Velkommen til AMJ’s Jagtmagasin

Du sidder nu med vort nye Jagt-magasin for 2012. Vi kunne, som de fleste af vore kolleger rundt om i de lokale jagtforeninger, vælge at opdatere vore respektive hjemmesider med billeder og tekst om året, der er ved at være gået samt det kommende års aktiviteter. Det gør vi jo nu også, men vi vælger altså alligevel også at udgive vort eget årsskrift, Jagtmagasinet, på tryk. For der er jo noget særligt at sidde i ro og mag og hygge sig med en god bog, eller - i vort tilfælde - AMJ’s eget Jagtmaga-sin!

Et kæmpe engagement!
Men inden har en række mennesker givet en stor hånd til Jagtmagasinet.
Det hårdtarbejdende annnonceteam, som bruger masser af timer i september måned på at besøge alle de annoncører, som støtter vort blad, med det budskab, at et overskud vil blive tilbudt vore medlemmer som tilskud til vildtvenlige planter.
Bestyrelsen, som lægger et meget stort arbejde i at sammensætte og træffe aftaler for det kommende års arrangementer, i det store håb, at disse vil falde i medlemmernes smag og bevirke et godt fremmøde. For en rød tråd i vor forenings historie har jo netop været at kunne tilbyde medlemmerne jagtmuligheder, og masser af spændende aktiviteter, sammen med andre fra vor forening!
Alle I, som sætter jer til tasterne og skriver en fortælling til bladet, eller indsender et foto med en kort tekst til Jagtjournalen – eller en sjov oplevelse, eller foto, til ”Krudt & Ukrudt”! Og ikke mindst Jeppe, som til slut gør et kæmpe arbejde med at samle alle trådene og gøre disse til vort mega-flotte Jagtmagasin. Når alt dette er på plads, kan vi alle være kanonstolte over AMJ’s Jagtmagasin!!
Det er dette store og flotte engagement som gør det så spændende at arbejde med bladet! Og til alle jer der er kommet med et indlæg til bladet: Det har været rigtig, rigtig spændende at læse jeres mange beretninger, og at se de mange flotte og spændende billeder efterhånden som de kom! Uden jer, intet blad! En stor, stor tak til jer alle!

Jagthistorier søges igen!
For her i vort Jagtmagasin kan du nemlig læse om dine medlemskollegers egne jagtoplevelser!
Fortæl os i ord og billeder hvordan det gik til. Skriv bare løs, og tænk ikke på fejl. Efter bedste evne vil vi forsøge at rette i det små, men vi kan bestemt ikke garantere et fejlfrit blad, for vi er jo bare ganske almindelige jægere, som fortæller om vore oplevelser, i ord og billeder, til andre jægere! Deadline er den 15. oktober, men vi vil meget gerne modtage din historie så tidligt som muligt! Alle, der har en eller flere jagtartikler med i bladet, vil få overrakt en flaske god jagtvin ved årets generalforsamling.

Jagtjournalen
Kortere fortællinger vil blive indsat under Jagtjournalen, sammen med billede, nøjagtigt som i din egen jagtjournal. Her deler du bare oplevelserne med os andre. Put kameraet i lommen når du går ud og lad os se flere spændende billeder i AMJ’s Jagtjour-nal næste år. Et spændende/flot billede fra et vildtkamera er bestemt også meget velkommen her!

Krudt & Ukrudt
Her kan du indsende diverse mere eller mindre ærlige, mere eller mindre seriøse, men ganske bestemt billeder eller fortællinger med underholdningsværdi! En vis form for grovkornet humor kan derfor også forekomme, og for alle andre end den uskyldige redaktør, skal det være langt ude for at komme i censurens søgelys .

Billeder
Og husk nu at få dit kamera med i lommen når du går ud. Det er der du kan tage billeder! Gå tæt på dit motiv og skyd endelig løs med digitalkameraet. Flere billeder er meget bedre end 1 dårligt – og endelig i højeste opløsning! Send dine billeder til: finnost@gmail.com

Årets forsidefoto
Indrømmet! Billedet med Knud Christoffersen er genbrug. Er fra AMJ-jagten i Tyskland i 2010 og blev vist i omtalen af jagten sidste år. Men er billedet bare ikke så pragtfuldt at det bør vises i fuld format? Lad os alle nu nyde Knuds ikke helt utilfredse udtryk i ansigtet! Ja, man kan næsten også føle keilerens våde, stride pels og lugte dens ramme lugt, blandet med røgen fra bålene omkring vildtparaden. Måske er du lige så heldig som Knud på AMJ-trykjagten i Tyskland næste år!

Du ønskes et rigtigt godt nyt jagtår!
Rigtig god fornøjelse med dit nye Jagtmagasin og mange tak for godt samarbejde. God læselyst! Snart kan vi tage hul på et helt nyt jagtår med masser af muligheder. Carpe diem. Grib dagen ….

Knæk & bræk derude!

Finn Østergaard
Redaktør