Da Jægerråd Vejen afholdt årets kommunemesterskab i jagtfeltskydning på riffelbanen i Skibelund var der god tilslutning fra de forskellige jagtforeninger i Vejen kommune. Ialt var der 30 deltagere fra 7 jagtforeninger fra Vejen Kommune som deltog i mesterskabsskydningen, hvoraf de fire bedste skytter fra hver forening tæller i holdskydningen. Desuden kåres de tre bedste skytter individuelt.

Askov/Malt Jagtforening genvandt kommunemesterskabet for hold med 378 point af 400 mulige og hjemtog atter guldmedaljer og vinderpokal. Her var de vindende skytter Jacob Christensen, Bjarne Petersen, Bjarne Feddersen og Ole Lautrup.

Gesten Jagtforening skød sølv med 327 point. Her var de tællende skytter Per Schelde, Christian Jensen, Niels Tækker, og Morten Jensen.

Føvling Jagtforening skød bronze med 310 point. Her var de tællende Per Wittendorff, Erik Elbæk, Kasper Jensen og Torben Jensen.

Desuden var der deltagere fra Gjerndrup, Skodborg, Rødding og Bække Jagtforening.

Individuelt var der meget tæt løb mellem de tre medaljetagere. Jacob Christensen skød guld med maksimum 100 point. Bjarne Petersen fik sølv og Bjarne Feddersen bronze, begge skød 97 point. Rigtig flot når 100 point er maksimum og de sidste to skud afgives fritstående uden støttemidler eller anden hjælp end en rolig hånd og styr på åndedræt!

De forskellige jagtforeninger havde udsat mange flotte præmier og konkurrencen sluttede med lodtrækning blandt de tilstedeværende ved skydningens afslutning.

Fra Askov/Malt Jagtforening skal lyde et STORT tillykke til riffelskytterne fra AMJ der skød sig til guld og mesterskab, samt naturligvis en rigtig stor tak alle jer der skød for AMJ!