Da jagthornsblæserne fra Askov Malt Jagtforening gav koncert i Askov Kirke var det for en næsten fyldt kirke.

Efter jagtformand Ole Lautrup havde budt velkommen overtog Lene Damsgaard ordet og præsenterede blæsergruppen samt  fortalte om jagthornets historie og hvordan brugen af jagthornet kom til Danmark.

Derefter tog Lars Wagner tilhørerne med på en fiktiv jagtdag hvor Askov Malt jagthornsblæsere blæste forskellige jagtsignaler som man som jæger ofte kan møde i løbet af en jagtdag, dette krydret med forskellige anekdoter og fortællinger. Indimellem blev der sunget etpar salmer når blæserne trængte til lidt luft.

Til slut fortalte Lars Wagner desuden, at man kan få blæserne til at møde frem ved forskellige selskabelige lejligheder, som f.eks. runde fødselsdage og lignende. Har man et sådant arrangement kan man kontakte enten ham eller jagtforeningen og aftale nærmere.

Efter koncerten takkede formanden for menighedsrådet, Preben Ravnholt Simonsen, for en rigtig god aften og både han og Askov/Malt Jagtforening samt blæserne lover, at man kan se frem til et arrangement med Askov Malt Jagthornsblæsere i Askov Kirke til næste år.