Farvel til en jagtkammerat

Af Finn Østergaard

Er det nu jeg skal betale prisen for de mange gode oplevelser du har givet mig, siden du blev født for 14 år siden?

Som om Tess, min gamle korthår, kan læse mine tanker, løfter hun træt sit brune hoved med de kloge og gamle, men nu matte øjne. Hun ligger på sin plads i bunden af bilen, foran højre forsæde. Jeg klapper hende stille, og med et lille suk lægger hun atter sit hoved ned. Tankerne kværner rundt i mit hoved, mens bilen ruller over Rømø-dæmningen mod Jylland, på den ca. en time lange, men alligevel alt for korte tur til dyrlægen i Vejen, som venter os. Den time bliver brugt til den tunge afsked, hvor øjnene er fugtige, og hvor oplevelser fra vort liv sammen passerer revy i tankerne!

For det er jo blot 14 dage siden Tess havde haft et anfald, som tydede på en mindre hjerneblødning. Hun kom dog over det i løbet af et par timer, men nu er det rigtig galt. Vi har ellers haft et par gode dage på Rømø, med traveture, frisk luft og spændende dufte, men pludseligt fandt jeg hende stående ved fyrretræerne foran huset, fortumlet og usikker på benene. Min store, stærke og selvsikre jagthund havde det rigtigt skidt. Hun havde ellers haft det godt, til trods for at hun for en måned siden rundede de 14 år. Og så længe hun har et værdigt hundeliv, skal hun nu have en god pensionisttilværelse, men nu hvor hun atter har svært ved at holde balancen og er usikker, da er det ikke mere værdigt for hende! Jeg måtte også løfte hende ind i bilen. Nu må jeg altså ikke svigte den hund, som trofast, betingelsesløst og med aldrig svigtende kærlighed har været ved min side, i hele hendes alt for korte hundeliv! Jo, det ER nu! Det må jeg atter og atter fortælle mig selv på turen.

Mens bilen brummer mod Vejen går tankerne på langfart. Tilbage til hendes forgænger Amie, som jeg måtte sige farvel til allerede efter 10 år. Hende havde jeg købt som hvalp af Jens Gamborg i Københoved. Hun var ”halvtysk”, idet Jens havde indført hendes far fra Tyskland, mens han havde sin korthårskennel, ”Skøtte-gården. Den benyttede han som schweisshund.”. Amie blev en meget hurtig, og rigtig skarp korthår. Efter hende fik jeg så lyst til selv at hente en korthårshvalp i Tyskland. Jens havde flere kontakter og vi besøgte Werner Petersen i Ladelund, syd for Tønder.

Med sin kennel ”Zwinger vom Wes-termoor” er han en meget kendt korthårsmand i Tyskland. Hans hunde er ikke mindst kendte for deres stærke psyke og rolige sind. Vi så også flere af de hunde han havde solgt i området. Også jeg var solgt. Sådan en måtte jeg have, og han ville få et kuld hvalpe nogle måneder senere, men desværre var de fleste allerede lovet bort. Jens fandt heldigvis ud af at der var en parringshvalp i kuldet. Den fik jeg lovning på, og kunne derfor vælge først. Men ventetiden til fødslen var lang.

Tess i stram stand for en hare. En stram og sikker stand af ens stående hønsehund er så flot!

Blot to dage efter fødslen havde jeg for første gang et kik på hvalpene, og efterfølgende fulgte jeg dem løbende i deres opvækst. Endelig, da hvalpene var omkring 7 uger, udvalgte jeg en kraftigbygget tæve med ”masser af albuer” og et tiltalende, vindende væsen. Fræk og balstyrisk, og med et par vågne og levende øjne. ”Den der”, sagde Werner. ”Så kommer du til at bande over den mange gange! Og det fik han hurtigt ret i, men alligevel! Hun havde en vældig lyst til at undersøge alt. Og den dag jeg endelig udvalgte hende, angreb hun med knurren og stor fryd børsterne i en kost som hvalpene lige havde væltet. Hun var brunspættet og havde tre karakteristiske ”klappepletter” hen ad ryggen. Hun var allerede døbt Tanja vom Westermoor, men kom hos os til at hedde Tessa, og senere blev hun som oftest blot kaldt Tess.

Pga. af arbejde kunne jeg først afhente hende da hun var 10 uger gammel. Ugen efter kom hun med i sommerhus i Skagen, og i de lave og lune indsøer lærte hun med stor fryd at svømme, men med ind på Skagens kendte museer kunne hun jo ikke komme, så vi måtte pænt blive udenfor. Når Margit så senere kom ud, havde hvalpen og jeg som oftest en kødrand af unge, søde piger stående rundt om os. De elskede jo at se og røre den lille frække hvalp. Da det var sket nogle gange udbrød Margit, at det da var påfaldende så mange unge piger jeg var i snak med, når hun forlod mig til fordel for kulturen…!

Tess voksede hurtigt op og udviklede sig til en stor og stærk, meget nervefast og harmonisk unghund med masser af energi, kræfter og krudt! Apporteringen gik som en leg, idet hun var ivrig lystapportør og apporterede med stor glæde alt, lige fra en kold krage til diverse flasker, hvilket jo som oftest først er muligt når hunden er helt og aldeles udlært.

Jens havde også anskaffet sig en hvalp af den samme tyske linje, og da hundene var omkring et halvt år gamle blev vi begge tilbudt at deltage i den træning som Werner Petersen ledede i Ladelund i Tyskland. Vi trænede her vore unghunde sammen en aften om ugen. Desuden fandt vi også ofte tid til at træne en aften hos Jens ved Kongeåen, hvor han, trods sine waders, nogle gange fik vand ”indenbords” af bare iver over hundenes træning i åen! Og trods min helt klare melding, da jeg købte hvalpen, at jeg var jæger og ikke hundesportsmand, blev jeg bidt af det. Blev grebet af det ugentlige samvær med de tyske jægere, hvor både hunden og jeg lærte meget. Arbejdede bl.a. med kaninslæb på 600 meter og andeslæb på 800 meter. Lærte at en and også afsætter et duftspor på en vandoverflade, som den trænede hund sagtens kan følge over flere hundrede meter – selv med bølger!

Ved forårsprøven, ”Derby”, i Neukir-chen fik Tess 1. præmie med maksimum point og blev 4. bedst af 24 hunde. Denne placering mellem så mange garvede jægere og hundefolk gav jo blod på tanden. Derefter l. præmie i udstilling i Viöl. (Det havde hun jo ikke fået i Danmark på grund af sin korte snude og det brede hoved, hvilket er typisk for den tyske korthår) og ved den efterfølgende efterårsprøve, ”Solms”, i Bredtsted blev hun så "Suchensieger". Førstevinder af efterårsprøven med maksimum point, og med en overbygning på to gange ”hervorragend”. Med ens point blev en af de andre jægere fra vor lokale gruppe, Heinz, nummer to og Jens nummer tre. De tre bedst placerede hunde var således alle af "vom Westermoor" familien og fra vor lokale gruppe, som havde trænet sammen hele foråret og sensommeren. Efter præmieoverrækkelsen blev jeg i øvrigt kontakten af en tysk jæger som absolut ville købe Tess. Han bød først 4.000 DM og endte med at byde mig 5.000 DM. Men nej tak!

Det følgende forår blev vi inviteret til at komme til generalforsamling i Viöl ved Slesvig Holstens store afdeling af Klub Kurtzhaar. Her fik jeg overrakt en ærespokal pga. at Tess var blevet Suchensieger, og hunden blev efterfølgende udnævnt til årets bedste unghund i klubben. Dette bevirkede at jeg også fik overrakt en ærespris, en vandreskulptur med en buk og en rå. Denne skulptur har vandret siden 1974 og er jo derfor forsynet med masser af navne. Om jeg var stolt?

Det efterfølgende år skulle vi nu egentlig have trænet videre mod den store afsluttende to-dages prøve, VGP, som vel nærmest svarer til den danske fuldbrugsprøve, men det satte mit arbejde en tidsmæssig stopklods for. Til gengæld blev Tess og jeg inviteret på vildsvinejagt ved Lübeck af ovennævnte Heinz. Her lykkedes det mig at nedlægge en speciel überläuferkeiler på 70 kilo. En såkaldt ”weissbunter”, idet den var grå- og sortbroget.

Tess med præmiehøsten! De friske skrammer i hovedet skyldes et nyligt sammenstød med en vildkat!

Men Tess udviklede sig til en stærk og robust jagthund, og blev en formidabel sikker apportør. Affangede og spontanapporterede ræv. Sad stille ved min side og anviste mig ænder på trækjagten ved Kongeåen, længe inden jeg selv kunne se – eller høre - dem. Og talrigt er det vildt hun har afleveret til mig gennem årerne. Da hun blev ældre, og dermed ikke mere havde helt så meget ”ild i rumpetten”, lærte jeg hende at gå med mig på pürsch. Hun havde jo altid kunnet gå hinter, fri ved fod, og jeg kunne dække hende af med en håndbevægelse, mens jeg forsvandt for hende, og atter kaldes ind igen med to klap på låret. Vi gik derfor nu over til også at benytte helt lydløse kommandoer, og det havde desuden den tillægsgevinst, at vi kunne samarbejde på et tidspunkt på året hvor de fleste jagthunde ellers bliver efterladt derhjemme. I de seneste år, med hundens nedsatte kondition, ikke mindst pga. noget slidgigt i hofterne, blev det efterhånden vores store fællesskab at gå på enten riffel – eller blot kikkertpürsch sammen. Det er en rigtig stor oplevelse at se sin hund liste langsomt og forsigtigt ved siden af sig, op mod vinden, mens de ivrigt arbejdende næsebor hele tiden trækker skovens dufte ind i sanseapparatet, for siden at stivne for råvildt der er mere end 300 meter borte. For nogle få år siden markerede hun, at der var vildt foran os i en plantage. Jeg gjorde mig hurtigt klar med riflen. Så trådte ikke en, men to store kronhjorte ud på skovvejen, ca. 60 meter fra os. Men det var den 14. juli og derfor var de jo fredede, men det var bestemt en herlig og meget intens oplevelse, ikke mindst samarbejdet med min gamle hund.

Mine tanker om de mange gode oplevelser sammen med Tess afbrydes. Alt for hurtigt er vi kommet til Vejen. Ved dyrlægen må jeg atter hjælpe hunden ud af bilen og næsten bære hende ind. Her kom nu den endelige dom. Endnu en hjerneblødning! Nu må jeg ikke svigte min gamle jagtkammerat. Med hundens varme hoved i mine hænder sover hun stille ind. Nu løber hun forhåbentlig efter harer på de evige jagtmarker – det måtte hun jo ikke hernede!

Vort barnebarn, Josephine på fire år, var meget glad for ”sin” hund. Hun vidste godt at Tess var meget gammel, og at vi inden længe måtte sige farvel. Hun har nu indrettet et gravsted i haven, som hun passer hver gang hun er i Askov. Hun fik således også mulighed for at sige farvel, og ved gravstedet tænker jeg ofte tilbage på alle de gode, sjove, hyggelige og spændende stunder, jeg har haft sammen med min firbenede jagtkammerat! Men hvor er et hundeliv altså uretfærdigt kort!