Estrup Jagtlaug. Sæson 2008-2009

Af Ole P. Johnsen

Så er vi nået til fjerde sæson i Estrup.
Bukkejagten er slut – før end jagtkalenderen siger det, da Knud Christensen skød den sidste buk den 30. maj. Herved blev kvoten på 6 bukke nået.
Det er nogle rigtig pæne bukke imellem, f.eks. Bents 6-ender og også Poul Graulund fik vist en rigtig flot buk i engen, hvor den gik sammen med hestene. Til gengæld går rygterne, at Per har meget lavt til loftet i sit hus, og derfor helst skyder de mindre bukke.

”Jule” jagtstuen
på Estrup Hovedgård
Bent påstår han slet i
kke trykker på
sneppens mave…

Efterårssæsonen står for døren og fællesjagterne er planlagt med datoer.
Vi er spændte på hvordan det går med fasanerne i år. Sidste sæson forsvandt de fra volieren lige efter de blev sat ud. Men i år har vi fået nogle meget store og flotte kyllinger som virkelig ser ud til at trives.

Der er jo ikke den store udskiftning i de deltagende jægere og det viser jo helt klart, at deltagerne er tilfredse med at være med. Det må da vist også betragtes som værende en stor succes, at der i øjeblikket står 18 medlemmer af AMJ på venteliste for at komme med i jagten. Til denne sæson er det kun blevet til en udskiftning. Gurli har overtaget Berits plads, da hun stod først på listen. Man bliver tilbudt en plads i jagten, alt efter rækkefølgen for hvornår man blev skrevet op hos Bent.

Hundefolkene står igen overfor arbejdet med at bane sig vej gennem skovens omfattende krat af brombær – og det ser ud til at den lidt våde sommer har bekommet specielt brombærplanterne det godt. De er i hvert fald ikke blevet mindre end de foregående år.

I skrivende stund er vi også ved at skulle kontakte Skovfoged John Holm Christensen og aftale hvilke hegn vi gerne vil have fjernet. Der forsvinder lidt hvert år og det er jo glædeligt at komme af med dem.

Jagtudbyttet i 2008 inkl. bukkejagten er opgjort til 20 rådyr fordelt på 8 bukke, 3 råer og 9 lam, 4 ræve, 1 hare, 25 Snepper, 8 fasaner, 24 gråænder, 1 krikand og 1 Skovdue, i alt 84 stk. vildt. Det er vist rekord i den tid AMJ har haft jagten i Estrup. Det bliver dog lidt spændende hvor mange ænder der er i sæson 2009, for der er ikke mange ynglende ænder i år. Det kan være rovfuglene også har opdaget at vandhullerne blev renset op.

Vi er jo heldige at have nogle rigtigt fine lokaler på Estrup Hovedgård. Når så jagtudvalget møder tidligt frem og pynter på til jul – er der virkelig basis for en hyggelig morgenkaffe og frokost.

I forbindelse med jagterne føres der et nøje regnskab over afgivne skud og nedlagt vildt. I 2008 fik vi vist set det flotteste gennemsnit på 1 afgivet skud pr. nedlagt vildt fra en af jagtlavets medlemmer. Det var Hans Frisesdahl som præsterede dette. Han afgav godt nok kun et skud i hele sæsonen, men det var også nok til at nedlægge en flot ræv. Hvem havde så det højeste gennemsnit – ja her skal ikke nævnes nogle navne, vel Per!

Sæson 2008-2009 var et år med rigtigt mange snepper i skoven. Den bedste jagtdag var vist den 16. november. Her blev der nedlagt 14 snepper og set over 100 i luften under jagten. Med 25 nedlagte snepper fordelt på hele sæsonen er der da også afgivet en hel del skud.

Der var flere som fik sin første sneppe i Estrup Skov. Ja et AMJ medlem som havde vundet en jagt ved foreningens generalforsamling var så heldig at nedlægge første sneppe, første råvildt og første ræv. Sikke en debut som Lars Haugaard fik som ny jæger.

Skovsvin har vi desværre altid på besøg i skoven. I foråret 2009 blev høsten bl.a. 20 sække med affald, som ca. 140 øl- og sodavandsdåser, fælge til en bil, 3 stk havegrill, byggeaffald og køkkenaffald. Det er brandærgerligt at folk ikke kan finde ud af at der er fine kommunale genbrugspladser i både Vejen og Brørup.

Som noget nyt er vi begyndt at holde to mindre trykjagter sidst på sæsonen med riffel. Afskydningen her afpasses efter hvordan sæsonen er gået generelt. Samtidigt skal skytterne tælle antallet af råvildt der passerer forbi. Det giver et meget godt billede af hvor meget råvildt der findes i Estrup, og giver samtidigt et fingerpeg om hvordan vi skal fastsætte afskydningen i efteråret.

Udbyttet på sidste sæsons to trykjagter blev en rå og 3 lam. Der blev talt over 50 stykker råvildt, så det ser meget lovende ud for de kommende år.

Trykjagten er forbi og man prøver at få varmen.