Våbenpleje

Pleje af skæfte
Skæftet er særdeles udsat for vind og vejr og kan let komme til at se noget brugt ud i løbet at en sæson. Hertil kan du vælge at bruge en af de utallige skæfteolier der er på markedet, men hvorfor ikke lave din egen?

Rå koldpresset linolie, 1/2 liter, koges med 15 gram alkanarod, og når det er kølet ned tilsættes 55 ml. vegetabilsk terpentin. Lad det trække ca. 1 måned ved stuetemperatur og du har skæfteolie til mange år.
Man skal påføre med nænsom hånd og polere let med ultrafin ståluld. Lad det trække ind i træet og påfør et lag mere. Efter ca. 5 min. aftørres den overskydende olie.

Hvis der ikke er overskydende olie at tørre af betyder det at træet virkelig har manglet olie! I så fuld skal træet have et lag olie mere. Det burde række, og husk at tørre den overskydende olie af efter sidste omgang. Til brug for påføring går du til fruen og tigger det blødeste dynebetræk af bomuld, Der er klude til mange år.
Husk at bruge en ren klud til aftørring af den overskydende olie, og efter endt brug skal kludene lægges i en plasticpose og smides ud. Der kan være en risiko for at kludene med linolie kan selvantænde.

Det er en stor glæde at tage et velplejet våben ud af sit våbenskab og gavner også på prisen, hvis du en dag vil sælge eller bytte.