Bukkejagt Sverige 2011

Af Michael Pedersen

Der er nogle ting man kan undre sig over. Hvad er det der får en til at glæde sig, så det næste gør ondt.
Jeg ved det ikke! Men det er som amen i kirken, at når vi jægere kan begynde at tælle ned til d. 16. maj stiger forventningens glæde i takt med kalenderen. Jeg har det ligesådan med den svenske bukkejagt. Jeg begynder at glæde mig d. 16. juli og glæden tager til, indtil vi når d. 14. august - afgang mod Sverige.
I år var det 6. år jeg skulle med på Askov/Malt turen til Sverige, og Jeg havde været så letsindig at sige ja til at overtage ledelsen af turen, efter at Ib Kragh havde meldt fra til at stå for turen. Turen startede igen i år med et infomøde på Estrup hovedgård, hvor det var hyggeligt at gense mange af de samme hoveder som havde deltaget de sidste par år. Der var dog også et par nye deltagere. Man kunne se på de fremmødte, at de også havde forventningens glæde i øj-nene. Grundlaget for end-nu en dejlig tur til de svenske skove var på plads! Som noget nyt havde jeg i år arrangeret en lørdag på skydebanen for dem der havde lyst til at få pudset skydefærdighederne af in-den turen, og få en hyggelig snak med de andre deltagere. Det blev en dejlig dag med godt fremmøde og masser af gamle "røverhistorier" fra de tidligere ture, og det hele krydderet med det dejligste vejr.

Efterhånden ankom holdet.

Kalenderen skiftede til d. 14/8 og uret viste 05.00. Jeg kunne ligeså godt have ladet være med at gå i seng aften inden. Jeg havde ikke lukket et øje af bare spænding, men ud af sengen uden at vække resten af huset. Alt grejet var pakket aftenen inden. Det var bare at smide det i bilen og op og hente brormand og så sætte retningen mod Sjæl-land for at samle fætter Hans op i Slagelse, og så mod Sverige, En uge uden arbejde, morgensur kone/ barn og faste gøremål.
Men der var lige en ting der manglede - Robert!
Robert måtte desværre melde afbud dagen inden afrejse. Robert havde i længere tid gået rundt og været dårlig, og havde været en tur på sygehuset inden vi skulle af sted. Her faldt han om, og han blev indlagt og undersøgt, uden at de kunne finde ud af hvad der var galt. Hans tilstand blev dårligere og dårligere for hver dag der gik. Efter mange undersøgelser viste det sig at Robert var blevet bidt af en flåt og havde fået Borelia. Denne oplevelse har han givet udtryk for at han vil skrive om selv på et tidspunkt. Uden Robert, måtte vi jo klare os selv i hytten i år. Det kunne gå hen og blive svært da han var vores praktiker og snapsedrikker!
Efter at have indtaget den sædvanlige morgenkaffe ved fætter Hans, fortsatte vi mod Sverige, og ankom uden problemer til hyttebyen på Oknaø i vores luksushytter. Skønt at være tilbage. I løbet af eftermiddagen kom de øvrige deltagere til Oknaø. Nye som gamle deltagere, og det, det hele drejede sig om, begyndte at ske. Hyggen var ankommet til Oknaø!

Og som tiden gik…	Min første buk.

Den første dag gik, og næste kom til. - d. 15 kom Kjeld, svenskeren som er vores kontaktperson, ud til hyttebyen for at tage os med ud på reviret for at vise vores pass frem. Der var stor spænding om der var kommet nye til - og det var der. Jo flere pass vi fik set, desto mere steg vores optimisme for hvor mange buk-ke der ville ligge på paraden den første morgen.
Efter vi havde set reviret gik turen tilbage til hyttebyen for at trække lod om de forskellige pass og lave ben/takkegæt. Lodtræk-ningen gik uden håndgemæng og der blev lavet bengæt med god optimisme.

Klokken slog 03.30 og ud af sengen. I jagttøjet og af sted ud i skoven for at være klar i god tid. Jeg havde trukket en forholdsvis stor nyrydning den første morgen. Et pass, som jeg havde lidt forventning til kunne give buk. Den første time skete der ingenting, og modet var ved at falde en smule da jeg hørte en smule puslen i skoven bag mig. Jeg drejede hovedet, og i samme øjeblik kom et rådyr i fuld spring ud af den tætte skov bag mig. Dyret hoppede ud i den åbne rydning og standsede 50-60 meter bag mig. Op med riflen - jeps det var en buk. Ikke verdens største buk, men en dog en buk. BANG! Dyret gav et hop og tog den vilde flugt ind i skoven igen. Fornemmelsen af skuddet var god, og jeg havde en forventning om at dyret var forendt inden for kort afstand. Ned fra tårnet og over til skudstedet - intet blod..... Av hvad var gået galt ?? jeg gik lidt rundt for at se om jeg kunne finde noget schweiss. Jeg fandt intet. Men jeg synes nu at det hele var som det skulle være, så jeg gik lidt ind i skoven, hvor bukken var smuttet ind, og lettelsen kom da jeg kunne se bukken ligge forendt 15 meter inden i skoven.

Nu var min tur reddet, og jeg havde kun siddet i godt en time. Bedre kunne det ikke blive. Jeg fik brækket bukken og lagt affaldet så jeg kunne se det fra tårnet jeg sad i, for det kunne jo være godt hvis jeg også kunne få en ræv på tasken, men ræven viste sig ikke, jeg kørte hjem til hyttebyen for at se om der var andre der havde været heldige. Jeg var en smule bekymret da jeg ikke havde hørt mange skud. Da jeg kom tilbage, kunne jeg se at der var en mindre forsamling ved vores hytte. Ok! Fedt, så ligger der nok flere bukke på paraden. Jeg kunne se at fætter Hans var storsmilende. Han havde også været heldig at nedlægge en buk. Endda en rigtig fin en af slagsen.
Nu var det bare at vente til det blev aften og vi skulle af sted igen. Aften-pyrschen gik for mig uden den store dramatik. Lige før lukketid ringede Ivan til mig, om jeg havde mulighed for at køre ud til Gretha for at hjælpe hende med at søge efter en buk, som hun havde skudt til. Vi fik afsøgt skudområdet og måtte konkludere at bukken ikke var ramt. vi afsøgte også området hvor bukken var smuttet ind i skoven og forceret en lille å, hvilket var 150 meter fra skudstedet. Heller ikke her var der tegn på at bukken var ramt. Den samme buk blev set igen næste morgen, og her fejlede den ikke noget. Nu var det jo spændende og se om der var nogen der havde været heldig - det var der dog ikke.
De efterfølgende dage bar stort præg af at brunsten var overstået, og der blev ikke opserveret så mange bukke. Men der var dog et par stykker der var heldige. Heriblandt Ib og Harry

Den var tæt på!	Harry efter ostemaden.	Kys mig ?

Der er nu ikke noget som når ens telefon ringer, og man hører en glad mand sige: Øøhh hallo, det er Harry. Jeg har skudt min første buk, Jeg vil gerne have lidt hjælp. Så betyder ens egen bukkejagt lige pludselig intet, Når man så kommer ud og møder Harry, og man ser den store glæde og ydmyghed som stråler ud af ham, så ved man at det ikke kan blive bedre, og dog - historien som ligger til grund for oplevelsen.
Den korte version: Ja, jeg kom jo på min plads og fik mig sat godt til rette, da der kom en rå gående i havren ud foran mig, og lidt efter kom der to dyr mere som gik ud i havren og forsvandt. Så ville jeg da lige have mig en kop kaffe og en ostemad, men hov, hvad var det? Lige foran mig kommer der en buk som går ud i havren for at spise lidt. Jeg lægger ostemadden fra mig og tager riflen op. Sigter og skyder. Så løber bukken ind i skoven - ja så spiser jeg min ostemad færdig og drikker min kaffe. Derefter går jeg ned og ser der er meget blod og går over og ser at bukken ligger inde i skoven...........
Vi andre vil stadig gerne vide hvilken ost der var på ostemadden. Ny form for bukkekald? Tillykke Harry! Som ugen gik, steg antallet af bukke. Dog ikke så godt som de foregående år, men sådan er jagt jo! Midt på ugen stod den på grillaften, hvor det ikke var tilladt at tage på jagt, så der var dømt fælles hygge, med et overdådigt salatbord, som jo er ved at blive Brittas varemærke. Grillaftenen blev, som de andre år, et særdeles "vådt" foretagne, så det var ikke alle der tog på jagt den efterfølgende morgen, så her gav det ingen bukke. Dagen efter grillfesten viste vejret sig ikke fra den pæneste side, og der var nogle som meldte fra til aftenens pyrsch.

Jeg havde selv trukket en post som jeg ikke havde den store lyst til at tage ud til, da den lå i tæt skov, men da det blev tørrevejr, valgte jeg at tage af sted. På vej ud af døren møder jeg Tove, som er ved at afmelde sin plads til samme aften. Jeg overvejer at tage hendes plads i stedet, da det er en plads jeg skød en buk på sidste år, men jeg fortryder da det er en meget åben plads. På vejen ud til mit pas kører jeg forbi nogle store marker, og på flere af dem står der rådyr. Nå! Var det alligevel dumt at jeg ikke tog toves pas? jeg ringede til Britta og fik hende til at lave min plads om til Toves, hvilket viste sig ikke være det dummeste jeg har gjort. Jeg fik mig sat godt til rette i tårnet, fik listet lidt lakrids op af lommen og nød den gode udsigt, da jeg kom i tanke om en historie jeg havde hørt fra Knud tidligere på dagen. Han havde haft held til at lokke en buk til med bukkekaldet, dog uden det var lykkedes at skyde bukken. Pyt, der kunne jo ikke ske det store ved at prøve sammen øvelse som Knud. Jeg fik fisket buttoloen frem og peb to gange. I samme øjeblik ser jeg et dyr forsvinde ind i skoven, til højre for mig. Den må have stået nede i nogle bregner, 40 meter fra mig.
Jeg fik fat i riflen og vendt mig rundt på stubben, som jeg sad på. Bag mig var der et traktorspor, som gik ind i skoven. Det kunne jo være at det var en buk der var smuttet ind i skoven, og at jeg kunne være heldig at den passerede sporet bag mig. Jeg ventede i et minuts tid, hvor jeg kunne høre at det puslede inde i skoven. jeg tog chancen og peb en gang til i buttoloen med riflen i anslag, og som skudt ud af en kanon kom der et dyr farende ud af skoven, og stoppede tre meter fra tårnet jeg sad i! jeg fik peget riflen ned på dyret, da jeg kunne se at det var en rigtig fin buk. Bukken løftede hovedet for at se hvad der var der bevægede sig. Det gav plads til at jeg kunne skyde den på halsen, hvilket sendte den til jorden i braget.

Efter blot ti minutter på pass kunne jeg pakke mine ting sammen og køre tilbage til hyttebyen med endnu en svensk buk på tasken. Lidt heldigt måske!
Hjemme ved hytten mødte jeg Harry, som havde valgt at melde fra til aftenjagten, da han mente at han havde fået det han kunne tilkomme. Så vi satte os og fik et par dejligt velsmagende øl. Som aften gik, kom der flere hjem, og der kom også en buk mere på paraden. Det var Henning der havde været heldig.

Når man kan skyde kan man jo også slagte!

På reviret er der en stigende bestand af vildsvin, som nogle af deltagerne havde været så heldige at opservere i løbet af ugen, dog uden at der var blevet skudt til dem. Reviret har også et par foderpladser som vi kunne bruge, hvis vi havde lyst, På en af foderpladserne havde der været aktivitet i løbet af ugen, og Mike havde besluttet, at han ville prøve en gang nattejagt, og hvor intet vover, intet vinder! Jeg havde min griselampe med til riflen. Den fik vi monteret på hans riffel, så han kunne lyse på grisene hvis de kom, hvilket der ikke var mange der troede på, ville ske. Jeg var lige kommet i soveposen med en lille "sidevind", da det bankede på døren. Det var Anders, som boede sammen med Mike. Mike havde skudt på en gris som var løbet, og han ville gerne have lidt hjælp. Så på med tøjet igen og ud af døren, men hov! Der var ikke nogen af os der kunne køre bil... Vi fik vækket Britta som kunne køre os derud.
Da vi kommer derud møder vi Mike der er lettere rystet. Han forklarer hvad der er sket. Vi prøver om vi kan finde noget schweiss, men uden held.
Vi beslutter os for at ringe efter Peter, som ejer reviret. Han skulle have en hund. Han sender sin søn Joakim, som har en god grise-hund, Den starter med at løbe hen hvor skudstedet er og lader vandet! Så sætter den fart på og løber ind i skoven, og efter den løber Joakim. Vi hører dem et stykke tid, hvorefter der bliver ro et kort øjeblik. Pludselig gir hunden hals, og Joakim råber at han havde fundet grisen. Vi løber ind til ham og Mike kan sande, at han har skudt sit første vildsvin. En lille so på 50 kilo

Resten af ugen gav en enkelt buk mere, Så antallet af nedlagt vildt endte på syv bukke og en enkelt gris. Ikke et ligeså godt et resultat som sidste år, som var elleve bukke, og to ræve, men dog acceptabelt, hvis man tager det som konsekvensen af, at det har været to hårde vintre de foregående år. Der blev dog i år opserveret rigtig mange råer med lam, og næsten ingen ræve, så der er jo en chance for at resultatet bliver bedre igen til næste år.
Jeg kan allerede nu sige at jeg glæder mig til næste år, og håber de øvrige deltagere gør det samme.