Ledia

Af Søren Tygesen

August 2008 var jeg for anden gang med svoger Niels på jagt i Sverige hos Bengt i Ledia. Reviret består af ca. 350 ha. Skov- og græs arealer. Reviret grænser op til Lykkebyåen ca. 20 km nord for Karlskrona, på grænsen til Småland. Vi skal denne gang bo i Niels nyerhvervede hytte, sidst boede vi i campingvogn hos Bengt. Vi jagede morgen og aften, efter det obligatoriske formiddagshvil arbejdede vi med renovering af hytten.

Da vi begyndte jagten, aftalte vi, at den der først så en buk skød den uanset størrelse, der skulle mad på bordet. Den første aften tog jeg plads i Søsterpasset. (Bengt har en søster, som går på bukkejagt. Når hun er der, skal vi respektere, at hun sidder der). Fra Søsterpasset er der fin udsigt over en stor nyslået eng. Engen er omkranset af skov på tre sider. Tidligt på aftnen kommer en mindre gaffelbuk travende ud på engen inden for skydeafstand. Da bukken er ud for passet stopper den, det blev dens skæbne. Bukken reagerer på skuddet og forsvinder bag et ensomt stående grantræ. Jeg venter de obligatoriske ti minutter, inden jeg går til dyret, som ligger forendt for en perfekt bladkugle. Maden er sikret. Niels har i mellemtiden pürchet ved en rydning, hvor der er set en stor buk. Med det resultat at han støder bukken. Bengt har mødt den et par gange under brunsten, hvor den er kommet truende imod ham.

Næste morgen bytter vi område. Da jeg ikke har været i den del af reviret før, får jeg anvist at der er placeret en stige for enden af en skovvej, med udsigt over en del af en rydning. Kl. 4.30 går jeg i mørke og let regnvejr ned til rydningen og finder stigen. Den er væltet, en tre meter aluminium stige påmonteret en træplade og et par granrafter som armstøtte. Efter en del besvær får jeg den uhåndterlige stige rejst mod et træ, forsigtig op og binde den fast til træet, ned efter riflen og på plads. Det regner stadig. Efterhånden som det lysner, kan jeg se, at de selvsåede birketræer i rydningen har nået en højde, som gør det næsten umuligt at se en eventuel buk. Medens jeg sidder og overvejer situationen ser jeg et eller andet i skovbrynet på den modsatte side af rydningen. Op med kikkerten. Det er en stor buk. Nu er den væk. Jeg forsøger med bukkekaldet, ingen reaktion, bukken er og bliver borte.

Jeg når frem til følgende konklusion, bukken er på vej mod vest langs rydningen. Klokken er i mellemtiden blevet 5.30. Ned af stigen forsigtig fremrykning langs min side af rydningen. Efter ca. 150 m når jeg frem til et nyryddet område, her er frit udsyn til den side af rydningen, hvor jeg forventer at se bukken. Det regner stadig. Jeg stiller mig i læ af et ca. 40 cm tykt afgrenet grantræ. Der står jeg nu og fryser i regnvejret til klokken nærmer sig 7.30. Aftalen er, at vi kører hjem kl. 8.00. Våd og kold beslutter jeg at begynde turen op til vejen.

Så sker det, bukken kommer frem i skovbrynet, afstand ca. 40 meter, den har retning imod mig. Jeg kan ikke røre mig, uden bukken vil se det. Så snart bukken ser til den anden side, flytter jeg om bag træet, afsikrer riflen. Bukken fortsætter sin gang og vil passere forbi mig i en afstand af ca. 15-20 m. Jeg er klar med fast anlæg mod træet. I skudretning mod bukken står tre nøgne ca. 20 cm tykke træer på linje. Bukken er nu nået frem til træerne, jeg kan ikke få hold på bladet på grund af det ujævne terræn. Når bukken har passeret de tre træer, er der frit skud. Der er bukkens snude – hvor bliver den af? Det regner stadig. Adrenalinen pumper! jeg fryser ikke længere! Nu må den snart komme. Jeg ser på den anden side af træerne. Der er ingen buk at se. Den må have sat sig. Jeg ser allerede bukken på pladen hjemme i Vejen. Jeg venter, afsikrer riflen, dog stadig med fast anlæg mod grantræet. Jeg ser i fantasien bukken rejse sig ryste sig. I det øjeblik vil jeg slippe kuglen. Klokken bliver 8.00. Jeg bliver stående, jeg kan ikke melde min forsinkelse, telefonen ligger i sengen i hytten. Det regner stadig. Jeg fryser ikke, handskerne er dyngvåde. Jeg prøver, at støje, der sker ikke noget.
Klokken nærmer sig 9.00. Den må da snart rejse sig. Jeg har nu forsøgt at kaste en gren i retningen hvor jeg sidst så bukken. Der sker stadig ikke noget. Når jeg knytter hænderne løber vandet fra handskerne som fra en vandhane. Kl. er nu 9.15. Skal jeg blive til kl. 12.00? Den må da snart rejse sig. Kl. 9.30 jeg går forsigtig ud mod bukken, velvidende at situationen er umulig. Jeg kan ikke skyde den i opspringet. Jeg når ud til det sidste træ. Der er ingen buk! Fire timer i regnvejr, gennemblødt og så ingen buk. Den må være gået bort fra mig skjult af de tre tynde træer. Jeg troede det ikke muligt. Jeg går tilbage mod stigen for at begive mig hjem. Hvad ser jeg der stående på toppen af stigen? Niels med en kikkert. Med to timers forsinkelse er der blevet grund til bekymring. Han har i hytten ringet til telefonen i sengen. I løbet af dagen får vi flyttet stigen hen til det store grantræ, hvor der er god udsigt over det nyryddede område. Samme aften sidder jeg igen i stigen, ser et par smaldyr samt en rå med to lam.

Næste morgen går turen igen til stigen, Niels indtager Søsterpasset. Smaldyrene viser sig igen på rydningen. Så klokken 7.15 sker der noget ved skovbrynet til venstre, bukken kommer langsomt fra vest. Op med riflen, bukken er ca. 75 meter ude, den nærmer sig en åbning i skovbrynet. Der skal skydes, fast anlæg på armlænet. Skuddet går, bukken forsvinder i åbningen. Jeg venter 10 minutter. Ned af stigen, over til anskudstedet. Intet schweiss. Ingen buk!! Jeg ser i grøften til begge sider, ingen buk. Da lyder der lyder et skud i retning af Søsterpasset. Klokken nærmer sig 8.00, jeg går slukøret op til vejen og møder Niels, han har skudt en flot seksender. Han har hørt mit skud og gratulerer. Jeg må dementere, jeg har ingen buk. Vi må have fat i Bengt og en hund. Bengt søger på anskudstedet og i den bagved liggende skov. Resultat: ingen buk! Om aftenen konstaterer jeg, at der er en ganske tynd vissen gren på det nærmeste af de tre træer som er skadet. Grenen ses kun som en svag skygge i riflens kikkert. Der har vi synderen! Jeg sidder nu i stigen morgen og aften de sidste de sidste to jagtdage. Ser kun smaldyrene og råen med lammene. Bliver venskabeligt mobbet af Bengt og Niels. Vel hjemme i Danmark får vi meddelelse fra Bengt. Bukken lever. Den er set.

Den 14. august 2009 går turen atter til Ledia. Denne gang har vi Emme med. Hun er ivrig jæger. Da hun ikke skal med sin mand på bukkejagt i Sverige har Niels inviteret hende med. Betingelse, hun står for maden, og det må ikke være pizza!! Den 15. blev brugt på opstilling og kamuflering af to nyindkøbte tårne samt rundvisning på reviret. Bengt kommer på besøg i hytten, mobber igen venskabeligt med bukken. Ja, der findes mange sten i Sverige.

Emmes første menu er elgfilet, serveret som bøffer med salat, dertil medbragt rødvin. Dermed er standarten for turen lagt. Efter middagen en tur i det nylavede udendørs vildmarksbadekar. 40 grader varmt, herligt. Efter sådan et bad sover man godt.

16. august. Op klokken 4.00. Emme indtager et af de nye tårne, Niels i et af de to nye tårne som Bengt har fået lavet ved rydningen, hvor den store buk holder til. Jeg selv tager en post i skovbrynet ved en delvis indtørret sø. Klokken 5.30 lyder et skud i retningen hvor Niels sidder. Har han skudt den store buk? Klokken 6.15, der til venstre stå et dyr. Op med riflen. Det er en spidsbuk, ned med riflen. Jeg følger dyret gennem det lange græs til den når det modsatte skovbryn. Solen skinner. Det er en herlig morgen. Klokken 7.15 ringer Niels. Det var en gaffelbuk. Da han ikke umiddelbart kan finde bukken, har han ringet efter Bengt og hunden. De finder bukken og kører sammen til hytten. Der sker ikke mere den morgen. Aftenen tilbringer jeg på taget af Kongeposten. Et hus bygget på toppen af fire elmaster med udsigt over nyslåede engarealer. Jeg skyder en ræv.

Den 17. om morgnen tager jeg plads i Blåtårn, som et af Bengts nye tårne ved lysningen, hvor den store buk holder til, er blevet døbt. Der er et hvepsebo under gulvet med en livlig trafik op og ned gennem et hul i gulvet ved siden af min stol. En spidsbuk passerer i en afstand på under 20 meter, jeg tager et par billeder af den. Der skydes ikke noget den morgen. Om aftenen indtager jeg samme plads. Niels er i et tårn i den anden ende af lysningen. Emme tager igen til hønsehuset. Her sad hun også i morges og over middag. Jeg ser intet. En so med fire grise opdager Niels inden han kan afgive skud. Da vi kommer tilbage til hytten sidder Emme og venter, hun har skudt en rigtig flot gaffelbuk.

Den 18. er jeg igen på plads i Blåtårn kl. 5.00. Hvepsene har igen travlt. Det lysner, vejret er perfekt, som de andre dage. Jeg er så småt begyndt at indstille mig på, at jeg, som den eneste, må rejse hjem uden buk. Kl. 6.30 passerer spidsbukken i en afstand på ca. 80 meter. Kl. 6.45. Hvad er det der til højre i buskene, 10 meter fra tårnet? Endnu en spidsbuk. Jeg gør kameraet klar, panik, det er den store buk! Hurtig op med riflen, hvor er han nu, jeg kan se ham, men ikke i riffelkikkerten. Der er han, nu i kikkerten, to skridt til og bladet er fri. Nu, kuglen slippes. Nej - ikke nu igen -. Han løber. Jeg repeterer, han tøver. Nu står han stille igen. Endnu et skud, så forender bukken. Jeg venter kun 5 minutter. Tager bestik af retningen, så ned fra tårnet, går gennem lave buske i den ujævne rydning, jeg er sikker. Der ligger han, ca. 30 m fra tårnet. Er høj flot ulige seksender, ramt af to skud på bladet. Inden jeg er færdig med at brække bukken dukker Bengt op. Han har været på sin daglige tur i skoven og hørt skuddene. Første kommentar: to skud, to bukke? Hvad en bukkejæger dog skal finde sig i! Bukken har et hak i kanten af det venstre øre, er det mon skuddet fra sidste år???

På jagtens sidste aften skyder Niels endnu en buk og i det svindende lys ser han uden kikkert en kæmpe buk! Den må vi have til gode til næste år.