Med farfar på elgjagt

Alt er ikke bedre end før. Egentlig er det vældig lidt som var bedre end før, men enkelte ting var de gamle meget bedre til...

Odds farfar var vokset med heste. Nu sad han i Odds Landcruiser på vej på jagt med 100/t. Odd trykkede på sin GPS og sagde at de ville være fremme kl. 19.15. Farfar mente at hytten nok skulle være der, selv om de kom klokke halv otte.
Farfar var over 80 år og havde jagtet elg i næsten 70 sæsoner. Nu var han blevet noget dårlig til bens og sad på post, mens Odd gik med hund.

Farfar havde været Odds tålmodige og imødekommende læremester i elgjagt. Farfar jagtede med løshund, men havde også altid en sporhund i bånd. Da Odd var lille og ikke klarede at gå længere lavede farfar bål og sørgede for masser af brænde, og så ventede Odd der til han kom tilbage. Kom hunden først, skulle den kobles.

Nogle gange kom blot farfar og sporhunden tilbage alene tilbage. Da huggede farfar endnu mere brænde, og så sov de ude. Mens det så endnu var mørkt gik de der hen hvor farfar havde afsluttet jagten aftenen før.

Andre gange kom farfar tilbage med begge hunde og rygsækken voldsomt fyldt med kød. Så gik de hjem. Og blev Odd træt, lagde farfar kødet og bar ham hjem på ryggen. Når Odd vågnede om morgenen efter sådanne ture sad farfar og drak kaffe og kødet hang på i buret.
Farfar tog altid på jagt i jagtklæderne. Han havde både gummistøvler, vadmelsbukser og islændertrøje, så Odd måtte skrue helt ned for varmen i bilen. Tidligere plejede han at have riflen med fuldt magasin mellem knæene, men efter megen diskussion og trusler om bødestraf på 3000 kroner og inddragning af alle våben, lå riflen nu indrullet i en vindjakke bag i bilen. Det var en Tikka med laminatskæfte og påmonteret en Zeiss kikkert, som Odd og de andre børnebørn havde givet ham til hans 75 år fødselsdag.
Farfar havde uden særlig vemod sat sin gamle Mauser bort, og synes at riflen og særlig kikkerten var suveræn. Nu skød ham prøven med et saligt smil om munden – og altid siddende. Liggende skydning er for renjægere og soldater, mente farfar.

De kom frem til hytten klokken halv otte. Noget farfar kommenterede, og efter det sædvanlige ritual om hvem der skulle ligge hvor, låste farfar døren op og begyndte at fyre.
Odd lukkede sine to jämthunde ud. Luftede dem og bandt dem i hver sin kæde. Han havde været lidt spændt på hvordan farfar, som altid havde haft gråhunde, ville reagere på racen, men farfar havde sagt, at bare de ville jage godt, kunne de jo se ud som de ville og komme fra hvor som helst, men tvivlede lidt på at det var en svensk race. Min far havde også sådanne hunde, påstod han. Og hverken han eller de var nogen sinde i Sverige.

To timer før det blev lyst var farfar oppe, fyrede og rumsterede. Odd fik kaffe på sengen, besked om vindretning, vejrudsigten, forslag til jagtområde, hvor han skulle slippe hunden og gå, og hvor farfar ville sidde på post.
Odd koblede en jagtradio til farfars elektroniske høreværn og satte ham af et stykke fra posten. Efter et par timer var der stålos i en tykning mellem to myrer. Odd så på sin GPS-pejl at hunden havde stillet elgen 550 meter nordøst for farfar og gav besked om dette på radioen. Farfar svarede som sædvanlig ikke.
Efter yderligere en time havde Odd skudt kalven og koblet hunden. Han brækkede dyret op og gik til farfars post.
- Fik du beskeden om at hunden havde stille elgen 500 meter nordøst fra dig, spurgte Odd?
Ja da, svarede farfar, men det er lidt drøjt hold, selv for den finske skyder!

Farfar tog øksen og begyndte at lave vej, mens Odd hentede ”jernhesten”. Første gang Odd så bæltekøretøjet havde han kløet sig i hovedet og sagt tørt, at ”nu kan selv invalide og svæklinge bjærge en elg”!
På vej tilbage ringede Odd til sin kone, fortalte kort om jagten, og sagde hvornår de ville være hjemme.
- Skal jeg ringe til farmor også, spurgte Odd, men farfar rystede på hovedet.
- Hun ved jeg kommer tilbage, svarede han.
- Det er ikke meget jeg misunder jer gamle elgjægere, bortset fra jeres tålmodige koner, sagde Odd. Farfar smilede skævt og længe. Så kom det tørt:
- I unge har elektroniske halsbånd, satellitsendere, mobiltelefoner, in-struktionsvideoer, GPS og alskens remedier, men at dressere jeres koner, det klarer I ikke!
Sakset fra det norske jagtblad, Jakt (www.jakt.net).