Sverige 2009 - Ole & Marie

Af : Ole K. Hansen
( www.okhansen.dk )

Så var vi der igen, på de svenske jagtmarker, på AMJ turen. Når man et år tidligere forlader de svenske revirer kan der være en tanke der rammer, om hvor vidt det nu var værd at sidde på reviret i så mange timer. Tanken er dog for længst forsvundet når man kommer til at planlægge næste sæsons jagt. Der er noget dragende ved de svenske skove, og ikke mindst ved AMJ turene, hvor man har det store hyggelige fællesskab oven i alle de andre oplevelser. Så jo, vi var med igen i 2009.

Bukke :

Gennemsnitligt har der jo i en årrække været en buk til halvdelen af deltagerne. Jeg skød en buk i 2008 hvor Marie ingen fik, så det var jo egentlig Marie`s tur til at skyde en i år, og sådan blev det. Jeg så flere bukke, men uden at der var tale om reelle skudchancer. En enkelt situation var dog lige ved at give buk. Der kommer en buk frem 10 meter fra hochsitzen, og hvad gør man så. Tager man riflen bliver man måske opdaget, og venter man kan chancen mistes. Jeg forholdte mig helt roligt indtil bukken bevægede sig ud i området, tog riflen op, og ventede på at den skulle vende siden lidt til. Det skete dog ikke – hele tiden var det med bagenden direkte mod mig, og da den vendte siden til 75 meter ude var det bag en busk, og bukken forsvandt i det kuperede terræn uden at vise sig igen. Marie havde en post hvor jeg tidligere havde set et par dyr suse forbi inde i træerne uden at kunne nå at se hvad det var. Marie holdte øje med den del af posten, og pludselig stod der da også en buk lige i kanten af træerne. Afstanden var relativ kort, og en kugle på halsen sendte bukken til jorden. Marie ringede til mig, og jeg kom med hundene - ikke fordi det var nødvendigt med hundene, men når de nu er med, og venter de mange timer i bilen, skulle de have den belønning det er for dem at finde dyret. Vi fandt bukken uden problemer og trak den et stykke inden hundene fik lov at følge sporet. En stor oplevelse for Marie der altid har ønsket at lade vore egne hunde finde en buk hun selv har skudt.

Eftersøgning :

Hundene vi havde med er ikke i schweissregistret, men har bestået schweissprøver, og vi har tilbudt at hjælpe med eventuelle eftersøgninger. De første dage var der ”desværre” ikke så meget at lave for dem. Sidste morgen skete der dog noget. Knud Kristoffersen havde skudt til en buk der løb fra anskudsstedet, og forsvandt i den tætte bevoksning af birketræer der var på posten. Ved ankomst til posten kom der en stor elgtyr løbende ud på vejen - den løb 50 meter på vejen inden den løb ind på posten hvor Knud havde den løbende forbi 15 meter fra skydetårnet. Spændende oplevelse som optakt til eftersøgningen. Anskuds-stedet var fundet, og fint afmærket, ligesom Knud selv havde vurderet blod og lungestykker på anskudsstedet. Et lungeskud er ofte let at kende på anskudsstedet, da de lyse iltholdige lungestykker er meget karakteristiske. Dog kan lungevæv forveksles med marv fra rørknoglerne som løbene består af, men i de tilfælde vil der så kun være begrænsede mængder, og der vil kunne findes rørknoglesplinter på anskudsstedet. Er man i tvivl om det er lunge eller marv man finder, kan man gnide det varmt mellem fingrene. Lunge vil forblive fedtet, mens marv vil føles som olie. I dette tilfælde var der dog ingen tvivl om at det var et lungeskud, og at bukken formodentlig ville lige død indenfor en overskuelig afstand. Ved samtaler med registrerede schweisshundeførere har jeg dog lært at man overfor selv de letteste eftersøgninger skal forholde sig ydmyg overfor opgaven. Jeg valgte at sætte Bella på sporet, som er den ældste af vore hunde. Hun er 9 år, og er stadig den jeg stoler mest på, hvad angår sporarbejdet. Den unge, Anka, er til tider lidt for vild i starten af sporet, selvom hun den seneste tid har gjort store fremskridt ved at hun er blevet mere rolig på sporet. Vi fulgte sporet 50-75 meter og linen blev slap i en tæt bevoksning bestående af 2-3 meter høje birketræer. Det var et godt tegn, og Bella stod da også ved den forendte buk. En relativ let eftersøgning, men alligevel en rigtig god oplevelse for jeg selv, og hunden. Knud mente dog, med et glimt i øjet, at bukken var lige lille nok, så vi prøvede at sætte den yngste hund Anka på sporet. Den gik dog samme rute, og fandt den samme buk, og Knud måtte konstatere at det var hans buk.

Turen var vellykket, og vi forventer et gensyn næste år.