Den store arv

Af Viggo Melvang

3. kapitel. Tæl til to

Vinterferien 2011 skulle bruges fornuftigt. Der var ikke mere vildsvinekød i fryseren, så jeg spurgte min søn Bjarke, som var hjemme fra efterskole, om han ville med til Tyskland på nattejagt efter vildsvin et par dage. Det blev til et hurtigt svar: Ja tak!
Jeg havde adgang til et område på 600 ha., som passes af skytten Jens. Da jeg kendte området forklarede han hvor vi skulle være. Eneste betingelse var, at hvis jeg skød noget, så skulle vi blive i hochsitzen til han kom.
Vi var klar kl. 17.45. Begge pakket ind i varmt tøj og udstyret med ørebøffer til at forstærke lyden. Sikke et syn. Godt det var mørkt. Bjarke var udstyret med håndkikkert 7 x 50 og jeg med den gamle riffel Schulz og Larsen 7x61. Det skulle have været fuldmåne, men skyerne tog det meste af lyset. Inden der var gået en halv time havde vi dog både set rådyr og ræv. Det var bare herligt at sidde sammen med sin søn, og få en god oplevelse i naturen.
Kort før kl. 19.00 hviskede Bjarke: ”Der er gris.” Op med riflen. Jo den var god nok. ”Er det en lille gris?” ”Ja” svarede han. ”Er vi sikker på at det er en lille gris?”. ”Ja” lød svaret. Han var meget sikker i stemmen. Grisen forsvandt ind mellem træerne og kom ud igen. Jeg kiggede flere gange på den. Jo, det var en lille gris. Vi skulle jo ikke skyde på noget forkert. Der blev taget sigte og jeg ventede på at den lille gris kom til at stå for et godt skud. Men for pokker hvor er det svært at tage et godt sigte med en kikkert med et sort trådkors på en sort gris når det er mørkt. Hallo! Hvem var det der valgte kikkert til mig (se kap 1 i Jagtmagasin årg. 2009)? Hvorfor sagde du ikke noget om at min nye kikkert skulle have haft red point, den gang du valgte kikkert for mig?

Jeg fik ro på hjerterytmen og vejrtrækningen. Skuddet gik. Jeg kunne ikke se noget som helst, da jeg blev blændet af skuddet. Men min kommentator Bjarke havde heldigvis fuld kontrol og overblik over situationen. ”Vi fik den. Den gik ned i skuddet.”
Super! Skønt! vidunderligt! På under en time at opleve så meget i skoven og så samtidig lige vise sin søn, hvordan man skyder et vildsvin!
Der blev ringet til skytten og jeg sagde, at der var skudt en ”lille” gris og at han godt kunne komme. Den halve time vi ventede på ham blev brugt til flere kig i kikkerten på den lille gris. Der blev zoomet ind og ud. Jo, det var da en lille gris. Den kunne ikke engang fylde linsen ud, når jeg zoomede helt ind på den. Imens jeg således zoomede kom tanken. Havde vi set mere end en. Nej!! Vi skulle jo have set mindst to for at undgå at skyde en so. Mit hjerte begyndte at slå nogle underligere slag. Der var noget galt.
De næste minutter glemmer jeg aldrig.
Jens kom og kørte sin 4x4 ud til den lille gris og vi gik ned fra hochsitzen. Mens jeg stod og rodede med at pakke mine ting, sagde Bjarke, at Jens blinkede med sin lommelygte og fløjtede efter os.
Det var usædvanligt. Kunne han nu ikke engang selv smide den lille gris op på bilen eller hvad? Jeg gik ud til ham og jo tættere jeg kom på, jo større blev den lille gris. Helt henne ved den lille gris kom forfærdelsen. Ved selvsyn kunne jeg set en kæmpe ligge på jorden. Jeg har skudt en so. Det er noget rigtig skidt, tænkte jeg. Hvorfor havde jeg ikke talt til to? Pludselig var jeg meget glad for mørket, så var der ingen, der kunne se ærgrelsen i mit ansigt.

Jens kiggede på mig i lysskæret fra lommelygten og sagde ”Waidmanns-heil”, med et stort smil på. Mit selvlærte tysk havde for længst ramt det totale nulpunkt. Var det nu at jeg skulle sige ” Waidmannsdank? Var han virkelig glad for at jeg havde skudt en so? Eller bare høflig og glædede sig til at jeg skulle hånes og blive medlem af foreningen af jægere der desværre kom til at skyde en so, og så endda at have sin søn med til det? Jeg kiggede ned på grisen.
”Eine Bache?” Kom det noget svagt fra min nu helt tørre mund.
”Nej Viggo. Fra den her skal du have tænderne med hjem, det er en Keiler på 60 kg”. Kom det på tysk fra Jens med et stort smil. Hans tænder lyste hele området op som en sol og min forfærdelse blev på et splitsekund vendt til en fantastisk glæde. Det blev dog ikke til kød til fryseren, da den på grund af brunst skulle laves til pølser, som de lokale skulle have.
Da vi stod op næste morgen kom der sne ned og det blev ved hele dagen. Sidst på eftermiddagen kom Laurits, min gode ven og borgmester, som også havde adgang til området. Vi hyggede med jagtsnak og fik hotdogs.
Om aftenen fik vi en ny plads af Jens ude i en åben eng. Det frøs ca. 4 grader og vinden havde magt i en seriøs utæt hochsitz. Efter en halv time kunne vi begge mærke kulde i både fødder og hænder. Selv om vi begge var pakket godt ind, kunne jeg mærke, at det var nu at prøven skulle bestås som jæger. Det var Jens der havde sendt os til Sibirien. Vi skulle ikke tro at vi bare kunne komme forbi og skyde en keiler inden for en time. Vi skulle prøves af nu. Kunne vi holde det ud eller skulle vi gå tilbage til den varme pejs og hygge med chips og jægerfilm? Tanken var meget nærliggende.
Vi byttede plads et par gange, mellem at have det meget koldt, og rigtig meget koldt. Efter anden bytning i det lille rum på ca. 1,5x1,5 meter, sad jeg bagerst og havde tændt piben. Her fik jeg pludselig øje på et nyt muldskud - der kunne flytte sig.
Der var gris ude på den forkerte side af 100 meter. Der blev hurtigt byttet plads i hochsitzen. En so og en frisling havde på ingen tid rodet op i jorden, hvilket bevirkede at de kom til at gå med en sort baggrund i stedet for sne. Klog af gårsdagens begivenheder blev der holdt til den lille gris. Der blev sigtet og jeg fik ro på vejrtrækningen og var klar til skud.
Men hvad var nu det. Hele hochsitzen begyndte at ryste. Det var Bjarke der frøs. Adrenalinen havde givet mig varmen i kroppen. Men spændingen og kulden havde nu taget overmagten i Bjarke. Alt rystede som et jordskælv. Sigtet var totalt umuligt at holde. Trådkorset suste rundt som et pendul i mørket. Samtidig flyttede frislingen sig hele tiden, så det var svært at se hvad der var forende og bagende. Efter et stykke tid kom der heldigvis ro på og jeg fik afgivet et skud. ”Vi fik den. Den gik ned i skuddet” kom det fra min fantastiske jagtkommentator.
Da vi kørte hjem fra denne dejlige tur spurgte jeg Bjarke. Hvad vil du nu sige til dine venner på efterskolen? At du har været på jagt med din far og at vi skød en flot keiler og en frisling på 6,8 kg slagtet vægt - skudt rigtig langt ude - eller at du har været på jagt sammen med vores borgmester?
”Ingenting”, kom det stille fra ham. ”Der er ingen der vil tro på hverken det ene eller det andet”.