Rigtig mange riffeljægere har i år benyttet sig af træningsmulighederne på riffelbanen i Skibelund, og mange valgte også at deltage i Danmarks Jægerforbunds frivillige riffelmærkeskydning med godt resultat.

Riffelmærket er værd at stræbe efter for alle riffeljægere, og specielt for Askov/Malt jagtforenings nyjægere er det et krav at man har bestået prøven for at kunne deltage i foreningens riffeljagt.

Den frivillige riffelmærkeskydning har som formål at dygtiggøre riffeljægerne. Det er en praktisk prøve som omfatter skydning og våbenbetjening og forudsætter et grundlæggende kendskab til sikkerhedsregler og jagt samt færdighed i brug af jagtriffel. Der kan benyttes jagtrelaterede hjælpemidler som 1-, 2- eller 3-benet skydestok. Der skydes til en bukkeskive, opsat på en afstand af 100 meter. Her kan man skyde sig til bronze, sølv, guld samt guld med egeløv. For at skyde sig helt til top og få guld med egeløv skal jægeren først skyde guld, hvor kravet er minimum 59 af 60 mulige point. Herefter skydes tre fritstående skud uden hjælpemidler. Her skal jægeren skyde mindst 27 af 30 mulige point.

Tre fra Askov/Malt Jagtforening skød sig i år helt til tops og skød guld med egeløv. Det var Bjarne Feddersen, Ole Lautrup og Anders Holberg.

Guldmærket, hvor pointkravet er mindst 59 point af 60 mulige blev skudt af Stefan Lund, Dennis Sørensen, Fredy Sørensen, Rasmus Petersen, Erik Clausen, Mads Møller, Søren Thorsen, Jacob Bruun, Troels Jerik Sørensen, Knud Christoffersen, Jan Lyngsøe, Mike Dethlefsen, Tom Hansen og Brian Finderup.

Sølvmærket, med pointkrav fra 51 til 58 point blev skudt af Patrik Ladelund, Peter Lautrup, Peter Christensen, Ronni Mathiesen, Søren Tygesen, Kim Velbæk, Mads Steiner, Knud Christoffersen, Ejnar Junge, Finn Østergaard, John Møller Clausen og Karsten Søe.

Bronzemærket, med pointkrav fra 40 til 50 point blev skudt af Bent Thygesen og Åge Nommesen.

Det er muligt at købe et 5, 10 og 15 års mærke. Dette er indstiftet med henblik på at motivere skytterne til at deltage i skydningen hvert år. 5 års mærket tildeles den, som har erhvervet mærket mindst 5 gange (dog max. et tællende pr. kalenderår). 10 års mærket tildeles den, som har erhvervet mærket mindst 10 gange (dog max et tællende pr. kalenderår). 15 års mærket tildeles den, som har erhvervet mærket mindst 15 gange (dog max et tællende pr. kalenderår).

Den, som ønsker 5, 10 eller 15 års mærke skal selv dokumentere, at kravene for bevis/mærke er opfyldt.

Foto: Danmarks Jægerforbunds Riffelmærke viser at jægeren har et grundlæggende kendskab til sikkerhedsregler og jagt samt færdighed i brug af jagtriffel.