Lidt historie om lerdueskydningens udvikling.

Af vor våbentekniske medarbejder Hans Lærkesen, også kendt under navnet Magnum Hans. Red

Selv om vi de senere år har set en udvikling af mere eller mindre fantastiske elektroniske anlæg til skydning efter ikke levende, flyvende mål, er lerduerne stadig de alt dominerende på vore skydebaner.

Sådan har det ikke altid været, selv om næppe nogen nulevende kan mindes andet.

Det begyndte helt tilbage i starten af 1800-tallet. Dengang var bøsserne forladere med flintelås og målene var levende duer såvel som stære, solsorte, spurve, m.m.

Man placerede den levende fugl under en høj hat, hvortil var bundet en snor, der førte hen til skytten, som var placeret 30 - 40 meter fra hatten. På kommandoen PULL (dansk: træk) trak en hjælper i snoren, hatten væltede og fuglen fløj op. Den dag i dag brugs kommandoen PULL på lerduebaner i alle engelsktalende lande, når man vil kalde duen.

Som kuriosum kan nævnes, at den korrekte kommando her til lands er KLAR. Den høres sjældent anvendt, hvorimod hjemmekomponerede udtryk som ØV - BØV - ØP - JØP - BØH og meget andet, kort og kontant eller langtrukket og søvnigt - synes at høre til dagens orden. Skyldes det den enkeltes behov for at markere sin individualitet eller simpel mangel på disciplin?

Senere erstattedes den høje hat af en slags sammenklappelig æske eller fælde. På engelsk hedder fælde TRAP. Udtrykket er bevaret i vore dages TRAPSKYDNING.

Der findes dokumentation for, at der i 1820’erne afholdtes konkurrenceskydninger i England. En vis kaptajn Horatio Ross, som anvendte en cal. 12 flintelåsforlader lavet af William Moore, skød 79 af 80 fugle. Større summer satsedes i væddemål ved disse konkurrencer, og i årevis tilbød Ross et væddemål på 5000 Pund (en overordnet funktionær tjente dengang 200 - 300 Pund årligt) mod enhver mand i verden, so kunne slå ham.

Skydeklubber trivedes, men dengang - som nu - var der kedelige typer, som prøvede at stoppe det.

Henimod slutningen af 1850’erne var det derfor slut med at anvende levende fugle som mål, omend et forbud mod brug af levende fugle først fremkom i 1921 ( i England)

Afløseren for de levende mål var en glaskugle med en ganske kort hals, hvor en prop kunne sættes i. Kuglerne var på størrelse med en tennisbold eller måske lidt større. De fandtes i mange farver og med mønstre i glasset. De fleste blev fremstillet på glasværker i England. De er ganske kønne og i dag ret sjældne, yndede samlerobjecter.

Kuglerne kunne, hvis man ønskede det, fyldes med fjer eller farvede pulvere så som trækul, mel og andet, hvilket gav en ret så imponerende effekt ved træffere.

Man kunne enten kaste kuglerne med hånden eller anvende en kastemaskine. Maskinen var temmelig simpel efter nogenlunde samme principper som middelalderens blider. En lang bladfjeder, som bagtil endte i en slags skål eller ske, afpasset efter kuglens størrelse, bøjedes bagover og fastholdtes i spændt stand af en pal, som udløstes ved snoretræk. Ved udløsning bevægede fjederen (og dermed skeen med kuglen) sig fremover i en lodret bue og slyngede glaskuglen 40 - 50 meter fremad.

Glaskuglen havde to ulemper. De ikke trufne kugler gik i stykker ved nedslag og kunne således ikke genanvendes. Det kunne så være, hvad det var, da det kun var et spørgsmål om økonomi. Mere alvorligt var det, at hvor skydning havde fundet sted, var jorden overstrøet med glasskår i en sådan grad, at det var farligt at lade kvæg græsse der.

En kortlivet afløser for glaskuglerne var kugler lavet af tynd messingplade. De var temmelig dyre, selvom ikke trufne kugler kunne bruges igen. For at kunne se om disse kugler, som ikke splintredes ved træf, blev truffet, var det nødvendigt, at de var fyldt med et farvet pulver.

Messingkugler var i brug i så kort tid og lavedes i så forholdvis lille antal, at de  i dag er lige så sjældne som hønsetænder!

Den endelige afløser for kuglerne kom fra USA og bredte sig hurtigt i Europa. Det var “lerunderkoppen”, af udseende nogenlunde som vore dages lerduer. De var fremstilet af brændt ler - omtrent som almindelige røde urtepotter. Heraf navnet CLAY PIGEON, som direkte oversat til dansk betyder LERDUE. I dag anvendes på engelsk oftere ordet CLAY BIRD.

De tidligste “duer” af brændt ler havde små tappe på siden, som greb ind i tilsvarende fordybninger i kastemaskinen for at fastholde duen under udkastning. Senere forbedringer af maskinerne gjorde dette overflødigt.

Lerduerne vandt indpas lige efter århundredeskiftet.

Man fandt ret hurtigt frem til et bedre egnet materiale end ler, nemlig en blanding af tjære og aske, som i opvarmet stand kunne presses i form. Skønt der nu nærmest var tale om en asfalt due, blev navnet lerdue hængende internationalt. Det gælder f. eks. også på tysk, hvor betegnelsen var og stadig er TONTAUBE  (Ton = ler).

I de seneste år har materialet i de kære lerduer atter undergået ændringer. Det skyldes som bekendt de stadigt stigende krav om brug af ikke forurenende materialer.

Som indledningsvis nævnt findes der i dag elektroniske alternativer. De har utvivlsomt mange og store fordele, men de lider alle af den alvorlige ulempe at være rasende kostbare. Og så mangler de efter min helt subjektive mening “sjæl”. De kommer ikke i en overskuelig fremtid til at erstatte den “rigtige” lerdueskydning, medmindre politiske nørder (læs: Lange Svend og hans medløbere) også fratager os denne fornøjelse.