Her kan du læse om årets gang i din jagtforening, samt se udvalgte billeder. På vor hjemmeside www.askovmalt-jagt.dk vil der som oftest være flere billeder fra de forskellige aktiviteter under Sidste Nyt.
Stor opbakning til vor generalforsamling

Der var stor tilslutning til årets generalforsamling
Vi indledte det nye år med generalforsamling, hvor ikke mindre end 93 af foreningens medlemmer mødte op til en rigtig vellykket aften.
Formand Bent Knudsen kunne i sin beretning fortælle, at jagtforeningen i år bliver 80 år, og at der stadig er en positiv udvikling i medlemsskaren, idet der nu er lige omkring 400 medlemmer. Årets mange aktiviteter havde i det store hele været godt besøgte, men Bent Knudsen opfordrede dog foreningens medlemmer til at deltage i både foreningens minihjorteskydning, den afsluttende lerdueskydning samt den afsluttende riffelfeltskydning, idet disse skydninger giver point til årets skytte. Desuden opfordrede han til at gøre mere ved plantesagen, idet foreningen giver tilskud til vildtplanter.
Der var genvalg til formanden Bent Knudsen samt Ole Lautrup. Desuden blev Ole P. Johnsen indvalgt i bestyrelsen. Erik Therkelsen og Anders Holberg blev valgt som arbejdende suppleanter. Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig og Ole P. Johnsen er blevet valgt som næstformand.
Efter selve generalforsamlingen orienterede vildtkonsulent Svend Hansen om nyt fra Skov- og Naturstyrelsen, Vadehavet.
Aftenen blev krydret af foreningens jagthornsblæsere som blæste nogle af de smukke jagtsignaler
Æresmedlem
Finn Østergaard har i 2009 25 års jubilæum i bestyrelsen. Her har han ansvaret for foreningens presse og information. Han er redaktør af foreningens hjemmeside, som i 2008 havde over 28.000 besøg. Desuden er han redaktør af foreningens årlige foreningsjagtblad, Jagtmagasinet. I forbindelse med jubilæet blev Finn Østergaard udnævnt til æresmedlem af Askov/Malt Jagtforening.
Årets skytte
Jakob Christensen havde igen flest point i de tællende skydninger, og blev atter kåret som Årets skytte foran Viggo Knudsen og Tom Hansen.
![]() |
Jakob Christensen kunne atter hjemtage både vandrepokal og vinderkasket som Årets skytte |
Trofæudstilling.
I løbet af aftenen blev der også afholdt en trofæudstilling. Her kunne man beundre mange flotte trofæer. Bl.a. bukke og kronhjorte, vildsvin, elg og sikahjort. De to største, de to mindste og de to mest specielle bukke blev udvalgt tillige med årets trofæ, som var en flot kronhjort.
Stor interesse for foreningens jagttilbud.
Der er stor interesse for at deltage i foreningens jagt på Estrup, samt i ande- og gåsejagten ved vadehavet. Som et helt nyt tiltag kunne foreningen tilbyde pladser på en trykjagt, en såkaldt Bewegungsjagt, i Brandenburg i Tyskland i oktober. Dette bliver arrangeret som en bustur hvor en rejseleder deltager. Her kan der jages råvildt, vildsvin, kronvildt, ræv, mårhund og vaskebjørn. Ole P. Johnsen er kontaktperson for denne spændende nyhed.
Aftenen sluttede med et amerikansk lotteri om gavekort til fem jagtdage på Estrup, to årskort til engjagt ved vadehavet. 2 gavekort til Aurora Jagtrejser. 3 gavekort til Lykke & Jørgensen, Din Tøjmand. De var sponseret af hhv. Ole Lautrup, Brian B. Hansen og Lykke & Jørgensen. Desuden var der bøger og andre spændende præmier.

Trofækåringen hvor de 2 største, 2 mindste og 2 mest specielle bukkeopsatser
fra hhv. ind- og udland er kåret sammen med "året trofæ", geviret fra den flotte kronhjort.

Lodtrækningen gav mange glade vindere
DJs riffelmærkeskydning

Forårets riffelskydninger på den gamle riffelbane i Skibelund
startede med gratis kaffe og rundstykker til de morgenfriske.
Da vi afsluttede forårets skydninger med at afholde Danmarks Jægerforbunds riffelmærkeskydning på riffelbanen i Skibelund, blev der vist særdeles flot skydning. Inden har foreningen afholdt en række træningsskydninger, hvor der har været en meget stor søgning af områdets riffelskytter.
Udover prøvens teoretiske del kan skydeprøven give hhv. bronze, sølv, guld og guld med egeløv.
For at opnå guld med egeløv skal man først skyde guld, hvor kravet er minimum 59 point af 60 mulige. Herefter skydes 3 fritstående skud efter bukken på 100 meter afstand uden hjælpemidler. Her skal man så skyde mindst 27 point af 30 mulige.
Hele seks skytter kunne tage hjem med det eftertragtede mærke, guld med egeløv: Bjarne Feddersen, Per S. Petersen, Ole P. Johnsen, Tom Hansen, Ole Lautrup og Peter Klindt.
Guldmærket, hvor pointkravet er min. 59 point af 60 mulige, blev skudt af Viggo Knudsen, Finn Østergaard, Knud Christoffersen, Finn Westpha, Jacob Christensen, Anders Holberg, Steen Mikkelsen, Bent Knudsen, Frank S. Jensen, Jan Lyngsøe, Jørgen Aaman Andersen, Henning Pedersen og Dan Jensen.
Sølvmærket, hvor pointkravet er 51 til 58 point, blev skudt af Hugo Christensen, Kim Velbæk, Søren Thorsen, Peter S. Petersen, Erik Therkelsen, Bjarne Nissen, Viggo Kjellerup og Edgar Rasmussen.
Bronzemærket, hvor pointkravet er 40 til 50 point, blev skudt af Jørgen Ladegaard, Peter Lautrup og Niels Christensen.
Atter guld til AMJs riffelskytter ved årets kommunemesterskab i jagtfeltskydning

Vejret viste sigt fra den allerflotteste side, med solen skinnende fra en høj og klar septemberhimmel, da Gesten Jagtforening afholdt årets kommunemesterskab i jagtfeltskydning.
Med 368 af 400 mulige point genvandt Askov/Malt Jagtforenings riffelskytter atter overbevisende kommunemesterskabet og hjemtog derfor atter vandrepokalen foran Jels Jagtforening med 320 point og Gesten Jagtforening med 306 point.
De fire bedste skytter fra Askov/Malt Jagtforening, som sikrede det flotte resultat, var Bjarne Petersen med 98 point. Tom Hansen med 94 point. Jakob Christensen med 90 point og Ole Lautrup med 86 point.
Et stort tillykke til vore knaldhamrende dygtige kommunemestre! Godt gået!
I alt deltog 29 skytter fra fem forskellige jagtforeninger i årets dyst. Dagen sluttede med lodtrækning blandt alle de skytter som befandt sig på skydebanen, og der var masser af gode præmier, bl.a. en hagljagtdag, en elgjagt og en vildsvinejagt!
Bronze til AMJs lerdueskytter
Der var en meget fin tilslutning til årets kommunemesterskab i jagtskydning, idet hele 10 foreninger deltog ved arrangementet, som i år blev afviklet på lerduebanen i Vejen. Der skydes en almindelig jagtskydning til 24 lerduer og der er medaljer til de vindende skytter, samt en vandrepokal til den vindende jagtforening. Og der blev virkelig kamp til stregen i år. Kun en enkelt due og et enkelt skud var der mellem de tre bedst placerede foreninger.
Vinder med guldmedaljer blev Andst Jagtforening med 94 duer i 98 skud, skarpt forfulgt af sølvvinderne fra Vejen Jagtforening med 94 duer i 99 skud. Askov Malt Jagtforening høstede bronzemedaljer med 93duer i 99 skud.
Vinderne fra Andst var Jette Corydon, Gert Østergård, Morten Daugård og Svend Åge Højen.
Bronzemedaljeskytterne fra AMJ var Tommy Broch med 24 duer i 24 skud. Viggo Knudsen med 24 duer i 25 skud. Allan Jessen med 24 duer i 25 skud og Bjarne Feddersen med 21 duer i 25 skud. Et stort tillykke med medaljerne! Flot skudt!
Efter selve skydningen blev der trukket lod om gode præmier blandt alle de deltagere der var til stede ved præmieoverrækkelsen.
AMJ pokalskydning lerduer
Der var rigtig god tilslutning, godt humør og flot skydning, da årets AMJ pokalskydning blev afholdt på Skodborg Flugtskydningsbane i Skudstrup. Skytterne kunne skyde lige så mange serier der var lyst og tid til. Det var derefter den bedste serie som talte.
Mesterrækken blev vundet af Kim Velbæk (23/24) foran Tommy Broch (23/24) og Allan Jessen (23/25).
A-rækken blev vundet af Peter Nørregaard (22/24) foran Bjarne Johnsen (22/27) og Tom Hansen (22/31).
B-rækken blev vundet af Kenny Tækker (21/28) foran Bjarne Nissen (20/26) og Dennis Sørensen (20/28).
Senior-klassen blev vundet af Erik Therkelsen (23/27) foran Per Tækker (20/26) og Peter S. Petersen (20/27).
Serier med jægertrap blev vundet af hhv. Tommy Christensen og Erik Therkelsen.

Da omskydningen var overstået blev skytterne kaldt sammen af Ole Lautrup som stod for præmieoverrækkelsen.

Stolte pokal- og medaljevindere
Bukkekaffe på Estrup
Juleaften er helt speciel, men for de fleste danske bukkejægere kommer den 16. maj næsten op på siden af højtiden.
Over hele landet var titusindvis af morgenfriske bukkejægere tidligt af huse den 16. maj om morgenen. Resultatmæssigt blev det en god morgen for nogle, men de fleste oplevede dog nok rent vejrmæssigt en våd, kold og blæsende morgen. Vejret fik råvildtet til at søge læ, og drev mange jægere hjem før tiden.

Herligt med varme, kaffe, rundstykker og hygge efter en våd og kold morgen
Vi havde atter indbudt alle riffeljægere til bukkekaffe i foreningens spændende og historiske jagtlokaler på Estrup Hovedgård. Her havde jagtforeningen et veldækket morgenbord klar til jægerne efter morgenens jagt. Trods det våde og kolde vejr dukkede der dog mere end 30 jægere op i løbet af formiddagen. Der blev hygget, snakket jagt og fortalt detaljeret om morgenens oplevelser, mens kaffe og lækre rundstykker fra Bavinchi bageren i Vejen, forsynet med enten pålæg, ost, marmelade og honning, og måske en lille skarp, gled ned i jægernes sultne maver, efter timerne derude, den 16. maj.
Da Ole K. Hansen blæste til samling og efterfølgende dyrets død, lå der dog kun én buk på paraden. Det var Ole P. Johnsen, som havde nedlagt en speciel ulige seksender med et velplaceret skud.
Knivskarpt opgør i jagtfeltskydningen

Ved foreningens afsluttende mesterskab i jagtfeltskydning på riffelbanen i Skibelund måtte der omskydning til inden den endelige vinder kunne kåres i skydningen, hvor der både skal skydes på 100 og 200 meters afstand, mod skiver af vildsvin, kronhjort og råbuk, og i både liggende, siddende og stående skydestillinger, med og uden skydestok.
Efter omskydningen blev Bjarne Feddersen kåret som årets vinder i den almene klasse, og han høstede derved både guldmedaljen og hjortestangen. Han skød 98 point af 100 mulige. Ole Lautrup skød ligeledes 98 point og fik sølvmedalje efter omskydningen. Jan Lyngsøe skød bronze med 89 point.
Årets vinder i seniorklassen blev Erik Therkelsen, som skød guld med 75 points foran Viggo Knudsen, som skød sølv med 73 point, og Bent Knudsen skød bronze med 67 point.
En konkurrence i afstandsbedømmelse blev vundet af hhv. Jakob Christensen og Ole K. Hansen.
Filsø, kronhjorte og gæs
Bussen var fyldt med glade og spændte mennesker, da turen tog sin begyndelse fra dammen i Askov, mod det enestående naturområde ved Filsø gods, og med dens store mængder af gæs og kronvildt. Desværre var der en del som måtte gå forgæves til denne udflugt, men bussen havde jo kun plads til 50 personer!
Vi blev vist rundt af Kurt Dahl, hvis familie er opvokset omkring Filsø. Hans farfar var den første inspektør på Filsø, og hans onkel var den største krybskytte i området! Kurt kunne fortælle mange historier fra egnen.

Ud af bussen. Nu skal vi se kronvildt
Først stop var ved Grærup Langesø. Her kunne vi se masser af kronvildt og trods den friske vind også lige høre hjortenes brøl. Derefter kørte vi ind på selve Filsøs kæmpe område og ud i nærheden af søen. Her var der tid til lidt til hals og gane, og måske en lille gåtur i området, inden vi først så stære slå volter over sivene og senere kom store flokke af gæs gakkende ind over os.

Hjorten brøler

Uden mad og drikke

Nu venter vi bare på gæssene
Det var en rigtig god tur!
P.s. Du kan stadig nå at købe Filsø Gods, som er et af Danmarks største godser. Her er egen adgang til Vesterhavet, skov og sø, svineproduktion i god afstand af beboelsen, masser af kronhjorte og andet vildt og garanteret også plads til et par heste, hvis det skulle være. Der hører 23,7 kvadratkilometer jord til godset. For blot 325 millioner kroner får du bl.a. unik natur men skal ikke regne med nedslag.
Flotte resultater af AMJs holdskytter.
Med to førstepladser og en andenplads i årets holdskydninger gik alle tre AMJ hold videre til finaleskydningen i Krogager. Her skød Erik Therkelsen sig helt i top i klasse A, hvor han blev bedste skytte med 23 duer i 25 skud. Tillykke!
Resultater fra årets holdskydning:
Askov Malt 1.
Blev nr. 1 i serie 2, kreds 5 med 1109 duer i 1349 skud.
Deltagere: Allan Jessen, Jakob Christensen,
Preben Stærmose, Jan Lyngsøe, Viggo Knudsen.
Askov Malt 2.
Blev nr. 1 i serie 5, kreds 1 med 768 duer i 1079 skud.
Deltagere: Erik Therkelsen, Edgar Rasmussen,
Bjarne Johnsen, Dan Jensen, Bjarne Nissen,
Finn G. Nielsen.
Askov Malt 3.
Blev nr. 2 i serie 6 , kreds 4 med 708 duer i 1127 skud.
Deltagere: Poul Erik Jørgensen, Jahry Lausen, Svend
Åge Davidsen, Jørgen Jakobsen, Dennis Sørensen,
Peter Jakobsen
Mini-hjorteskydningen
Der er nok aldrig tidligere blevet skudt så mange skud i løbet af de tre aftner hvor foreningen afholdt den årlige minihjorteskydning samt skydningen til fast mål. Ole Lautrup havde atter stillet sine rummelige lokaler på Skibelundvej i Askov på rådighed til årets skydninger, og næsten 3.200 skud med foreningens kraftige luftrifler måtte der til, før årets mestre kunne kåres blandt de skrappe skytter, blandt både voksne og børn.

Der kæmpes bravt om placeringerne
Skydningen til den lille løbende hjorteskive er tillige den ene af de tre skydninger der tæller ved kåringen til Årets Skytte. Og der blev virkelig konkurreret som nok aldrig før. Der måtte omskydning til i næsten alle klasser før årets vindere kunne kåres. På minihjortebanen skydes der til en lille bevægelig hjorteskive på en afstand af ca. 10 meter og skytten har kun ca. 5 sekunder til at tage sigte og afgive sit skud. Denne form for skydning kræver derfor både god koncentration og kombinationsevne, og giver derfor en god og billig træning til skud til løbende vildt.

De voksne vindere er heller ikke utilfredse med deres skydning!
På hjortebanen vandt Tom Hansen guldmedalje med maksimumpoint 30 af 30 mulige. Hans Gejl Pedersen skød sølv med 29 point og efter omskydning vandt Ole Lautrup bronze med 28 point. I omskydningen her deltog Ole K. Hansen, Anders Holberg, Jakob Christensen og Bjarne Feddersen.
I seniorklassen skød Viggo Knudsen guld med 28 point. Erik Therkelsen skød sølv med 27 point og Henning Pedersen skød bronze med 24 point foran Viggo Kellerup
På banen med fast mål kan der maksimalt skydes 72 point. Her vandt Ole Lautrup guld med 69 point efter omskydning med Ole K. Hansen som fik sølv, ligeledes med 69 point. Steen Mikkelsen vandt bronze med 68 point efter omskydning med Tom Hansen.
På fast mål hos de yngste skytter fra 7 10 år skød Jeppe Hynkemejer guld med maksimum 72 point af 72 mulige. Søren Lautrup skød sølv med 71 point og Ida Holberg skød bronze med 70 point.

Glade unge vindere fra banen med fast mål.
I klassen 11-14 år skød Thomas Witting guld med 70 point. Efter omskydning vandt Alex Holberg sølv foran Benedikte Schmidt som vandt bronze. Begge skød 68 point.
Der var desuden masser af mulighed for at snakke jagt, våben, skydning, hunde, spise hjemmebagt kage, drikke kaffe, sodavand samt måske en enkelt øl. Kort sagt: Der blev virkelig hygget alle tre aftner. Tak til Ole Lautrup for lån af lokalerne!

Årets-vinderskive. Sådan ser en minihjorteskive ud med maksimumpoint. FLOT!

Der er også tid til at hygge med kaffe og kage, læse jagtblade og snakke våben og jagt
Familieaften med grill og fiskeri
Det siges jo, at blæsten går frisk over Limfjordens vande, men den gik nu også ganske frisk over de to store søer i det herlige naturområde hos Preben Jessen og Henning Sønderskov i Gamst, da vi i juni atter var på foreningens familieaften med fiskeri og grill. Men lidt kuling kan nu ikke slet ikke ødelægge stemningen, når blot man har det rigtige tøj på.

Glæden lyser også ud af denne unge fisker!
Den første fisk blev meget hurtigt landet af Ib Krag, som havde meget svært ved at få armene ned igen! For ganske kort efter han elegant havde sendt sin flue ud over søen, for første gang, kunne han hale en rigtig flot ørred i land. Det var hans første fisk på netop den stang som han havde fået til et jubilæum for 22 år siden! Men mindst lige så stor glæde kunne også ses når en af de yngste deltagere kunne hale en ørred på land. Men da duften fra de lækre grillpølser fra Æ Pølsemager i Skodborg senere kaldte sultne deltagere sammen hos kokkene Erik og Bent ved den store grill, blev fiskeriet alligevel stoppet en tid, mens sulten blev stillet. Men snart kaldte fiskeriet atter og lidt efter lidt listede spændte voksne og børn atter tilbage til deres pladser, i håb om at fange en ørred eller måske en karpe. Andre benyttede sig af muligheden for at udfordre gedderne i Henning Sønderskovs sø, eller se skovrejsningen der.

En ganske tilfreds Ib Krag
Vi var i et rent paradis med en rigtig herlig natur. I alt havde ca. 35 store og små deltagere trodset den friske blæst. Og der blev fisket, hygget, grillet og snakket jagt og fiskeri til den store guldmedalje! Ænder kløvede luften over os. I søerne lå der svaner, og vi fik endda også en forsigtig gås at se på vandet!
Fra Askov/Malt Jagtforening skal lyde en meget stor tak til Preben Jessen og Henning Sønderskov!

Det var altså flotte fisk der kom på land

Vi er midt i den herligste natur

Duften af herlige grillpølser kunne nu alligevel trække folk fra deres fiskestænger en tid
Hundeskolen holdt afslutning

Perfekt aflevering
Da Vejen Jagtforening og Askov/Malt Jagtforening atter samarbejdede om hundetræning ved Vejen Jagtfore-nings skydebane, var der i år rigtig mange deltagere, ikke mindst i begynderklassen, hvor også ikke-jagthunde er velkomne. Træningen har kørt over 8 træningsaftner og blev atter ledet af den kendte hundemand Bent post Pedersen fra Tjæreborg. Han har i mange år trænet masser af hunde, og ikke mindst hundeejere, så de har fået mere glæde af deres hunde, ved at vise og fortælle, hvordan man får hunden til at adlyde. Som afslutning på træningen blev der afholdt en frivillig prøve, hvor både hundene og deres ejere kunne vise hvad de havde fået ud af træningen, og der var hård kamp om topplaceringerne. For hundeførerne havde gjort et stort og flot arbejde med deres hunde.
Begynderklassen blev vundet af Klaus Rasmussen, som sammen med sin unge tyske jagtterrier fik maksimum 40 point, foran Hans Ove Christensen med schæferen Fiffi med 38 point og John Sørensen med Maurice, grand danois, ligeledes med 38 point.
Begynderklassen med apportering blev vundet af Flemming Uht med Amalie, weimaraner, med 48 point, foran Mogens Schelde med Gold-dess, vizsla, med 47 point, og Bent Knudsen med Tessa, rulab, med 44 point.
Klassen med øvede jagthunde blev vundet af Thomas Schultz med Bess, ruhåret hønsehund, med maksmum 30 point, foran Henning Fog med Thea, labrador, med 27 point og Søren Thorsen med Bine, labrador, med 24 point.
En vandrepokal, som Bent post har udsat en til prøvens bedste unghund, gik i år til Flemming Uht og weimaraneren Amalie.