Da Puk blev væk

Af Christian Høj, Vestfyns Dyrlæger

En af de sidste dage i september var jeg ude at lufte min 4 år gamle ruhårstæve Puk.
Jeg har en aftale med en lokal mælkeproducent, at jeg må træne mine hunde på en af hans stubmarker, og da vejret og vinden var perfekt, var det oplagt at gøre det netop den dag. Stubmarken ligger ca. 300m fra et andehul hvor der hvert år yngler mellem ca. 200-400 gæs, og gæssene kan finde på at lande på marken. Hunden blev sluppet, og efter et par minutter fik den en fin situation, hvor den tog stand og rejste 3 agerhøns.
Derefter afsøgte vi resten af marken uden at finde nogen fugle. Vi vendte om og gik i medvind ned i en
lavning i marken, hvor der er et område på ca. 3x5 meter med højt græs og brændenælder - Puk var med og tog meget stram stand foran det høje græs.
Jeg gik op på siden af hunden og sagde "rejs", Puk sprang frem og væk var den!! Det kunne bare ikke passe. En hund kan ikke sådan blive væk i et område så småt og overskueligt som det, den sprang ind i. Jeg skyndte mig at skubbe græs og brændenælder til side, og så til min forfærdelse, at hunden var sprunget direkte ned i en ca. 1,8 m dyb brønd, hvor låget manglede.
Nede i brønden var der tillige en gås, der med både næb og vinger prøvede at få ram på Puk. Jeg lagde mig på maven, ned i brændenælderne, i et forsøg på at få fat i hunden. Dette var dog ikke nemt, da jeg samtidig også prøvede på at undgå gåsens hakkende næb. Det lykkedes til sidst at få fat i nakkeskindet på hunden og trække den op, den var heldigvis ikke kommet til skade. Efter at både hund og ejer havde sundet sig lidt, begyndte jeg at få medlidenhed med den stakkels gås.
Brønden var smal og indsnævret foroven, så gåsen havde ikke mulighed for at flyve op af den. Dens skæbne ville være en langsom død i bunden af brønden. Da gåsen ikke var specielt samarbejdsvillig, og både hakkede efter min arm og hoved, måtte jeg finde på noget andet. Jeg fandt et reb i bilen og fik det om halsen på den, hvorefter jeg trak den op af brønden. Gåsen gjorde voldsom modstand på vej op, men da den først var kommet op, lagde den sig fladt om på siden og virkede fuldstændig livløs. Jeg havde en forventning om at den ville flyve væk - men nej den blev bare liggende. Nu kunne jeg jo bare havde ladt den ligge, men jeg var i tvivl om den var for afkræftet til at flyve, og måske har jeg set for meget "Animal Planet" i fjernsynet…
Beslutningen blev at lægge en trøje omkring gåsen og fragte den i bil ned til dens artsfæller i det lokale andehul, hvor der er rigeligt med føde til en afkræftet gås. På hele bilturen udviste den stadig ingen tegn på liv, selv om den havde en næse fra en ruhåret hønsehund faretruende tæt på. Gåsen blev placeret på bredden og trøjen fjernet. Der gik en rum tid indtil den fandt ud hvor den var, og som
skudt ud af en kanon, sprang den ud i vandet og svømmede storskrydende alt hvad den kunne på tværs af dammen.
Jeg stod tilbage og følte mig som den helt store dyreven.
To uger efter var jeg på gåsejagt ved det samme andehul. Vi nedlagde 2 gæs, måske var den ene den
ovennævnte gås !