede et par urfugle fra en lille klippehylde og gik på stive vinger længere ned i dalen. Det kan forekomme lidt mærkeligt at møde urfugle i 2000 m højde, men specielt på nordsiden af bjergkammene er der helt tydeligt en stor artsrigdom af planter, og dermed urfugleføde, så hvorfor ikke.

Der gik et par timer før vi næsten samtidig spottede to mindre grupper af Ibex.
Den ene gruppe gik langt nede ad bjergsiden og lignede næsten små biller, men dog biller med nogle anstændige ”følehorn”. Den anden gruppe brugte vi resten af formiddagen på.

De var vanskelige at nærme sig uset, men vi havde dog flere ”tæt på” situationer før hele flokken fortrak ned at bjergsiden.
Ved middagstid bestemte min guide, at vi, i nævnte rækkefølge, skulle have suppe og derefter forsøge os med den lille gruppe ibex vi havde spottet nede ad bjergsiden. Vi tænder et lille bål af forhåndenværende smågrene og kviste. Vladimir fremtryller en bulet blikdåse, går op til en rest gammel sne der har samlet sig i skyggen af et klippefremspring, graver lidt for at finde noget sne der er nogenlunde rent og returnerer med vores kommende suppe. Da sneen var smeltet røg der et par håndfulde nudler og lidt tørrede kødboller ned i blikdåsen og suppen var klar.
Heldigvis kogte retten godt og grundigt før servering. Den smagte faktisk ok, men nogen energibombe var det jo ikke så jeg var glad for mine medbragte Ritter-sport.
Efter ”middagen” nærmede vi os forsigtigt en position hvor vi kunne overse bjergsiden og den lille gruppe Ibex vi havde set om formiddagen. De var der endnu. De var langt væk, men terrænet bød faktisk på god dækning til fremrykningen, eller nedrykningen skulle man måske sige, for det gik stejlt nedad. Vladimir planlagde ruten grundigt, og med god grund, da det er svært at orientere sig blandt de mange kløfter og bjergkamme, når man samtidig skal holde lav profil.
Efter en lang forsigtig fremrykning var vi fremme ved den sidste bjergkam, der adskilte os fra gruppen af Ibex. Vi var ikke opdaget endnu. Prøv at kravle meget forsigtigt op til kanten for at spotte Ibexene og måle skudafstanden med dit ”instrument” foreslog Vla-dimir. Jeg var på vej. Der gik otte Ibex som alle så ud til at være jagtbare, og afstanden var 237 m. Da Vladimir var informeret om skudafstanden sagde han OK, du har den bedste kikkert – kravl frem og skyd den største. Klar tale fra en mand der ellers gerne nøjedes med at grynte!

Jeg fandt gruppen i sigtekikkerten og når man har noget at sammenligne med er det ikke så svært at spotte den største. En gammel herre med grå ryg havde horn der var 5-10 cm længere end de andre. Den skulle det være! Den stod dog i en dårlig vinkel, men min skydestilling var jo liggende og vi var ikke opdaget, så det var bare at vente. Vladimir kom lidt frem og spurgte hvorfor jeg ikke skød, og jeg svarede, at den største stod med bagenden til. Der er flere store, indvendte Vladimir. Ja, men jeg venter lige lidt endnu! Vladimir gryntede, og bakkede ned i sin position igen.
Pludselig trækker den gamle Ibex rundt i en halvcirkel og præsenterer sig med hele bredsiden til. Nu bliver det ikke bedre. Jeg lader skuddet gå. Det kompakte dyr går ned i knaldet og ruller faktisk helt rundt med alle fire ben i vejret. Så begynder den at rulle ned ad bjergsiden, men bliver dog liggende 20 m længere nede. Vladimir kommer på benene. Han har sit bredeste grin på og gratulerer med en ordentlig russernæve. Sådan! – nu skal vi ned og tage en masse billeder – jeg tror du fik en rigtig god Ibex, siger han på sit bedste engelsk.
Trofæet skuffede ikke. Det var 93 cm og en god Ibex i Sayanbjergene er på 80 – 85 cm, så jeg var mere end tilfreds med dagens jagt.
Seks timer senere var vi tilbage ved hytten og gik straks i gang med at lave te og grille mørbrad fra den nedlagte Ibex. Vladimir havde, ved hjælp af vækstringe på bagsiden af trofæet, bedømt den til at være 13 år gammel. Han har ganske givet ret. Efter at have nydt et par spidstegte bøffer føler jeg mig ganske og aldeles overbevist om at den ikke var så meget som en dag yngre!

På tredje dagen var vi oppe kl. 05.00 og i gang med opstigningen ved det første morgenlys. Vi skulle jage i et ganske stejlt område med god mulighed for dækning og skudpositioner, men også et område hvor selv store grupper af Ibex kunne opholde sig, uden at vi havde en chance for at spotte dem. Formiddagen var gået uden at vi havde set skyggen af Ibex. Derimod havde det været en absolut ”bjergtagende” naturoplevelse med Yeni-seyfloden der glimtede i solen langt under os, sneklædte bjergtoppe, stejle kløfter og, for mit eget vedkommende, et ganske uhæmmet forbrug af frisk luft!!
Pludselig stivner Vladimir som en hønsehund i en roemark. Jeg ser Ibex, siger han. Gode Ibex. I et område som vi har passeret har han fået øje på 10 – 15 Ibex under en lille bjergkam. Ned ad bjergsiden, for at komme i dækning og så er det ellers tilbage hvor vi kom fra. Tyve minutter senere skubber vi os forsigtigt op over den sidste knold, der adskiller os fra gruppen af Ibex. Skudafstand er 250 m og skudvinkel er ca. 25 grader nedad. To gamle bukke ligger på et lille område med vissent græs, og lidt højere oppe ligger yderligere fire, der helt tydeligt har set os, eller nok nærmere en lille bevægelse, for de tager det meget roligt. Men at de har spottet os på 250 m afstand selvom vi ikke har mere end 10 cm af hovedet over kanten, og har bevæget os helt langsomt, er alligevel ganske imponerende.

Jeg har ligget nogen tid og betragtet de to gamle væddere i sigtekikkerten da den ene pludselig rejser sig og forsvinder bag nogle småbuske; dog kun for at dukke op 10 m længere nede ad skråningen. Her stiller den sig helt frit og med bredsiden til. Jeg lader skuddet gå. Jeg ser ingen reaktion i skudøjeblikket og ser heller ikke den påskudte vædder, da jeg kort efter igen finder stedet i kikkerten. Forbi, råber Vladimir, skyd igen!! Er du sikker?, spørger jeg. Helt sikker, skyd igen!!
Der er nu Ibex overalt. Over halvdelen af gruppen har været skjult af terrænet, men nu er alle på benene og hele gruppen på over 30 Ibex stormer ned ad en bjergkam, som imidlertid fører dem lidt tættere på vores position. Her stopper de op for at orientere sig, og en god vædder står helt fri. Jeg finder bladet og lader skuddet gå. Vladimir slår ud med armene. FORBI IGEN!! Begge skud er forbi og nu er hele flokken væk. Han ser opgivende ud.
Jeg har imidlertid et par opmuntrende ord til min gode guide, og udpeger to små sibiriske lærketræer, hvor den sidst påskudte Ibex ligger forendt under. Den var gået 20 m med tydelige tegn på en bladkugle. Vladimir får hurtigt øje på den og bliver straks i bedre humør.

Jeg forklarer så, at skuddet til den første Ibex var gået som jeg havde ønsket, selvom jeg heller ikke selv havde set nogen tegn på hverken træf eller nedlagt vildt.
Så der er nok en risiko – eller chance – for at der ligger to ibex ovre på bjergsiden. HVAD! tror du det? Vladimir bliver 5 cm kortere, trækker hovedet helt ned mellem skuldrene og ser betænkelig ud. Nu skal vi over for at se hvad der er sket, konkluderer han. Jo, manden er jo fuld af gode ideer…

Tyve minutter senere er vi fremme, og det første vi ser, er et ganske glimrende ibextrofæ der peger direkte op i luften. Det er den første ibex jeg afgav skud til. Den er gået direkte ned med en høj bladkugle men uden at vi kunne se den pga. terrænet.

Den anden ibex, der ligger ved lærketræerne, er lidt mindre.
Den har en hornlængde på 87 cm mod 93 cm for den første; men begge er gamle væddere der har haft deres tid.

Jeg havde nu nedlagt 3 ibex, og det var jo ikke lige meningen. Jeg havde bestilt licens til to ibex hjemmefra, så nu var der jo lige lidt med licens og trofæafgift der ikke rigtigt passede. Begge dele er imidlertid til at klare her i Sibirien, så nu gælder det om at blive klar til hjemturen.

Vi nåede lige at gennemføre nedstigningen til Yenisey-floden og sejladsen tilbage til hovedlejren inden mørkets frembrud. Så det var et par meget tilfredse jægere der kunne tømme båden for trofæer og oppakning i det sidste aftenlys. Nu ventede der lidt varmt vand, et godt måltid mad og en kold øl.
Finn og Olav var endnu ikke vendt tilbage så der var intet nyt fra den kant. Næste dag sejlede vi i et stykke ned ad floden og gik i land i en dal. En ganske frodig dal for at jage sibirisk råbuk. Der var naturligvis ikke nogen tæt bestand af råvildt. Det var vi heller ikke blevet lovet. Vi så dog i de følgende tre dage i alt fire råer og to små bukke som ikke var jagtbare, så råvildt var der. Da jagttrykket i området tilmed er meget begrænset, er der naturligvis altid en chance for at en monsterbuk dukker op. Vi så dog hverken monsterbuk, bjørn eller ulv, men kunne nyde nogle flotte solskinsdage i dette pragtfulde og afvekslende terræn. Da jeg tre dage senere vendte tilbage til lejren var Finn og Olav stadig ude efter buk og bjørn, men tolken i lejren fortæller smilende: ”Dagen efter at du var taget af sted kom Finn ind fra bjergene. Han var beskidt og lugtede af ged og brænderøg. Bukserne var ødelagt fra knæene og nedad, skægstubbene var flere dage gamle og håret stod ret op som de bjergtoppe han lige havde forladt. MEN han bar på et godt ibextrofæ. Humøret var tårnhøjt, smilet nåede fra det ene øre til det andet, og han lignede, trods strabadserne, så absolut en der havde situationen under kontrol”.

Finn havde også licens til to ibex, men snefald i højderne havde gjort det for farligt at fortsætte jagten og de havde været nødt til at returnere til lejren.
Han var så gået i sauna, havde fået lidt varmt mad og en øl og var klar igen næste morgen kl. 05.00. Denne gang til jagt på buk og bjørn, så det var åbenbart en ”ferieform” der passede ham!

Også vores norske ven Olav var returneret til lejren med en flot ibex. Han havde fra starten kun ønsket at nedlægge én, og havde udnyttet den eneste chance han havde haft. Han havde dog været nødt til at skyde på et alt for langt hold, som han udtrykte det. Det var dog gået godt og også han var taget videre på jagt efter buk og bjørn.

Den sidste dag i lejren var vi samlede igen for første gang siden jagtens start. Ingen af os havde været så heldige at nedlægge buk eller bjørn, men ibexjagten havde til gengæld været over alt forventning både hvad angår udfordringer, vildtbestand og natur. Vi åbnede en flaske champagne, som vores betænksomme nordmand havde medbragt, udvekslede historier og så billeder, indtil stearinlys og den sibiriske stjernehimmel var det eneste lys der var tilbage i lejren. Det var således tre meget tilfredse jægere der dagen efter kunne påbegynde den to dage lange rejse tilbage til civilisationen.

Første ibex