Årets svin nr. 100
Af Finn Østergaard
Det er februar. Månen er næsten fuld. Fætter Poul og jeg er atter hos vore venner i Oberkrämer området i Brandenburg. Det blæser kraftigt fra sydøst, hvilket passer dårligt for de fleste af revirets hochsitze. Vi er derfor denne nat blevet placeret i hver ende af en meget stor majsmark, hvor stubbene stadig står og stritter. Marken, som udgør en meget lille del af jagtreviret på ca. 1.000 ha., er en ren magnet for områdets vildsvin. Poul sidder i en helt åben kanzel, som kaldes Osnabrück. Jeg har lidt ondt af ham, for den kolde og kraftige blæst vil piske lige gennem åbningerne. Selv sidder jeg lunt og godt i en lille mobil skydevogn, som egentlig er lavet af Jens og René til at skyde ræve fra. Den er isoleret med tæpper og plastruder der kan lukkes. Jeg har naturligvis kun åbnet den ene rude! Dette er ren luksus! To af de lokale jægere, Heiko og Petra, er også på jagt i området.
Desværre vil den tiltagende måne ikke som vi, idet et let skylag dækker den, men alligevel er det dog et rimeligt skydelys, ikke mindst fordi lysene fra den forholdsvis nærtliggende storstad, Berlin, lyser op på skyerne og kaster lyset tilbage og ned på markerne.
Timerne går og tiden går faktisk forbavsende hurtigt, her i mørket. Så ser jeg i det fjerne en flok, en såkaldt rotte, på 6-8 svin trække ud på marken, men desværre alt for langt fra både Poul og jeg. Jeg følger længe de sorte pletter i min store 8x56 håndkikkert. Mens de æder trækker de langsomt mod vinden og forsvinder bag en lille bakke. Ups! Mens jeg har fulgt svinene er tre sorte klatter trukket ud fra skoven til højre for mig. De er dog også alt for langt borte, men det er meget spændende at følge deres rute i retning mod Pouls ende af marken. Så vidt jeg kan bedømme er de lige store og jeg bedømmer dem til at være überläufere, og dermed afskudsbare efter parolen. Ligeledes må vi skyde et års grise, frislinge. Enligt-gående svin er p.t. fredede.
Endelig synes jeg de må være nær Poul. I kikkerten følger jeg den, som synes at være den nærmeste, men intet sker. Og lidt efter begynder de atter at trække tilbage i den retning de kom fra. Jeg beder en stille bøn til at de vil trække ned i nærheden af mig i skovhjørnet, men pludselig hører jeg en hvislen i majsstubbene, og flokken med de 8 10 svin stryger forbi mig i fuld galop og forsvinder ind i skoven ca. 60-70 meter fra mig. Hvor pokker kom de fra og hvad havde mon skræmt dem? Og mærkeligt at de tre andre stadig roligt går og æder et par hundrede meter ude på marken i mørket? Men senere forsvinder også de ind i skoven, hvor de kom fra.
Nu går der en god halv times tid. Pludseligt ser jeg atter flokken med de 6 8 svin fra før. De trækker nu roligt ud fra skovhjørnet og giver sig til at æde ca. 60-65 meter ude. Det er lige i overkanten her i mørket, men jeg bruger den store håndkikkert flittigt. Det er en so med 5 store, stærke frislinge samt en, som er tydeligt mindre og en gylden regel siger jo hernede, at man skyder den mindste i flokken. Men mørket, afstanden samt det at de hele tiden flytter sig for hinanden gør det nu svært og sigtekikkertens rødpunkt og håndkikkerten bytter ofte plads. Endelig står den mindste stille og æder lidt fra de andre. Langsomt krummes pegefingeren og 9,3eren går af med et drøn og en stor ildflamme, men herligt efterfølgende at kunne se en mørk klat ligge derude.
Mens jeg står ved den lille frisling, brummer en SMS ind på min mobil. Det er Poul. Han fryser og tilbyder at hente bilen og køre den hen i nærheden hvor han sidder. Nærmere kan den ikke køre pga. dybe huller og mudder. Jeg begynder derfor at trække den lille gris op mod skovvejen, men har bestemt intet imod at Poul overtager, da jeg er kommet halvvejs.
Næste morgen sover vi længe inden vi kører rundt på det store revir for at fodre, samt se hvor der har været svin i løbet af natten. Men der er stadig en kraftig blæst fra sydøst, så vi bytter bare plads til nattens jagt. Men mange gange i løbet af de mange timer, mens månen står højest, misunder jeg Poul i den lille lukkede vogn for den kraftige og kolde blæst er bestemt ikke rar. Vi ser atter svin på marken, men atter er de for langt ude. Et par hundrede meter ude ser jeg atter de tre svin samt noget nærmere en stor, enligtgående gris, sikkert en überläuferkeiler, vurderer jeg, men den er jo ikke givet fri til afskydning p.t.
![]() |
![]() |
| Poul og Chili med en frisling. | Flotte bisser. |
Går i Lottie! Er ved at fryse ihjel!
Den følgende nat kommer vinden stadig fra sydøst med kraftige vindstød, næsten i stormstyrke. Nu vil Poul forsøge et andet sted, og Jens, vor tyske ven, råder ham så til at sidde i en stige i skovkanten. Hvis det bliver alt for koldt kan han trække over i en af de lukkede hochsitz, hvor vinden dog ikke er optimal. Jeg vælger atter at sidde ved mejsmarken hvor jeg har set de mange svin. Denne nat dog i en lav, lukket kanzel, på østsiden af marken, hvor jeg håber at jeg kan være nær de tre svin. Vi kører ud ved 19-tiden og vil forsøge at sidde til ca. 03, hvor månen vil være i aftagende. Jeg har min lille etårs borderterrier, Chili, med mig ud i nat. Den kan sagtens være rolig i den lukkede kanzel, hvor jeg kun har åbnet ruden i den retning hvor vinden ikke vil advare grisene. Det er egentlig ganske hyggeligt at have hunden med. Tiden går hurtigt og vi drøfter lavt nattens hændelser. Til sidst ruller hun nu sig sammen i et hjørne ovenpå en gammel fleecejakke jeg har haft med i rygsækken og falder i søvn. Så brummer min mobil. Det er Poul. Han skriver: Går i Lotti! Er ved at fryse ihjel!
Det lyder alvorligt. Nu vælger han at gå over til en af de lukkede skydetårne! Den der hedder Lottie!
Men pludselig ser jeg atter det enligtgående svin. Det er snu. Kommer stille og roligt ude midt på markerne og æder sig langsomt ind på majsmarken i min retning. Snart vil den dog krydse min fært. Men da den er ca. 70 meter ude står den helt rent med siden til i månelyset. Jeg kan tydeligt se dens pensel. Jo. Det er en pæn überläuferkeiler men altså ikke givet fri til afskydning. Jeg kan derfor med ro lade kikkertens lille røde kors følge den kompakte krop, vidende at den snart vil få fært af mig. Så ryger hovedet op. Så slår den 4-hjulstrækket til og galopperer bort mod skoven. Det gør egentlig ikke så meget. I mine tanker er den jo egentlig min!
Så bliver der ro på marken, men pludselig afbrydes mine tanker af et skud i det fjerne. Kigger på uret. Midnat, plus/minus! Det må være Poul. Ganske rigtigt. Lidt efter brummer en SMS ind med beskeden: Den er død!
Jeg gratulerer ham og vi aftaler at han skal trække grisen, som er en frisling, hen til hochsitzen, og brække den der. Vi vil ikke mindst af hensyn til mig trække vor afgang nogle timer, men flere timer senere giver jeg op. Der har ikke været svin på marken siden. Jeg henter bilen og kører med forsigtighed op til ham, hvor vi fotograferer hans frisling.
Årets svin nr. 100!
Nu er det den sidste aften. Vi kører hjem i morgen. Har egentlig tænkt på at droppe jagten for at være friske til hjemturen, men Jens insisterer på at vi atter skal forsøge. Han har nu set fodsporene fra den gris som jeg har set flere aftner. Og han giver mig ret. Det er ikke en keiler, men en überläuferkeiler. En pæn toårs keiler, vurderer han efter sporerne. Såfremt der kommer et svin alene må vi skyde i aften, siger han. Men understreger at det næste svin der bliver skudt vil være revirets svin nr. 100 i år og det koster altså, siger han med et stort grin!
Både vi og Jens har været rundt og se hvor der har været svin i løbet af natten. Han foreslår, at jeg sætter mig i Lottiekanzel og Poul i den åbne Osnarbruck, hvor vinden stadig vil være styg, men da Poul ikke har været helt på toppen, og har frosset bravt de sidste par dage, overlader jeg ham den lukkede Lottie, og går atter i den åbne kanzel med masser af frisk blæst! I den lille lukkede vogn i den anden ende af marken vil Heiko så forsøge sig. Vi går alle på plads ved 19-tiden, men Poul og jeg har besluttet at stoppe senest ved midnat. Timerne går. Månen giver mere og mere lys trods skyerne men hvad hjælper det. Der er ikke svin på marken i aften. Så lyder der et skud i retning af Poul. Lidt senere kommer der en sms fra ham. Han har skudt en keiler. Derfor ringer jeg til ham. Den er rigtig stor, siger han. Han tror ikke det vil være muligt for os selv at få den bakset ind i bilen. Jeg taler med Jens som vil bede Heiko om at komme ned forbi mig og hjælpe os. Lidt senere kan jeg se ham blinke til mig med sin lygte, da han komme gående langs skovkanten ned mod mig. Men da han er ca. 150 meter fra mig kommer der pludseligt 12-14 svin fra skovkanten og ud på marken mellem os. Han ser dem snart og på telefonen får jeg en melding om at jeg skal blive siddende. Han vil gå en anden vej til bilen. Poul og han skal nok klare keileren, siger han. Jeg skal blive siddende og håbe på at svinene kommer nær nok til et skud. I mørket kan jeg se svinene trække mod øst. Vil de atter trække over markerne vil jeg være for langt fra dem. Hmmn! Hvis Muhammed ikke kan komme til bjerget, må bjerget komme til ham! Nu må jeg ud at pürsche svin i natten. Men trods mine forsøg kan jeg ikke komme nær nok til et forsvarlig skud, og til sidst trækker de bort. Så vender jeg om og vil tilbage til bilen, som holder ca. en km. borte. Da jeg passerer en lille skovtykning træder jeg forsigtigt frem og lader kikkerten søge rundt på markerne på den anden side. Minsandten. Ca. 100 meter borte står der 6-8 svin som en række mørke klumper på marken. Forsigtigt pürscher jeg ca. 30 meter frem men inden jeg er på skudhold i mørket trækker de bort over markerne. Pokkers også!!!
Et hurtigt kik på uret åbenbarer at jeg har kravlet rundt på markerne i ca. halvanden time og at Poul har sendt en SMS om at han og Heiko har bjerget keileren og nu er ved slagteriet ved Jens. De savner mig eller nærmere de øl som står i bilen!
Her mødes vi ca. 0.45 over en øl, men Poul er nu lidt urolig. Revirets gris nr. 100 i år bliver i mørket og munterheden til en større og større fest og den stinker desuden af brunst. Bliver kødet kasseret eller vil den ende som pølser? I nat blæser svaret i vinden

Pouls keiler er hængt til afkøling. Nu skal den fejres.