Om bla. købmanden i Vorbasse

Uddrag af Hans Jakob Knudsens bog: En gammel jægers erindringer

Vi har i dag begravet vores gamle købmand, så dette bliver nok lidt af en nekrolog. Han købte forretningen i 1961, og lukkede den lidt langsomt ned fra 2000, da det begyndte at knibe med helbredet. Da han gennem ca. tredive til fyrre år aftog vores vildt, blev det jo ganske naturligt stedet hvor jægerne mødtes for at høre nyt. (Han var nok også den største våbenhandler på egnen i en lang årrække. Red.)

Han sørgede også for at jeg blev kongelig hofleverandør!

Moresco på Fromseir skulle have besøg af kong Frederik, og fruen havde lovet ham skovduer til middag. Købmanden ringede så rundt til nogle jægere, som han vidste kunne skyde duer. Han skulle bruge ti duer, og det skulle være unger. Jeg satte mig ned til en kanal, hvor jeg tit skød duer, når de trak efter vand. Da jeg havde siddet i et par timer, og trækket var ovre, havde jeg kun skudt otte duer, men dem fik købmanden så samme dag. Han vurderede, at der var to som var gamle. De blev afregnet til halv pris. Det var to kroner den gang. Jeg er sikker på, at han har solgt dem alle til fru Moresco som unge duer! Så har kongen måtte gumle lidt mere, såfremt han har fået noget af de gamle. Sådan noget blev betragtet som godt købmandskab, og det var man indforstået med. Engang fik han en hjort som jeg havde skudt, og da jeg fik afregningen, var der fratrukket for et skud i en kølle. Da jeg kun havde givet hjorten ét skud, protesterede jeg selvfølgelig. Det ordner jeg med Møller og Melgård, sagde købmanden, og så fik jeg fuld pris for hjorten. Vi afleverede altid hjortevildtet på fragtcentralen i Billund, hvorfra der gik bil til København hver dag. Hvordan købmanden ordnede det med Møller og Meldgård, kom jo ikke mig ved, men der var mange som hyldede princippet om at indgå forlig, og så tage dem en anden gang.

Vorbasse Jagtforening holdt en kragejagt hvor alle skød krager over hele sognet. Så tog købmanden dørene af sin Ford, årgang 1932, og satte et par skarpskytter ind på bagsædet, og så blev der skudt krager. Da de kørte forbi en indhegning omme ved Donslund sad der en krage, men for langt ude til haglbøssen. De havde imidlertid en salonriffel med. Og der var også en der var skrap til at skyde med den, så han skød kragen. Da han kom tilbage med kragen holdt han den inde under jakken og lagde den ned bag bagsædet i bilen. Den beholder jeg selv, sagde han. Den skal ikke med på paraden. Det var nemlig en urkok som var fredet i marts måned.

Købmanden kom hurtig med på jagt, da han var en meget festlig fyr at have med. Desuden havde han en lille støver, af ukendt herkomst, som drev virkelig godt. Selvom Lambert ikke var nogen havørn med en bøsse kom han snart med på jagt ved både skovridderen og på Fromseir, men også ved os andre almindelig dødelige. Engang havde vi fået købmanden med på rævejagt. Det var han ellers aldrig med på, da han ikke kunne stå stille, og forstod det i det hele taget ikke.

Der var faldet et tyndt lag sne, så man kunne se lidt ind imellem stammerne. Der kom en ræv ti meter inde, og jeg skød selvom der var grene imellem. Købmanden stod næst efter mig på en hjørnepost, og han skød også på ræven, som faldt ude på marken. Vi brugte altid 00 hagl på rævejagt, da de slog bedre igennem lidt grene og lignende. Da såten var forbi kom købmanden med sin ræv og var selvfølgelig stolt som en pave. Der var en af de gamle som tit gik og snuste lidt rundt for sig selv når såten var forbi. Han var en af dem som lagde mærke til alt, og som virkelig kunne spore. Da der nu oven i købet var faldet lidt sne, blev alt jo undersøgt.
Da vi var samlet for at tage hjem kom han hen til mig og sagde, at der var blod i sporet der hvor jeg havde skudt på ræven, og købmandens skud sad to meter over sporet i et grantræ. Vi blev enige om at vi ikke ville sige det til nogen, da købmanden var så glad ved sin ræv, og jeg havde skudt så mange. Jeg har heller aldrig fortalt det til nogen tidligere.

Vi havde været på jagt hos min nabo, og da jagten var forbi mente han, at vi skulle have en lille en til halsen til afsked. Han havde alm. bitter og Ratzepus. Jeg tog en bitter, da jeg kendte det andet! Det var der nogle af de andre som ikke gjorde, blandt andet købmanden og Kartoffelhans. Købmanden nippede lidt til det, og hældte så lidt diskret resten om bag ved sig, hvorimod Kartoffelhans tømte glasset på én gang. ”Kan I lide det?”, spurgte min nabo, men Kartoffelhans nikkede bare, mens øjnene løb i vand. Han kunne slet ikke sige noget. ”Ja det er godt nok”, sagde købmanden. Men da jeg havde set det nummer han lavede, syntes jeg nu ikke at han skulle slippe så let om ved det, så jeg sagde, at det da er mærkeligt som græsset er svedet bag ved ham. ”Så kan jeg jo ligeså godt bekende her, som i Kolding ret”, sagde købmanden, og fortalte hvor hans Raztepus var endt.
Vi havde mange fornøjelige jagter sammen med Lambert. Han var en lun fyr, og kunne også godt tage noget gas.

Og så lige den om salonriflen

Jeg havde også en oplevelse, som jeg ikke tror der er andre der har haft. Der var et par gamle jægere, som tit tog lidt gas på hinanden, og det kunne godt blive lidt grovkornede løjer engang imellem, men de kunne alligevel ikke undvære hinanden, når de var på jagt. Så engang havde den ene bøjet løbet på den andens gamle enkeltløber, blev der fortalt. Det troede jeg nu ikke på, da jeg ikke troede at et bøsseløb var noget man sådan lige bøjede.

Vi havde tit en gammel salonriffel hængende i traktoren, som vi skød krager og skader med når vi pløjede. Det skete nu også at der gik en ræv med i købet engang imellem, men det var nu ikke tit, da de skulle rammes meget nøjagtigt for at blive på stedet. Salonriflen stod så en aften i værkstedet i den ene ende af stalden. Jeg var ved at malke og Ove stod henne i værkstedet. Så kom han hen og spurgte, om jeg ikke havde skudt lidt mange forbiere i den sidste tid. Det havde jeg godt nok, men tænkte ikke videre over det, da sigtet ikke altid var lige nøjagtigt fra traktoren. Du kan nemlig ikke se igennem løbet, sagde han. Det var rigtigt nok. Løbet var bøjet så meget at man ikke kunne se igennem det. Den har nok været i klemme ved traktorens lift da jeg har hævet ploven. Vi satte så riflen i en skruestik og bøjede løbet tilbage med et vandrør. Det var meget let at bøje løbet tilbage så det var som før. Dagen efter indskød vi riflen og den skød upåklagelig siden….
Jeg troede egentlig at et bøsseløb nærmest var stål, men det er det altså ikke. Først da troede jeg på historien om ham som bøjede løbet på vennens gamle enkeltløber.

Har du endnu ikke læst Hans Jakob Knudsens bog, ”En gammel jægers erindringer”, kan den købes hos www.bogjagt.dk, eller naturligvis hos forfatteren selv på tlf. 75 33 31 73. Her finder man spændende beretninger om jagten og livet på Vorbasse-egnen gennem de seneste 70 år, skrevet i et varmt og levende sprog. Ja, nærmest som om man sad og lyttede til Hans Jakob selv!