Natur- og Vildtpleje i landbrugsdriften
Tænk vildtpleje ind i sædskiftet
Forholdene for vildtet i marken kan ofte forbedres markant ved selv små og enkle ændringer i den måde, man driver landbrug på. Derfor bør det være en helt naturlig del af planlægningen, at pleje af vildtet tænkes ind i sædskiftet
Tekst og foto: Niels Søndergaard, HedeDanmark a/s, afdeling Jagt, Vildt og Natur
Den stadig mere intensive udnyttelse af jorden skærper opmærksomheden på forvaltning af vildtet i det åbne land. Det står klart, at der er behov for beskyttelse og pleje af en række vildtarter, såsom agerhøne og hare.
Der findes mange gode argumenter for at gennemføre natur- og vildtpleje. Et af de vigtigste er, at velovervejet og aktiv indgriben i forhold til natur og vildt vil øge naturindholdet og den biologiske mangfoldighed.
En stor del af den naturpleje, som private jordejere foretager, er motiveret af jagtinteresser. Denne indsats kan kvalificeres, så aktiviteterne bliver mere bæredygtige. Både til fordel for biodiversiteten og for landmandens økonomi.
| Det ideelle landbrug for vildtet Det ideelle landbrug, set fra vildtets synsvinkel, har en varieret markdrift med mange forskellige naturtyper tilknyttet. Der skal være: • Et stort antal markafgrøder – mindst seks forskellige • Nogenlunde ligelig fordeling af vår- og vinterafgrøder • Langstrakte marker med en bredde på højst 150 meter • Overdrev, ferske enge og kær som afgræsses, gerne med kreaturer • Moser og søer • Levende hegn, som giver vildtet i marken en tiltrængt dækning – jo flere, jo bedre. • Den optimale placering er for mange vildtarter, at marker og naturområder opdeles i mindre enheder på fire til seks hektar. Det optimale hegn består af mange lave buske, der giver god bunddækning. • Sprøjtefri randzoner på seks meter og en reduceret mængde udsæd i de yderste meter. Det giver plads til enårige ukrudtsarter, som har stor betydning for markvildtets livsbetingelser. |
Øg diversiteten: Markernes ubrudte dyrkningsflader kan virke som ørkener for vildtet. Men også markkanterne, som ellers ofte udgør en oase for natur og vildt, kan miste deres positive effekt. Drives markerne, så markkanterne står som en mur af tætte afgrøder, er det vanskeligt rent fysisk for vildtet at opholde sig der. Og hvis solens stråler ikke trænger ned til jordbunden, kan mange vildtarters yngel ikke leve der. De kræver nemlig arealer, hvor solen kan trænge ned, så de kan få tørret fjer eller pels efter et regnskyl. Problemet med ”ørkenerne” er først og fremmest, at der ikke grundlag for et velfungerende økosystem og dermed ikke særlig meget liv. Isoleret set kan der i en konventionelt dyrket mark ikke eksistere fødekæder. Fødekæder er de indbyrdes afhængige rækkefølger, som dyr og planter lever af eller på hinanden i. Forsvinder et led i kæden, bryder den sammen. Det vil sige, at hvis de ukrudtsarter, som er værtsplanter for insekter, ikke findes i marken, kan insekterne i sagens natur heller ikke være der. Så er der ikke føde til eksempelvis agerhønens yngel, og fuglen kan ikke reproducere sig selv. Det manglende ukrudt betyder også, at det er vanskeligt for forældrefuglene at finde egnet frøføde. Det er et meget alvorligt problem for vildtet. |
Små tiltag med stor effekt
Med en række enkle initiativer kan naturindholdet på landbrugsarealer forbedres. Det drejer sig først og fremmest om at skabe gode livsbetingelser for markens vildt.
Mulighederne for at forene naturhensyn og landbrugsdrift er mange, og der er tilmed særdeles gode muligheder for at gøre det med tilskud fra en støtteordning.
Erfaringer fra ejendomme, hvor der er arbejdet målrettet og intensivt med terrænet for at skabe velegnede levesteder for vildtet, viser at det kan lade sig gøre. Når man eksempelvis forbedrer forholdene for agerhøns, skaber man samtidig et højere naturindhold generelt på arealet.
Bestanden af agerhøns, fasaner og harer stiger støt på intensivt dyrkede landbrugsarealer, hvor der er gennemført terrænpleje.
Sprøjtefri randzoner i seks meters bredde har stor betydning for agerhønens kyllinger, når den skal søge føde.
De kan betyde forskellen mellem liv og død. Den energi, agerhønekyllinger bruger,
og den risiko de udsætter sig for under fødesøgning, mindskes markant ved udlægning
af seks meter brede sprøjtefrie randzoner i marker.
Markvildtstriber
Markvildtstriber dækker over en række forskellige former for terrænpleje: Bar-jordsstribe, insektvold, vildtagre, kortklippet græs, udyrket areal med videre. Enkeltvis eller sammen bidrager de til at skabe bedre livsbetingelser for markvildtet og dyrelivet i det åbne land som helhed.
Markvildtstriberne er især til gavn for agerhøns, fasaner, viber, lærker og harer. Men også råvildt vil nyde godt af denne form for terrænpleje, og det samme gælder insekter, padder, krybdyr og småfugle.
Hovedformålet med markvildtstriber er at bryde større dyrkningsflader og skabe variation. Dermed opstår områder med redesteder, bar jord, føde i form af insekter og frø fra etårigt ukrudt, grøntfoder og dækning.
Variation i marken er meget vigtig, da moderne landbrug for det meste består af store monokulturer (samme afgrøde) uden nogen variation. Netop dette forhold forringer levevilkårene for markvildtet og resulterer i lavt naturindhold.
Hovedformålet med markvildtstriber er at bryde større dyrkningsflader og skabe variation, så der opstår områder med redesteder, barjord, føde i form af insektforekomster og frø fra enårigt ukrudt samt dækning.
Randzoner har gunstig virkning
Randzoner i forbindelse med dyrkede arealer har en gunstig indvirkning på vildtet. Samtidig kan randzoner bidrage til et bedre naturindhold i dyrkede land- og/eller skovbrugsområder.
Afhængigt af hvilke randzoner der er tale om, bør de anlægges, så de generer driften af jorden mindst muligt. For landmænd er det oplagt at anlægge randzoner langs kanten af en mark eller langs et levende hegn, i forbindelse med en markvej, et dige eller lignende.
|
|
Figurtekst: Udlægning af sprøjtefri randzoner i marker giver agerhøns en markant bedre biotop (Kilde: GWCT, Den engelske rådgivning og forskningsinstitution Game and Wildlife Conservation Trust). |
Sprøjtefri randzone
Sprøjtefri randzoner er et meget værdifuldt redskab for vildtvenlig markdrift, og det kan anbefales at udlægge sådanne zoner langs kanten af alle marker. De forbedrer vildtets levesteder markant.
Især hønsefuglene nyder godt af sprøjtefri randzoner, fordi de giver vækstmulighed for tokimbladede ukrudtsarter som blandt andet vejpileurt, snerlepileurt, ferskenpileurt. Disse og mange andre arter ville i en konventionelt dyrket mark typisk være sprøjtet væk. Urterne fungerer som værtsplanter for en række insekter og skaber derfor gode forekomster af insektføde for hønsefuglenes kyllinger – en fødetype de er helt afhængige af i perioden lige efter de er klækket.
Derudover producerer urterne frø, der er en vigtig del af fuglevildtets føde – ikke mindst hønsefuglene, når de er kommet ud over ”insektstadiet”.
Sprøjtefrie randzoner er meget værdifulde fødekamre for markvildtet som helhed, og den føde de kan finde her, kan ikke erstattes af eksempelvis fodring.
Effekten af sprøjtefri randzoner
Ifølge engelske undersøgelser får agerhøns 2,8 gange så store, levedygtige kuld i marker med seks meter sprøjtefri randzoner, sammenlignet med marker uden randzoner. Bedre forekomster af føde og dermed kortere afstande at søge den over kan være forklaringen.
I marker uden randzoner søger agerhøns føde inden for 557 meter, hvorimod de i marker med sprøjtefri randzoner kun behøver at søge føde inden for 163 meter.
Effekten af de sprøjtefri randzoner er desuden, at kyllingerne bruger betydeligt mindre energi og tid på at søge føde. Derfor blotter de sig mindre i forhold til rovdyr. Samlet set resulterer det i, at flere kyllinger overlever.
Markernes ubrudte dyrkningsflader er som ørkener for vildtet.
Markvildtstriber dækker over en række forskellige former for terrænpleje:
Barjordsstribe, insektvold, vildtagre, kortklippet græs, udyrket areal med videre.
Placering af randzoner
Sprøjtefri randzoner placeres typisk ved markens kanter og bør have en bredde på tre til seks meter. Undgå steder med problemukrudt som vindaks, hejrearter, flyvehavre med mere.
Zonerne kan imidlertid også laves i marken ved at springe et par sprøjtespor over. Derved opstår der felter med ukrudt i marken og dermed variation.
Randzoner kan ydermere placeres i forageren, hvis man ikke ønsker at have dem rundt om hele marken. Sidstnævnte er dog det mest effektive.
Spildfrøbrak er nummer ét. Brakjorden har størst værdi det første år eller to. Flyt den hvert eller hvert andet år. Eller så velegnede afgrøder i brakjorden.
Randzoner i rotation
Flere steder opereres der med faste placeringer af de sprøjtefri randzoner langs med levende hegn. Fordelen er, at bundvegetationen undgår påvirkningen fra sprøjtning. Det åbner mulighed for, at plantelivet bliver mere varieret, hvilket også giver et rigere dyreliv.
Et minus ved denne løsning er, at der kan oparbejdes en stor mængde ukrudtsfrø i randzonen, så ukrudtet efterhånden udvikler sig til et problem.
For at undgå uønsket, skadevoldende ukrudt kan randzonerne drives i etårig omdrift. På den måde kommer de med i en rotation, hvor de indgår i markdriften ét år og ligger som randzone det næste. Herved halveres det årlige areal med randzoner ganske vist, og det kan blive nødvendigt at inddrage nye arealer til formålet.
Der skal ikke herske tvivl om, at randzonerne har størst værdi, hvis de er permanente. Det gælder især i forhold til de insekter, der ikke er i stand til at bevæge sig over større afstande.
Efterafgrøder
Efterafgrøder kan – ud over at forbedre jordbundsforholdene og mindske udvaskningen af næringsstoffer – bidrage til at sikre markvildtet gode dækningsmuligheder efter høst.
På det tidspunkt ”tømmes” markerne, og vildtets sædvanlige levesteder ændres radikalt. Men efterafgrøder kan om vinteren yde dækning og føde for markens vildt. Derudover kan efterafgrøder benyttes rent jagtteknisk: De kan fungere som såter, fordi de yder god dækning.
Efterafgrøder målrettet vildt kan med fordel etableres inden høst (i juli) ved håndsåning af gul sennep, olierædddike, vinterraps eller lignende. Såningen kan ske i striber langs levende hegn, markskel, markvildtstriber med mere.
Etablering af efterafgrøder gør det lettere at etablere vårsæd.
| Biotopplaner Fra og med 2010 er det en forudsætning for udsætning af fasan og agerhøne i større målestok, at der udarbejdes, anmeldes og gennemføres en biotopplan. Formålet med en biotopplan er at etablere nye og/eller forbedre eksisterende biotoper for at øge omfanget og forbedre kvaliteten af vildtlevende fugles og pattedyrs levesteder, herunder livsvilkårene for den naturlige flora og fauna. Tiltagene i biotopplanen har været tænkt gennemført ved de brakforpligtelser, som landbruget hidtil har været omfattet af. I 2008 bortfaldt brakforpligtelsen imidlertid, men der er stadig mulighed for at braklægge, men altså ikke længere noget krav om det. Hvordan regler for braklægning bliver i fremtiden, er stadig uvist. Den ordning, som styrer støtten til landbruget, er Enkeltbetalingsordningen, og den rummer mulighed for at gennemføre de fleste af de tiltagene og stadig opnå støtte til arealet. I visse tilfælde kan det ske uden videre, og i andre kræver det blot en indberetning i forbindelse med udfyldelse af støtteskemaerne til enkeltbetalingsordningen. |
Sæt en høj stub
Stubmarker har betydning for fødemuligheder og dækning for markvildtet. Spildfrø fra de afgrøder, der har været dyrket på marken, grønne plantedele og frø fra ukrudt har stor fødeværdi for vildtet. De er kun tilgængelige, hvis stubben bevares eller blot harves let over.
Stubben yder - især hvis den er sat højt - god dækning efter høst, hvor der ellers mangler dækning på markerne.
 |
Vildtet nyder godt af et varieret valg af afgrøder. Især haren er afhængig af et varieret udbud af afgrøder for at få opfyldt sit behov for føde. Men også med henblik på dækningen i marken er det vigtigt med en afgrødeturnus, der kan sikre, at der for eksempel dyrkes vårsæd og vintersæd på hver sin side af et markskel. |
Spar på udsæd og gødning
Såning med en reduceret udsædmængde og tilførsel af gødning skaber gode vækstbetingelser for arter af etårigt ukrudt: hamphanekro, svinemælde, pileurt, hvidmelet gåsefod, fuglegræs, rapgræs. De er vigtige som føde for vildt. Samtidig bliver afgrøden mere åben, så vildtet bedre kan opholde sig i den.
Tilmed kan der være god økonomi i at spare på udsæden og gødningen langs et levende hegn eller markskel. Hvis udstyret til at sprede gødning gør det muligt, kan det anbefales at mindske gødningsmængden i sprøjtefri randzoner eller eventuelt helt udelade gødning.
Erfaringen viser, at en reduktion på 40 procent i tilførslen af gødning i randzoner giver et høstudbytte på cirka 65 procent af resultatet midt i marken. Hertil kommer, at udbyttet normalt er lavere i randzonerne, selv med sprøjtning og fuld dosering af gødning.
Vedvarende græs
Vedvarende græs har god fødeværdi for hare, hjortevildt og hønsefugle på grund af de grønne plantedele. Samtidig har arealerne stor værdi for snepper, bekkasiner og andre fugle, fordi de kan finde insekter og ikke mindst orm på arealerne.
Vedvarende græs har større forekomster af orm, og derfor ser man, at snepper næsten udelukkende søger føde på vedvarende græs – i hvert fald når det gælder landbrugsarealer. Forskning har direkte påvist sammenhæng mellem sneppernes foretrukne fødesøgningssteder og andelen af gammelt græs/vedvarende græsarealer såsom eng og overdrev.
Forskning har tilmed vist, at marker med udlæg er godt for vildtet.
Randzoner har størst værdi, hvis de er permanente.
Det gælder især i forhold til de insekter, der ikke er i stand til at bevæge sig over større afstande.
