Sne, frost og månesølv…

Det er særdeles fascinerende og stærkt vanedannende at jage vildsvin når solen går ned over den snedækkede skov. Når natten og fuldmånen tager over, og skoven er fuld af sne, månesølv, spændende lyde og mørke, ophidsende skygger.

Af Finn Østergaard

Med et bliver det helt stille, og fuldstændigt mørkt, da jeg drejer nøglen og dieselmotorens dybe og rolige brummen stopper. Jeg bliver siddende en stund og lader mine øjne vænne sig til mørket. Det kræver nogen overvindelse at forlade den lune vogn og dens behagelige sædevarme. Den store gule måne sender allerede sine klare stråler ned gennem træerne. Februar, sne, skyfrit og fuldmåne! Det er jo det vi så ofte har håbet på. Men hvor ofte har der desværre ikke ligget et tæppe af mørke skyer over os, når vi tidligere har forsøgt os, her i det tyske ved fuldmånetid. Og jagtgal må man altså være, for termometeret i bilen viser nemlig minus 17 grader!

Det blæser da heldigvis ikke, men kulden føles alligevel ekstrem, selv om jeg er udstyret med et nok så rigeligt spæklag. Derfor er jeg også godt udrustet efter ”lag på lag”! Inderst uldent undertøj. Derefter tyndt termotøj. Så et lag tykkere fleeceundertøj og derefter rigtig tykke termobukser a la militærets ”erotiksforskrækker”, samt en god tyk ulden norsk sweater hvor kraven kan slås helt op om ørerne. Yderst jagttøj med ”Gore-Tex” eller tilsvarende samt den helt uundværlige hætte. At jeg også har varmepuder i lommerne og både siddeunderlag og sovepose i rygsækken, behøver jeg vel slet ikke at nævne?

Sneen knaser højlydt for hvert skridt jeg tager, mens jeg i mørket langsomt og forsigtigt bevæger jeg mig gennem skoven mod tårnet, som vi kalder ”Kaiser-sitz”. Stopper ofte og bruger god tid til at lytte og bruge den store lysstærke 8x56 kikkert. Alligevel sveder jeg, så ansigtet nok er blodrødt, da jeg forsigtigt kravler op af stigen og sætter mig til rette i tårnet, som månen allerede står højt over. Klokken er nu omkring 21.30 og lysningen foran mig ligger som badet i månens klare stråler. Men er der faktisk ikke for lyst nu til at vildsvinene vil komme frem? Tiden går. Dette er lyset og vejret jeg har drømt om. Nu mangler jeg blot at se vildt! Men med ét kommer en grå skygge frem i månelyset, ca. 70 meter fra mig. Kikkerten på. Det er et rådyr. En lille buk kan jeg endda se, for sneen skinner som nysølv bag den. Den trækker dog snart atter ind i mørket mellem træerne til højre. Trods kulden nyder jeg altså nu at sidde her og vente midt i natten! Har nu lært at nyde de ensomme timer. Det er vel nærmest som at gå i dvale, eller måske at meditere, sådan at synke ind i sig selv og lade sig opsluge af natten, skyggerne og lydende. Men før eller senere vil det ske!

Jeg tænker tilbage på i går, lørdag. På gårsdagens trykjagt i den snepudrede skov, hvor vi så store mængder af især råvildt, men der faldt også en del vildsvin og dåvildt. Og en helt anden slags jagt tidligere i dag, søndag, hvor de lokale jægere havde inviteret fætter Poul og jeg med til primært småvildtjagt, men hvor de havde en Brennec-kekugle i bagerste løb i haglgeværet såfremt der kom vildsvin. Og det gjorde der, for nu havde det frosset så længe, at man kunne færdes i de store moseområder. Her holdt svinene til. Selv havde jeg medbragt min lille bockbüchsflinte, men den kom nu ikke i action, selv om jeg hørte hunde og svin i nærkamp i den tætte mose foran mig. Og den efterfølgende samling omkring grill og bål var bare så hyggelig!

Fætter Pouls monstergris

Tiden går hurtigt! Pludselig ruller et skud gennem skoven og afbryder mine tanker. Det er fætter Poul og hans 30-06, kan jeg høre på retningen. Jeg kigger på uret. Godt og vel 01. Lidt efter kommer en sms fra ham: ”Jeg har skudt en stor keiler”! Jeg venter lidt. Lysningen foran mig, som ligger badet i fuldmånens klare skær, både drager og lokker, men så tager jeg mig sammen og spørger via sms om den ligger – og om han vil have hjælp nu. Min mobil brummer straks igen. Han svarer ja til begge dele, så jeg pakker sammen og går tilbage til bilen, gennem skovens fantastiske spøgelseslys. Lidt senere står jeg på fodermarken ved Mond-kansel, hvor Poul har siddet. Ovre ved skovkanten står han og hopper ved siden af svinet af bare glæde over endelig at kunne træde ind i ”keilerklubben”! Han har allerede brækket svinet, som han anslår til at veje ca. 80 kg. Jeg må dog bedrøve ham lidt, og advare ham om at den ikke er helt i hans anslåede vægtklasse, men i mørke og iført vinterpels er alle svin jo kæmper. Så fremover hedder den altså fætter Pouls monstergris. Og den ligner da bestemt også et rent monster da vi næste dag tager billeder på den afrikanske måde!

En smaldå

Næste aften skifter vi pladser. Vi vil allerede tage ud så vi kan være på plads kl. 16. Kulden er ikke helt så ekstrem i dag. Termometeret siger ”kun” minus 9 grader og heldigvis er vinden stadig svag. Poul vil i aften forsøge sig i ”Saubucht”. Her er vinden ikke helt optimal, men han vil prøve alligevel. Jeg vælger så vildtageren med ”Mondkansel”, hvor han jo havde heldet med sig i aftes. Sætter bilen langt derfra mens det stadig er lyst, og har derfor et godt stykke at gå. Min påklædning er den samme som i går, så nu ved jeg at det er nødvendigt at bevæge mig rigtig langsomt, og med mange stop, for ikke at blive svedig inden de lange, kolde og stille timer i tårnet. Dette tårn er ikke så stort som de andre, men har den fordel at det er forsynet med gennemsigtige og oplukkelige vinduer, som næsten er tætte. Jeg nøjes derfor med at åbne plexiglasvinduet lige foran mig. Det betyder, at vinden ikke suser igennem. Det her er altså bare ren luksus….
Tiden går. Solen er langsomt på vej ned mellem træerne. Der er ikke en sky på himlen. Atter vil det blive en klar og herlig, men meget kold fuldmånenat. Men månen står senere op i nat, så vi vil først få rigtig gavn af den omkring midnat – og det er der altså længe til. Lidt efter lidt lægger mørket sig over vildtageren. Klokken er efterhånden blevet ca.19. Pludselig kommer en sort silhuet dansende ud af den mørke skov. Nu bliver det spændende! Jeg glemmer helt kulden! Den store lysstærke håndkikkert kommer nu helt til sin ret, her i mørket. Længe betragter jeg dyret, som roligt æsser ca. 60 meter borte i mørket. Det går alene og jeg er nu sikker på at det er en smaldå. Den er afskudsbar. Riflen op. Det ér altså mørkt endnu, men den hvide sne er perfekt som baggrund.

Nu står dyret stille. Lytter opmærksomt med siden rent til, og kikkertens lille røde kors lyser svagt på bladet. Fingeren krummes forsigtigt og 9,3x62’erens respektindgydende drøn ruller som en uheldsvarslende torden gennem den før så stille nat.
Først bliver jeg blændet en stund af mundingsflammen, men så kan jeg se en mørk klump på den hvide sne. Jeg bliver siddende lidt inden jeg klatrer ned og går frem til smaldyret. Jeg trækker det over i skovkanten og brækker det. Så sætter jeg mig atter tilbage i tårnet. Sender en besked til Poul, og foreslår at vi bliver siddende for at se hvad der vil ske senere. Han var vist ellers klar til at pakke sammen, og da han et par timer senere lokker med varm mad og et glas rødvin på vore varme værelser, forlader vi ”dybfryseren”, den store kolde skov, selvom vi nu kan se at månen er på vej op mellem træerne. Han havde haft flere dådyr foran sig, men inde mellem træerne var det ikke muligt i mørket at sige præcis hvad der var hvad. Her kan jægeren skyde efter solnedgang, men kun såfremt han klart kan vurdere dyret. Dette kaldes ”Büchenlicht”. Da vi senere hænger smaldåen op ved kølehuset hos Jens, vor ”Jagdaufseher”, kan vi konstatere at det vejer opbrækket 26 kg. Det er altså kødkvalitet og smag i topklasse!

Vi forsøger atter lykken i mørket

Der er igen gået en dag. Vi har atter været meget tidligt ude i morges, men uden resultat. Derefter er vi rundt i skoven for at fodre og kigge veksler. Vi har også fået os en middagslur inden aftenens og nattens strabadser.
Det er faktisk ret anstrengende at være efterlønner!
Vinden er stadig svag og kommer ret stabilt fra sydvest. Poul har vist frosset sidste nat og vil gerne tilbage til ”Mondkansel” og dens ”luksus”. Mon han ikke snart kan lære at tage tøj nok på?
Nu er der kommet skyer på himlen. Vi vil derfor ikke få den samme gavn af månen i nat. Men temperaturen er heller ikke helt så slem. ”Bare” minus 5 grader, da vi kører i skoven, hen på eftermiddagen. Jeg vil nu forsøge lykken i en 5 meter høj og helt åben stige, ”Ber-liner” kaldet, i revirets sydlige del. Her er der ikke en lysning, blot åben højskov. Men der har været god trafik af svin de sidste nætter, kan vi se.
Jeg stiller atter bilen langt fra området og går forsigtigt til stigen ved 16-tiden. Der ligger en tynd skorpe på sneen på sporet, så det knaser hørligt for hvert skridt jeg tager. Jeg forsøger derfor at gå i den løse sne, men her kan jeg ikke se hvad der gemmer sig under snelaget. Snubler et par gange og vælger derefter at gå på det mere sikre spor. Meget forsigtigt klatrer jeg op til sædet på den høje stige. Her er der ikke plads til min udrustning i rygsækken, men siddeunderlaget har jeg heldigvis med. Og godt for det, for der ligger flere cm. sne på brættet!
Jeg sætter mig godt tilrette i den høje stige. Her skal jeg jo tilbringe megen tid. Timerne går. Jeg synker nærmest i dvale. Bevæger mig så lidt som muligt. Åndedrættet bliver langsomt. Tankerne går på langfart. Men kulden begynder efterhånden at lade sig mærke. Det er nu ved at blive lidt småkoldt heroppe! Og skoven er meget stille. Mørket har allerede lagt sig herinde mellem de høje træer, og månen er dækket af mørke skyer. Pludseligt kan jeg høre forsigtige trin på sporet bag mig. Lyden kommer nærmere og nærmere. Jeg vover ikke at dreje mig. Er det råvildt, dåvildt eller et vildsvin der kommer listende? Under min venstre arm kan jeg nu ane noget mørkt på sneen under mig. Men dyret er yderst forsigtig.

Min hals er blevet tør af bare spænding. Jeg må kvæle en trang til at hoste. Dyret står længe stille under mig. Så kan jeg også høre lyde fra højre, inde i det tætte. Kan det lugte noget? Så lister det bagud igen og ind i tykningen til højre. Flere trippe-lyde derindefra! Jeg tør næsten ikke trække vejret! Lidt efter lader jeg den store kikkert glide rundt foran mig. Jamen der står da et dyr. Et dådyr! Det er atter et smaldyr, så vidt jeg kan se. Vel kun 35-40 meter borte. Jeg formoder at det er det samme som før stod lige under mig. Forsigtigt tager jeg riflen op. Sigter og lader nu trådkorset med det lille røde kors hvile på skulderen af dådyret. Men nej. Lad os nu se om der ikke vil komme svin senere. Jeg har jo natten for mig.
Og så kommer de pludseligt buldrende inde fra det tætte til højre. En so med 4 eller 5 frislinge fra sidste år. De begynder straks at rode i sneen og bevæger sig hele tiden, så jeg ikke kan få en frisling fri. De er blot ca. 35 meter borte. Hvor er nu soen? Den er jo fredet! Der! Helt ude til højre! Endelig har jeg så en frisling fri og kan tydeligt se dens kompakte silhuet mod den hvide sne, trods mørket. Jeg krummer forsigtigt fingeren. 9,3’en brøler og mundingsflammen blænder mig øjeblikkeligt.
Men da mit mørkesyn vender tilbage kan jeg se en mørk klump ligge derude på sneen. Godt! Jeg bliver alligevel siddende med riflen klar en lille stund, for at sikre mig at svinet bliver liggende. Eftersøgning af svin om natten er ikke så eftertragtet! Men svinet er allerede langt inde på de evige majsmarker.
Et skud ruller gennem skoven da jeg slæber det tilbage til stigen for der at brække det. Fætter?
Ganske rigtigt. Han havde haft en hel rudel dåvildt foran sig og udvalgt en dåkalv, som ligger på skudstedet.

Igen en mørk silhuet

Så er det blevet den sidste jagtdag. I morgen går turen atter hjemad. Vi dropper den tidlige morgenjagt og sover længe. Derefter får vi ordnet forskellige småjobs på reviret. På vor rundtur ser vi en rudel dåvildt med flere unge hjorte.
Vi vælger igen at tage i skoven sidst på eftermiddagen. Vinden er frisket lidt op fra sydvest. Trods den ikke er optimal vælger jeg i aften at sætte mig i ”König”. Ofte kommer vildtet her fra venstre og så vil min fært straks afsløre mig, men alligevel sætter jeg min lid til en veksel fra højre, men da jeg skal passere den, må jeg være i god tid. Så det er endnu helt lyst da jeg sætter Poul af og kører til ”Finhytte”, hvor jeg sætter bilen og forsigtigt går til tårnet.
Men her er der ret vindomsust, og flere gange sender jeg en tanke til Poul, som igen har valgt luxustårnet ”Mondkansel”! Timerne går. Det bliver mørkere og mørkere. Kulden trænger sig på, og jeg er glad for at jeg har klædt mig godt på. Så brydes nattens stilhed af lyde inde fra tykningen til højre. Hvad vil der ske? Pulsen stiger. Jeg troede, at jeg skulle vente til månen ville stå op og sende sine spøgelsesstråler ned gennem træerne, men pludselig kommer der en række sorte silhuetter løbende bagfra på vekslen til højre for mig. Det er en rotte svin. Men følger de vekslen vil de snart komme om i min fært. Jeg forsøger hurtigt at finde dem i sigtekikkerten mellem træerne, men uden held. Så stopper de alle inde i højskoven. Har de allerede fået færten af mig?
Men så vender de tilbage i lysningen til højre og begynder at rode i sneen. Blot ca. 30 meter borte. Håndkikker-ten på for en sikker vurdering. Atter er det en ung so med sent fødte frislinger, vurderer jeg. Soen står længst ude til venstre, mens frislingerne moser rundt om hinanden og klumper sig sammen i sigtekikkerten, som jeg har stillet på 8 gange forstørrelse for at få det optimale syn gennem dens lysstærke 56 mm linse. Jeg har allerede tændt det lille lysende kors svagt. Baggrunden er god. Vil det lykkes inden de forlader stedet? Men så træder endeligt en fri af flokken og står rent med siden til. Fingeren har for kort tid siden krammet en varmepose i lommen. Nu lægger den sig på aftrækkeren, som den forsigtigt klemmer om. Atter blændes jeg kortvarigt da skuddet falder, men lidt senere kan jeg se svinet ligge som en mørk klump mod sneen.
Under den lysende fuldmåne har jagtlykken været med os!

Vi glæder os til at få kødet med hjem. De unge lækre vildsvin, med det mest velsmagende kød man kan tænke sig, kommer dog først med hjem næste gang, når de tyske veterinærmyndigheder har undersøgt og godkendt dem. For i morgen går det atter nordpå. Jeg længes hjem. Men alligevel glæder jeg mig også allerede til igen at forsøge lykken i mørkets mystik, ved næste fuldmåne…