AMJ på dådyrjagt i Tyskland
Parolen lød at der må skydes då og kalv. Alle vildsvin, rå og lam, kronvildt med hjort op til 8-ender samt rovvildt. Vi måtte ikke skyde dåhjorte.
Første såt var ca. en time gammel og jeg var på plads i tårnet da det første dådyr kom forbi. Det var jo så selvfølgelig en mindre dåhjort, som for at drille ekstra meget stillede sig med siden til på kun 40 m afstand. Så ingen dåvildt lige nu, men et flot syn. Men blot 20 min senere kom 3 dåer forbi ca. 30 m fra tårnet og denne gang var muligheden, for at jeg kunne nedlægge mit første stykke dåvildt rigtig god. Jeg sigtede på den midterste då og fulgte med, da de stadig var i bevægelse. Fingeren krummede sig om aftrækkeren og skuddet gik.
Så var det endnu engang blevet tid til AMJ´s årlige medlems tur til Tyskland på trykjagt/bevægelsesjagt. I år var det dog til en ny destination, hvor vi skulle til et område kaldet Lubnitz og Klein-Briesen, som ligger ca. 1 times kørsel sydvest for Berlin.
Vi havde fået fat i 12 pladser til jagten, som drives af et dansk konsortium. Det var første gang konsortiet skulle prøve at afholde en betalingsjagt men lad det være sagt med det samme Det kom de sørme rigtigt godt om ved.
Afgang hjemmefra ca. kl. 11.00 og så passede det med at vi var fremme i vores biler ca. kl. 18.00 fredag aften. Velankommet blev vi indkvarteret på et rigtigt hyggeligt pensionat, som kun anvendes til jagtgæster. Der hang udstoppede dyr overalt, opsatser, jagtbilleder på væggen osv. Pensionatet var sågar udstyret med våbenskabe på alle værelser, så rammerne var i hvert fald på plads for en spændende jagt.
Efter ankomsten skulle vi gå ca. 100 m hen af gaden, til stedet hvor aften- og morgenmåltider skulle indtages. Et rigtigt hyggeligt lokale, kun til vores rådighed. Det var flot. Måltiderne var rigelige og med det gode selskab en rigtig hhv. start og afslutning på nogle spændende jagtdage. Fredag aften fik vi en god og instruktiv parole og så stod den ellers på hygge, lodtrækning om pladser til de to planlagte drev lørdag og drevet søndag formiddag.
![]() |
![]() |
| Faciliteterne til morgen- og aftensmad var bestemt i orden. | Frokostpause som fint kunne nydes på traileren |
Lørdag morgen startede med en ekstra parole, hvorefter vi blev fordelt i en række biler og kørte ud til jagtområdet Lübnitz. Det hele gik hurtigt og effektivt og jeg var allerede på plads i mit tårn kl. 08.10, selvom jeg skulle sættes af som en af de sidste. Drevet startede kl. 08.30 og ville slutte igen kl. 11.00, hvor vi skulle samles op igen, have frokost i skoven og ud at sidde på nye pladser om eftermiddagen.
Allerede kort efter at de første skytter var sat af, begyndte vi at høre skud i skoven. Der blev set ganske meget dåvildt, og jeg tror at samtlige deltagere på jagten så dåvildt allerede i første drev. Ved frokost blev de skudte dådyr og et enkelt rådyr lagt op på parade. Mens vi samlede kræfter til eftermiddagens drev, fik vi en meget lækker Gulash og øl/sodavand.
De tre pladser vi alle havde trukket lod om, var forsøgt opdelt, så alle var sikret minimum en god plads, en mindre god plads og en måske knap så god plads. Men som ved alle former for jagt, kan den gode plads resultere i, at man intet ser, mens der på den dårlige plads vælter rundt med vildt om ørerne på jægeren.
Jeg selv havde fået en plads, hvor en af vores deltagere fra AMJ, Dennis, allerede havde været om formiddagen. Han havde set dåvildt og hørt vildsvin. Så jeg var lidt spændt på denne plads. De første to timer skete der dog ikke noget. Men pludselig kom 6 dådyr spadserende hen mod mig og stillede sig kun ca. 20 m fra tårnet, hvor jeg sad. Jeg fik listet riflen op, men der var ikke noget forsvarligt kuglefang, da kuglen ville flyve over en vej og over i drevet, hvis den blev sluppet.
Jeg måtte derfor nøjes med at nyde synet af de fine dådyr i første omgang. Heldigvis besluttede de sig for at gå tilbage hvor de kom fra, og drejede så om forbi sydsiden af mit tårn på ca. 50 m afstand. Det eneste dyr, der var fri til skud var dog førerdåen, så jeg måtte stadig afvente situationen. Herefter oplevede jeg den situation som mange jægere der har været på jagt efter dåvildt også har oplevet. Hele rudlen var meget urolig, konstant i bevægelse, og selvom jeg hurtigt havde fundet en fin kalv i flokken, var der hele tiden et andet dyr i skudlinien. Efter måske 15 min fra jeg så dådyrerne første gang, besluttede de nu at de skulle videre. Så i roligt trav gled de alle af sted mod vest. Her var jeg så heldig, at de kom ind på linie og da kalven var bagerst lykkedes det mig at finde den i kikkertsigtet og få trykket af. Kalven gik cirka 15 m, hvorefter den faldt om, for en fin bladkugle. Nu skete der så det sjove, at hele flokken stoppede, løb tilbage, hvor de havde stået før, og gik så rundt igen. Jeg fulgte dem med riflen, men besluttede mig for at jeg havde skudt nok dåvildt for denne gang.
Vores jagt på dåvildt var jo rimelig prisbillig med en pris på kr. 3.500,- som var inkl. mad og ophold. Til gengæld skulle alle købe det vildt de havde skudt for kr. 25 pr. kg. Det er faktisk en form for jagt, som jeg rigtigt godt kan lide. Specielt når vi ved den første parole var blevet udstyret med laminerede skilte med navn, som vi efterfølgende skulle sætte i vores vildt efter skuddet. På den måde havde vi jo selv indflydelse på, hvilken tilstand vores vildt var i, når det var hjemme igen. På pensionatet var der kølerum, så vildtet blev behandlet rigtigt fint med henblik på at blive et lækkert måltid senere hen.
Paraden efter førstedagen gav 21 dådyr og to rådyr. Mørket var efterhånden faldet på, så paraden blev meget stemningsfuld i mørket med fakler mv. Da vildtet var læsset på, skulle vi alle tilbage til pensionatet. Her skete så nærmest det eneste kiks på hele turen for arrangørerne. Den gamle Nissan ville ikke starte, så vi sad en masse jægere på en trailer i en mørk skov i månelys og kiggede lidt rundt.
![]() |
![]() |
| Resultatet af første dag 21 dådyr og to rådyr. | Frokosten nydes i det fri efter jagten var slut søndag og inden vi kørte hjem igen. |
Så var det vi fandt ud af hvorfor Henning Have var kommet med på jagtturen. I mørket råbte Henning spænd traileren fra- så skubber vi sgu bilen i gang. Vi gik straks alle i gang, men bilen ville stadig ikke starte. Det stoppede dog ikke Henning som blot igen råbte i skoven Smid mig op på ladet af bilen, den mangler noget vægt til hjulene. Så vi smed Henning op på bilen og det virkede sørme. Den sprang straks i gang, og vi kom dermed alle hjem på pensionatet i god tid inden aftensmad mv.
Som det er sædvane på jagt i Tyskland, bliver skytter, der har nedlagt deres første hochwild, hædret efter jagten. Så efter middagen blev flere af os kaldt frem og med bukserne nede om hælene, måtte vi pænt finde os i tre slag i bagdelen. Det skabte en masse morskab, og vi fik da betragtet en del bagdele den aften, da flere fra vores selskab, havde skudt deres første dåvildt. Mig selv inkl.
Efter en rigtig hyggelig aften, gik de fleste af os til køjs, men blev nu vækket lidt senere, da Henning og Christian besluttede sig for at banke på dørene da de selv skulle i seng, og højlydte bekendtgjorde Polizei Waffenkontrolle. Men da disse to spasmagere også blev puttet i seng, var vi alle friske næste dag.
Her skulle vi til jagtområdet, kaldet Klein Briesen, hvor der oftest var flere vildsvin, end vi havde set den første dag. Også denne dag havde vi en god jagt, selvom der kun lå en då og et vildsvin på paraden. Vi så egentlig en del vildt og også flere vildsvin. De kom dog desværre ikke for skytterne så fint denne dag som dagen før. Måske havde vejret lidt indflydelse herpå. Det var vindstille, højt solskin og 15 graders varme. Et lidt usædvanligt jagtvejr i begyndelsen af november.
Jeg vil til sidst sige tak til deltagerne fra AMJ som igen beviste, at vi kan være stolte af vores medlemmer på jagtture i udlandet. De udviste rigtig flot skydning, med et samlet gennemsnit for de to jagtdage på 1,5 skud pr. nedlagt vildt. Det er rigtigt flot. Vi håber vi kan gentage turen i 2012, men under alle omstændigheder skal vi også op trykjagt i 2012.
Jo, så var der jo lige den med mit første dådyr
Dåen jeg holdte på gik ned på stedet for en lidt høj kugle. Det var en rigtig god oplevelse. Den vejede 40 kg brækket og jeg skal hilse og sige at dåvildt smager fremragende. Vi fik en fin lille Culottesteg af dåen, sidste weekend, og det var virkelig lækkert kan være kraftigt vanedannende.
![]() |
![]() |
| Stemningsbillede fra jagttårnet tidligt på plads mellem skovfyr. | Svend Åge får slag for dåen. |